»Det ku’ ha’ wær’t møj wærre«

Du har måske set dem. Plakaterne med vestjyske vendinger som »No ska’ do lii pas lidt o do!« eller aarhusiansk jargon såsom »Prå-li-å-hør-hær-ig’å!« De florerer på Facebook og kan købes i mange boligbutikker. Og så er de udtænkt af to strofysikstuderende i et lille hummer af et specialekontor på AU.

De to studerende Andreas Helbo Beck og Nikolaj Lykke Viborg startede plakatvirksomheden [dia’lægt] 12. august, og efter 36 dage var der overskud i biksen. De to studerende havde dog også kun investeret 6.000 kroner i plakatforetagendet. Lageret har de i kælderen under deres specialekontor på AU. Foto: Lars Kruse
Foto: Lars Kruse
Foto: Lars Kruse

Det er de to astrofysikstuderende Andreas Helbo Beck og Nikolaj Lykke Viborg, der står bag plakatvirksomheden [dia’lægt], som de etablerede i august. De har længe haft lyst til at prøve kræfter med iværksætteri  sideløbende med studierne, men manglede bare den rigtige idé. Den fik de en dag, hvor det ved en tilfældighed gik op for de to studiekammerater, hvor forskellig deres dialekt egentlig er.

»Vi havde ikke lagt mærke til det før, men pludselig kunne vi bare høre det. Og så kunne vi høre dialekter alle vegne, « fortæller Andreas Helbo Beck, der  er opvokset i Aarhus og derfor »er helt  oppe at køre« over, at den nystartede  virksomhed har succes. Mens Nikolaj  Lykke Viborg, der kommer fra Bøvlingbjerg  lidt uden for Lemvig, siger: »Det  ku’ ha’ wær’t møj wærre.«

Selv mener de, at opskriften på plakat-succesen er, at de med dialektplakaterne spiller på noget lokalt identificérbart og ikke mindst på humor. »Sproget fortæller faktisk meget om, hvem vi er,« siger Andreas Helbo Beck. 

Hjælp fra sprogforsker 

På studiet har de to astrofysikere fiflet væsentligt mere med komplicerede beregninger og frekvensanalyser af asteroseismiske tidsserier end med ord, fonetik og æstetik. Derfor har de hentet ekspertise udefra til både design af plakaterne og til indholdet.

»Vi startede med at kigge forbi et  par sprogforskere her på AU, men de var mest specialiseret i gamle dialekter  og henviste os i stedet til sprogforsker Michael Ejstrup fra Danmarks Medie- og  Journalisthøjskole. Han har hjulpet  os meget med at skrive de forskellige  vendinger på en måde, så dialekten bliver tydelig og let at læse,« forklarer Andreas Helbo Beck.

LÆS OGSÅ: Tidligere AU-studerende vil lave Spotify for studiebøger

De får også mange input via Facebook, hvor folk tipper dem med lokale ord og vendinger og ønsker nye dialekter sat på plakaten. 

Guleroden for enden af tunnelen 

Andreas Helbo Beck og Nikolaj Lykke  Viborg er så grebet af arbejdet med  plakatvirksomheden, at de har måttet lave en plan for, hvornår de skal skrive speciale, og hvornår de må arbejde med  [dia’lægt]. Den er nedfældet på en kæmpe whiteboardtavle i specialerummet  side om side med businessplaner ogberegninger. Men den bliver ikke helt overholdt til punkt og prikke, erkender de to studerende.

»Jeg skal piske mig selv til at skrive speciale,« siger Nikolaj Lykke Viborg.

»Ja, og arbejdet med [dia’lægt] er guleroden for enden af tunnelen,« supplerer  Andreas Helbo Beck.

De to studerende skriver speciale hver for sig, men inden for samme felt.  Andreas Helbo Beck har afleveret speciale  i november, mens Nikolaj Lykke  Viborg håber på at aflevere inden jul og har deadline 1. januar. Ingen af de to regner dog med at søge job som astrofysikere, når kandidatgraden er i hus. Begge håber på en fremtid inden for iværksætteriet.

»Vi har begge lyst til at skabe noget selv. Sådan noget med sorte huller og stjerner er ret uvirkeligt, vores studie er en niche, som få har gavn af,« siger Nikolaj Lykke Viborg, og Andreas Helbo Beck nikker ved siden af. 

Mystikken er fordampet 

De begyndte ellers på studiet drevet af en fascination af universets mystik. Men i takt med at universet og stjernerne i løbet af studietiden er blevet sat på formel, er mystikken fordampet.

»Når man har studeret det i fem år, er det knap så charmerende og spændende længere. Det er alt for dybdegående, stjerner er ikke længere noget lidt uforståeligt, det er en gaskugle som man kan sætte på ligning og formler. Så nu skal studiet bare overstås, og så skal vi ud at lave noget helt andet,« siger Nikolaj Lykke Viborg. 

Det sjove er at se det gro 

Når det så er sagt, mener de begge, at de har kunnet bruge viden fra astrofysikstudiet i arbejdet med at starte en virksomhed op fra bunden. Især den analytiske tankegang, de har tilegnet sig, og evnen til hurtigt at sætte sig ind i komplekst stof.

Nu er det de to studerendes plan at gøre specialerne færdig og så bruge [dia’lægt] som en kravlegård og lære så meget som muligt om det at drive egen virksomhed.

»Vi kører firmaet, indtil det ikke er interessant for os mere, og der går dagligdag  i det. Det sjove er at se det gro,« siger Andreas Helbo Beck.

Og så glæder de sig begge til jul i år. De har nemlig en forventning om, at der kommer en del lange, runde plakatrør under flere danske juletræer i år.