Danmarks Største Fredagsbar måtte afbryde Johnson-koncert efter to sange, da publikum strømmede til: "Vi tager op til revision, om vi fremover skal booke så store navne"

Det har vakt kritik, at Studenterrådet i samråd med et sikkerhedsfirma afblæste koncerten med rapperen Johnson efter bare to numre under Danmarks Største Fredagsbar. Studenterrådet forklarer, at for mange strømmede til koncerten – og vil nu evaluere, om man fremover skal booke så populære navne til eventet, der i år solgte 15.000 billetter.

Den store scene var i år placeret på pladsen ud mod Kaserneboulevarden, mens den lille scene lå ved Kemisk Kantine. Foto: Lise Balsby

15.000 havde købt billet til Danmarks Største Fredagsbar, der løb af stablen i fredags med navne som Icekiid, Ida Laurberg og Johnson på scenen. Men sidstnævnte fik publikum kun et kort glimt af, for netop Johnson-koncerten var så populær, at publikum ifølge arrangørerne fra Studenterrådet strømmede til scenen i så stort antal, at den aarhusianske rappers optræden måtte aflyses efter knap to sange.

Ifølge Studenterrådet vurderede sikkerhedsfirmaet, som arrangørerne havde hyret, at for mange af festens deltagere pludselig strømmede mod scenen. Sikkerhedsvagterne forsøgte at lave en barriere, men kunne ikke holde folk tilbage. Det fortæller forperson i Studenterrådet, Jeanette Kusk.

”Da Johnson havde spillet cirka to sange, besluttede vi som arrangør sammen med sikkerhedsfirmaet, at vi var nødt til at stoppe koncerten for at undgå, at der overhovedet var en mulighed for, at der kunne opstå en usikker situation for de studerende,” siger Jeanette Kusk.

Kritik fra gæster

Men den beslutning har fået kritik. På sociale medier kan man læse flere kritiske kommentarer fra personer, der selv deltog i den store fredagsbar, som er trætte af håndteringen. TV2 Østjylland har desuden talt med en række deltagere, der ikke forstår beslutningen. En fortæller, at der var masser af plads mellem publikum tæt ved scenen.

Men ifølge Jeanette Kusk handlede det ikke om, at folk var ved at blive mast, men at sikkerhedsvagterne formodede, der kunne opstå en usikker situation, hvis flere strømmede til. Sikkerhedsplanerne blev fulgt, forklarer hun.

”Fordi det er sådan en lille plads, vi har, så er næste procedure i sikkerhedsplanen – hvis det med barrieren ikke virker – at vi må stoppe koncerten. Vi havde en formodning om, at der kunne opstå en usikker situation, hvis vi ikke gjorde noget. Og det kan vi ikke udsætte studerende, sikkerhedsvagter eller frivillige for,” siger Jeanette Kusk.

Hun er ærgerlig over situationen og forstår skuffelsen blandt deltagerne. Hun afviser dog, at arrangørerne var uforberedte.

”Jeg mener, det var godt, vi stoppede koncerten for en sikkerheds skyld. Jeg vurderer, at vores samarbejde med sikkerhedsfirmaet har været godt, og vi har gjort vores bedste for at skabe den bedst mulige fest. Jeg tror ikke, vi har gjort noget, der ikke var godt nok. Når det er sagt, er det også en fredagsbar, der bygger på frivillige kræfter. Det er studerende, der afholder det – det er ikke en professionel festival. Vi gør det så godt, som vi overhovedet kan,” siger Jeanette Kusk.

Kan vi have så store navne fremover?

Onsdag aften holder Studenterrådet møde for at evaluere arrangementet. Rådet er efter fredagens hændelse blandt andet nødt til at overveje, om der fremover er plads til at booke store musikalske navne, anerkender Jeanette Kusk.

”Ligesom på alle andre festivaler er der ikke nogen plads, som er stor nok, til at alle kan være det samme sted på samme tid. Der kan heller ikke være 150.000 mennesker på Arena-scenen på Roskilde Festival. Den scene bliver også lukket af en gang imellem,” siger hun.

”Der er før arrangementet blevet lavet en faglig, sikkerhedsmæssig vurdering af, at Johnson godt kunne spille. Men det er noget af det, vi vil tage op til revision: Når vi laver det som frivillige, kan vi så have så store navne? Skal vi gå en anden vej? Sikkerhedsfirmaet vurderede, at det sagtens kunne lade sig gøre, og at det ikke ville blive usikkert. Det blev det så alligevel,” siger Jeanette Kusk.

3.000 flere billetter end sidste år

Studenterrådet valgte i år at opjustere billetantallet med 3.000. I alt købte 15.000 personer billet til arrangementet. Men det er ikke det, der burde være skyld i den uforudsete situation, siger Jeanette Kusk. På onsdagens møde vil det dog blive diskuteret.

”Det, at vi har solgt flere billetter, er gjort ud fra en sikkerhedsfaglig vurdering af, hvor mange der er plads til på pladsen. Vi har fulgt sikkerhedsfirmaets retningslinjer fuldt ud, så vi havde ikke en forventning om, at det her ville ske. Men det er noget, vi selvfølgelig vil evaluere på i aften,” siger Jeanette Kusk.

"Ondt i maven over, at vi ikke kunne gøre det godt nok"

Forpersonen for Studenterrådet understreger, at man ikke har ”inviteret til en Johnson-koncert”, men at arrangementet er en stor fredagsbar for de studerendes skyld, hvor forskellige musikere spiller undervejs.

Men alle kan købe en billet, og Johnson er på plakaten. Nogle er kommet for at høre ham?

”Det kan jeg sagtens forstå, og vi er megakede af, at den situation opstod. Men beslutningen var for de studerendes skyld. Der kunne være sket alle mulige forfærdelige ting, og det gjorde der heldigvis ikke. Vi håber, vi kan gøre det godt til næste år og sikre nogle gode procedurer, og at det her ikke sker igen. Vi sidder alle sammen tilbage med ondt i maven over, at vi ikke kunne gøre det godt nok,” siger Jeanette Kusk.