Det er måske ikke mega sexet – men det gør en forskel
Louise Lindskrog har sat studiet på pause for at føre valgkamp til byrådet på fuld tid. Frem til valgdagen er skemaet i stedet pakket med uddeling af foldere, lange to do-lister og 30 debatter. Hun mener, at det er lettere at gøre en forskel i kommunalpolitik end på Christiansborg, fordi ligegyldige debatter fylder mindre i byrådet og samarbejde mere.
Som byrådskandidat må man stå op før solen. Klokken er 06.47, og Louise Lindskrog, der stiller op for Socialdemokratiet i Aarhus, er allerede på vej mod midtbyen, hvor hun skal dele foldere ud på banegården.
Det er heldigvis ikke hver morgen, at vækkeuret ringer klokken 05.45. Til gengæld er der ikke en eneste dag uden valgkampsaktiviteter frem til valget den 21. november, og dagsprogrammet er tæt pakket.
”Fordi der er så kort tid til valgdagen, er det faktisk næsten mere stressende ikke at lave noget, end det er at føre kampagne,” siger Louise Lindskrog.
Derfor er statskundskabsstudiet også sat helt på pause de næste to uger, og pensum er erstattet af lange to do-lister. I dag tæller den blandt andet bestilling af flere foldere, plan for ophængning af flere plakater, at skrive et læserbrev, planlægning af de kommende dages arrangementer, kontakt til Kvinderådet og Danmarks Naturfredningsforening og forberedelse til debatter.
”Jeg har svært ved at vurdere, om jeg kan blive valgt ind, men jeg håber meget på det. Det er noget, jeg har investeret rigtig meget tid i det sidste år, og som jeg har satset mere på end studiet, hvor jeg har fået en masse 7-taller det sidste års tid. Så jeg bliver da skuffet, hvis ikke jeg kommer ind. Jeg brænder for at få reel indflydelse og være med til at lave nogle ting om i samfundet.”
Skal man vælges ind, skal folk også opdage, at man er opstillet. Men foran banegården er der kamp om vælgernes opmærksomhed. Det Konservative Folkeparti har indfundet sig med foldere og bolsjer, og som altid står uddeleren fra Metroxpress med gratisaviser.
Socialdemokratiet uddeler gifler i poser med en folder klipset på til de forbipasserende. Dog er det ikke alle, der hopper på det trick; en ældre dame flår folderen af og lægger den tilbage i Louise Lindskrogs kurv. Giflen var nok for hende.
Ikke så sexet som Christiansborg
Selvom giflerne gør deres for at tiltrække de forbipasserendes opmærksomhed, mener Louise Lindskrog, at politikerne har en stor opgave i at vise, hvorfor lokalpolitik er værd at interessere sig for.
”Jeg tror, lokalpolitik er meget undervurderet, især blandt de unge. Kommunalpolitik er måske ikke mega sexet. Der er nok mange, der tænker, at det er i Folketinget, man kan ændre noget. Men jeg tror, det er sværere derovre. Lokalt er man tættere på den nære velfærd og de mennesker, den betyder noget for. I byrådet kan man gøre en reel forskel, og der går ikke så meget tid med ligegyldige kagedebatter som på Christiansborg,” siger hun med reference til Inger Støjbergs flygtningekage, som tiltrak sig stor opmærksomhed i medierne.
Klokken 07.21 er kurvene tømt for både foldere og gifler. Rushet fra pendlertoget har gjort sit indhug. Heldigvis er der nye forsyninger på vej fra partikontoret.
Efter en kort rådslagning bliver de enige om at rykke over på Park Allé for at dele ud til dem, der står og venter på bussen. ”Det er lettere at komme i snak med dem, fordi de står og venter og ikke lige er hastet ud af et tog,” forklarer Louise Lindskrog.
Da kurvene kort tid efter igen er tomme, sætter den lille flok kursen mod partikontoret, som deles mellem DSU og Frit Forum (Socialdemokratiets ungdomsparti og den socialdemokratiske studenterorganisation, red.). Her er gamle valgplakater klistret op på væggene, og Svend Aukens gamle jakke hænger i glas og ramme.
”Han er tidligere formand for Frit Forum, så han er det store idol her i lokalerne,” fortæller Louise Lindskrog, der nu sætter kursen hjemad for at gå i krig med to do-listen.
”Selvom man er fra forskellige partier, oplever jeg til debatterne, at vi er tættere på hinanden, end partierne er på nationalt plan. Der er mere fokus på politikken og på konkrete løsninger,” fortæller Louise Lindskrog før sin debat på VIA Campus C.
Efter debatten på VIA følges hun med Venstres kandidat Henrik Arens til næste stop: debat i håndboldklubben Aarhus United, som sluttes af med håndboldkamp – politikerne nøjes med at kigge på fra sidelinjen.
Klokken er 21.34. Selvom Louise Lindskrog er kommet hjem, er dagens arbejde ikke overstået. Der skal kommenteres debatter på nettet, og hun skal forberede sig til næste dags valgdebatter. Hvor kampen for en plads i byrådet fortsætter.