Lektor: Der er et alternativ til død og ødelæggelse

Ruslands angrebskrig mod Ukraine har sendt chokbølger gennem det meste af Europa. Samtidig nager uvisheden om, hvorvidt USA rent faktisk kommer os til undsætning, hvis Rusland beslutter sig for at angribe Nato.

Derfor opruster Danmark, milliarder efter milliarder bliver brugt til militært isenkram i håb om at afskrække den russiske bjørn fra sit foretagende.

”Køb. Køb. Køb,” lød Statsministerens ord til Forsvaret og til os alle sammen.

Der er bred opbakning til oprustningen. Både i befolkningen og blandt de politiske partier. Og det undrer lektor i filosofi ved Institut for Kultur og Samfund Morten Dige, der netop har udgivet bogen ‘Når freden står for skud – Pacifisme og retfærdig krig i politisk filosofi’. Her går han i dybden med sin argumentation for pacifisme som et alternativ til militær oprustning og krig. 

”Hvor er pacifismen blevet af?” Spørger han med henvisning til, at alternativet til den voldelige og militære måde at løse konflikter på tidligere var repræsenteret på Christiansborg.

”Det Radikale Venstre blev grundlagt med nedrustning som en hjørnesten, og partierne på venstrefløjen har traditionelt også været antimilitaristiske, og de vrider sig i dag, når de siger, at vi skal opruste, men de siger det alligevel,” konstaterer Morten Dige. 

Pacifisme er et reelt alternativ

Pacifisme. For mange rimer pacifisme på billeder af hippier, som under ungdomsoprøret hang fredstegn om halsen langt væk fra frontlinjen, tændte op i fredspiberne og proklamerede, at vi skulle make love not war.

Men det er ifølge Morten Dige helt urimeligt.

For det bygger på den antagelser, at militarister er realister, mens pacifisterne er de naive drømmere, mener Morten Dige, der kalder den påstand for en misvisende stråmand.

”Forestillingen om, at pacifisme er naivt mangler et blik for, at pacifisme er en anden måde at føre konflikt på, snarere end en benægtelse af, at konflikter overhovedet findes,” siger Morten Dige og henviser til, at der er kendskab til godt 3.200 større krige i historien.

”De færreste, hvis nogen, har levet op til nogenlunde stringente betingelser for retfærdige krige, og sikkert er det, at de har haft enorme omkostninger og kostet tab af uendelige menneskeliv og ødelæggelser for enorme beløb,” fortsætter han.

For at forstå pacifismen skal man forstå, at pacifisme ikke er det samme som at undlade at gøre modstand. Det handler om, hvordan man gør modstand, hvem der gør modstand og med hvilke midler.

”Den dominerende hovedstrøm i pacifismen taler om en pligt til at gøre modstand mod uretfærdighed, overfald og aggression,” forklarer Morten Dige og fortsætter:

”Pacifisme er et mindset, der bygger på at undergrave fjendes magt i højere grad end at møde den med en magt af samme slags, og det bygger på en overbevisning om, at uden lydighed er der ingen magt. Pacifisme er modstand uden voldelige midler, og jeg mener ikke, at man bare kan afskrive det som et reelt alternativ til voldelig og militær modstand.

Illusionen om retfærdig krig

Gennem historien har krige flyttet landegrænser, skabt helte og skurke, kostet millioner af menneskeliv og været med til at definere, hvem vi er som folk, nationer og civilisationer.

Efterhånden som vores samfund er blevet stadig mere udviklede, har vi aftalt regler for, hvordan man må bekrige hinanden. Den retfærdige krig er blevet et begreb, som især magthaverne har brugt til at retfærdiggøre sine voldelige handlinger, mener Morten Dige.

Groft sagt er en krig retfærdig, hvis to ting er opfyldt:

Man skal have en god grund til at gå i krig – og i nyere tid har det, ifølge Morten Dige, betydet, at hvis der har været tilpas grove rettighedsovertrædelser og overgreb, må man gribe til våben.

Men når man så gør det, kommer kriterium nummer to: Krigen skal ske på en forsvarlig måde, så volden ikke rammer sagesløse og civile. 

”Og det er særligt der, det har haltet i moderne tid, fordi moderne krige er blevet så ødelæggende, som de er. Hovedreglen er, at de fleste ofre er civile. Det må man i princippet ikke, og derfor har det været nødvendigt at finde nogle bortforklaringer for, hvorfor det alligevel godt kan tillades at gå i krig, og det er nogle af de bortforklaringer, som jeg synes er stærkt utilfredsstillende,” konstaterer Morten Dige.

Han bruger Ukraines forsvar mod Rusland som eksempel. Ukraines forsvar opfylder til fulde betingelserne for en retfærdig krig, men på et tidspunkt skal krigen også vindes. Det betyder, at Ukraine selv begynder at bombe langt inde bag russernes linjer. Det fører til ødelæggelser af materiel men også tab af uskyldige, civile liv, som i princippet er lige så værdifulde som ukrainernes egne.

"Vi risikerer at sidde fast i, at det åbenlyst var russerne, der begyndte, og så bliver vi fanget i den fælde, en væbnet kamp er, hvor krigen får sit eget liv, og så handler det pludseligt om alle de onder, de andre har gjort, og som vi skal gøre gengæld for,” siger Morten Dige.  

Historien kan lære os noget

Men helt fundamentalt mener Morten Dige, at vi med fordel kan stoppe op, flytte blikket fra den måde, vi plejer at gøre tingene og betragte de relativt succesfulde eksempler, der findes på, at pacifisme kan være et alternativ til krig.

”Selv hvis man yder ikke voldelig modstand og taber, står man stadig bedre, fordi der ikke er døde tusindvis af mennesker, og fordi infrastrukturen og byerne ikke er totalt ødelagt. Det betyder, at der er noget at arbejde med for en modstandsbevægelse.”

Morten Dige mener selvfølgelig ikke, at Ukraine bare skal nedlægge deres våben og gå over til ikke voldelige metoder. 

”Ukraine havde valgt en strategi, der handlede om at gøre væbnet modstand, hvis russerne angreb, og derfor er det selvfølgelig det, man var nødt til at gøre. Det vil være katastrofalt, hvis de bare lagde deres våben, De ville blive tromlet ned og få frataget deres land.”

”Det er heller ikke det, pacifisterne siger. Der kunne være andre strategier for os end at væbne os til tænderne for at afskrække Rusland. Jeg forslår, at man overvejer, om der er noget at lære af de andre måder, der findes for at afskrække og forsvare sig på gennem historien,” siger Morten Dige.

Der findes mere eller mindre vellykkede eksempler, men sådan er det også i krig, understreger Morten Dige og henviser til Tjekkoslovakiets modstand mod den russiske invasion i 1968 og Martin Luther Kings kamp mod raceadskillelsen i USA som to forskellige eksempler på ikke voldelig modstand som en alternativ strategi.

”Tjekkoslovakiet blev besat, men de holdt en knusende overmagt stangen forbløffende længe, og meget længere end de ville have gjort med militært forsvar, hvor de var klart underlegne. Derudover var der en meget stærk modstandsbevægelse og undergrundsregering, som holdt fanen højt i de kommende 20 år, så var der noget at bygge på, da Fløjlsrevolutionen kom. Vel at mærke med en intakt befolkning, som ikke var blevet slagtet i 100.000-vis og med intakte byer i modsætning til, hvad Ukraine har at gøre med,” pointerer Morten Dige.

I USA gik Martin Luther King forrest i en organiseret, ikke voldelig kamp mod raceadskillelsen og forskelsbehandlingen af hvide og sorte amerikanere.

”Martin Luther King var skarp på hele tiden at holde øjet på bolden. Hvad handler den politiske konflikt om? I sagens tjeneste må man glemme alle provokationerne, de tæsk, man har fået, og alle dem, der er blevet slået ihjel, for begynder man selv at slå, giver man en anledning til at dreje fokus væk fra netop den politiske konflikt,” forklarer Morten Dige.

Einstellung-effekten plejer…

Som mennesker har vi en tendens til at løse opgaver på samme måde, som vi plejer. Hjernen vil gerne spare tid og energi, og derfor skaber tidligere succesfulde løsninger mentale genveje i hjernen, de såkaldte heuristikker. Fænomenet kaldes Einstellung-effekten.

Det, mener Morten Dige, er et vigtigt element i begrundelsen for, at vi som samfund igen og igen vælger krig som løsning. Vi kan ikke se andre muligheder, når vi føler os truet.

”En anden eklatant mekanisme handler om at forberede sig på den gamle krig. Oprustning i dag handler om F35, fregatter og alt det, vi plejer, med den risiko, at det bliver totalt forældet. Det kunne russerne konstatere, da de pludselig stod over for det droneforsvar, ukrainerne fik bygget op,” siger Morten Dige, og foreslår, at man i det mindste overvejer alternativet.

198 metoder lige ved hånden

Hvordan ser ikke voldelig pacifistisk modstand så ud? Det afhænger af situationen, konstaterer Morten Dige.

”Hvis man samles til en stor demonstration og bliver mejet ned af sikkerhedsstyrker, skal man selvfølgelig holde op med det. Men sådan er det også i militære konflikter. Strategien skal tilpasses situationen,” siger Morten Dige og peger på et andet vigtigt aspekt af ikke voldelig modstand: Den kan nemlig udføres af alle. Det er ikke kun unge mænd og kvinder, der kan sendes afsted. Under de store marcher for borgerrettigheder i USA var der både kvinder og mænd, unge, gamle og børn. Folket stod sammen, og det gør, ifølge den pacifistiske teori, modstanden større og bedre i stand til at undergrave aggressorens magt.

Men der findes faktisk også et opslagsværk, udviklet af Gene Sharp og samlet i hans bog The Politics of Nonviolent Action.

Her opdeles 198 metoder til ikkevoldelige handling i tre hovedkategorier. 

Fjenden er på afveje

Uanset, om modstanden mod uretfærdighed og aggression er voldelig eller ej, er der omkostninger. For modstand er handlinger, der afviger fra normalen.

”Hvis pacifisme skal virke, skal sagen være stor nok, og så vigtig, at du også ville være klar til at sende dig selv eller dine unge mennesker i døden for den. En retfærdig krig uden våben,” mener Morten Dige.

Det kræver, en ændret indstilling til fjenden, og at man undlader at bekræfte det fjendebillede, fjenden forsøger at stille op som retfærdiggørelse for krigen på sin side.

”Ved at bygge en stor hær, bekræfter vi fjendens billede af os som en trussel. Og hvis man bomber civile langt inde i et andet land, kan man ikke fortænke dem, der bliver truet og ramt i at bakke op om deres eget lands krigsførelse,” siger Morten Dige og flytter perspektivet: 

”Hvis man i stedet tænker, at min fjende er på afveje. De er i gang med at gøre noget forkert, så opstår muligheden for ikkevoldelig modstand. Det kræver stort mod og tilgivelsesevne, men det fjerner også den magt, aggressorerne har ved at underkende den og undskylde den.”

Morten Dige er med på, at ligesom den militære oprustning tager tid, skal der også investeres i det pacifistiske, ikkevoldelige beredskab. Men det er en mulighed, og det er et reelt alternativ til død og ødelæggelse, fastholder han.

”Hvis man var parat til at poste de ressourcer ind i et civilt system, som man er villig til at poste i et militært, så synes jeg meget taler for, at det kan virke. Man kan i hvert fald ikke bare afvise det kategorisk,” slutter Morten Dige.