Den kinesiske GAI-tjeneste DeepSeek forbydes i Folketinget – AU vil ikke forbyde tjenesten, men opfordrer til omtanke
Folketingets Præsidium forbyder brugen af den kinesiske GAI-tjeneste DeepSeek på alle enheder udleveret af Folketinget. Det sker på grund af risikoen for overvågning af Folketingets data. Aarhus Universitet advarer mod at bruge tjenesten til fortrolige oplysninger, men vil ikke forbyde den.

På Christiansborg er der ikke længere nogen medarbejdere eller politikere, som må bruge det kinesiske GAI-værktøj DeepSeek på enheder, der er udleveret af Folketinget. Det har Folketingets Præsidium besluttet i marts, efter at præsidiet i februar anbefalede, at man ikke benyttede DeepSeek, som er den kinesiske pendant til ChatGPT.
”Folketingets Præsidium er ansvarlig for, at Folketingets IT-systemer er tilstrækkeligt sikre og Præsidiet ønsker ikke at give adgang til DeepSeek på grund af risikoen for overvågning af Folketingets data,” står der i en nyhed fra Folketingets hjemmeside 4. marts.
Aarhus Universitet er dog ikke klar til at gå så langt. Det forklarer Peter Bruun Nielsen, der er vicedirektør for AU IT. Tanken kunne ellers strejfe en, da universitetet i marts 2023 forbød brugen af en anden kinesisk tjeneste, TikTok, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) i en anbefaling frarådede TikTok på tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder. Måneden forinden havde Folketinget netop frarådet brug af TikTok på udleverede mobile enheder.
Peter Bruun Nielsen forklarer, at man i tilfældet med TikTok fulgte anbefalingen fra Center for Cybersikkerhed, og en sådan anbefaling har centret ikke givet i forhold til DeepSeek.
”Vi har ikke fået sådan en anbefaling. Men vores tilgang er, at man selvfølgelig ikke skal bruge de her offentligt tilgængelige tjenester til følsomme og fortrolige oplysninger. Man skal kun bruge det til oplysninger, man alligevel kunne finde på at lægge ud offentligt. Det gælder ikke bare DeepSeek, men også ChatGPT og de andre tjenester,” siger Peter Bruun Nielsen.
AU har sine egne anvisninger til, hvordan medarbejdere skal bruge GAI. GAI står for Generative Artificial Intelligence. GAI er baseret på store sprogmodeller, såkaldte Large Language Models.
7 trin til god brug af GAI:
1. Brug ikke GAI til fortrolige eller følsomme data
2. Husk, at du selv har ansvaret for det indhold, du bruger eller videresender
3. Deklarér brugen af GAI, så andre kender din metode
4. Vær kritisk over for GAI som kilde – den kan tage fejl
5. Vær opmærksom på bias i GAI-genereret indhold – den reproducerer ofte skævheder
6. Brug kun GAI, når du ikke kan bruge almindelige søgemaskiner – det er bedre for klimaet
7. Koordinér indkøb af GAI-værktøjer med AU IT og Økonomi – af hensyn til økonomi og sikkerhed
Se anvisningerne uddybet på medarbejdere.au.dk/gai.
Hvilke data må du bruge til GAI? Se mere om klassifikation af data.
"Vi er meget påpasselige med at forbyde noget"
Peter Bruun Nielsen vil ikke afvise, at AU også indfører et forbud mod brug af DeepSeek, hvis Center for Cybersikkerhed anbefaler det.
”Kommer der en udmelding fra dem som sidst, så vil vi naturligvis forholde os til det. Sådan nogle meldinger på sikkerhedsområdet skal man tage alvorligt. Det er ikke fordi, vi ikke forholder os til det. Men som forskningsinstitution er vi nødt til at have vide rammer for, hvad folk må få adgang til og søge informationer i," siger Peter Bruun Nielsen.
Vicedirektøren forklarer, at AU generelt er tilbageholdende med at forbyde adgang til tjenester.
”Vi er meget påpasselige med at forbyde noget. Vi har forskere, der har brug for at have adgang til og kunne eksperimentere med ting. Nu er DeepSeek så lige fra Kina, og det er klart, at Folketingets medlemmer nok er mere udsat i den sammenhæng. Det er ikke fordi, vi ikke er udsatte, men folketingspolitikere kan jo have meget sensitive oplysninger for nationen. Der forstår jeg godt, man er ekstra forsigtig,” siger Peter Bruun Nielsen.
Ekstra Blandet spurgte i januar Center for Cybersikkerhed, hvordan det forholder sig til brugen af DeepSeek. Her lød svaret, at man skal være opmærksom på, hvordan man bruger det. Men der er ikke noget forbud:
”Uanset hvilken chatbot man bruger, bør man gøre sig klart, hvordan den afsendte information man sender til en offentligt tilgængelig chatbot, kan blive brugt, herunder også misbrugt,” lød det fra Center for Cybersikkerhed.
Henvendelser fra medarbejdere
Der har været flere henvendelser fra medarbejdere på AU, som er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til DeepSeek, oplyser Peter Bruun Nielsen. Både til ham og kommunikationsafdelingen.
”Det er naturligt, når det nu står i nyhederne, at folketingsmedlemmer ikke længere må bruge det, og at det også forbydes andre steder. Jeg skal heller ikke sige, vi ikke kommer til at forbyde det, men lige nu er grundlaget ikke til at gøre det,” siger han.