Du kan blive coronatestet i Universitetsparken i weekenden
Lørdag og søndag er der igen mulighed for at blive coronatestet i Universitetsparken. Igen kun for dig, der ikke har symptomer, og uden tidsbestilling.
Coronatest i Aarhus
Region Midtjylland stiller igen sin mobile testenhed op i Universitetsparken lørdag og søndag. Begge dage testes der fra kl. 9 til 16, eller indtil testkapaciteten er opbrugt – og det har været væsentligt tidligere end den udmeldte lukketid både mandag og tirsdag i denne uge, hvor testenheden også gæstede Universitetsparken.
LÆS OGSÅ: Stor interesse for at blive testet i Universitetsparken
Du kan ikke bestille tid; testen finder sted efter først til mølle-princippet, og du skal derfor forberede dig på at skulle stå i kø. Regionen kan heller ikke garantere, at alle fremmødte bliver testet, da der kun er en bestemt testkapacitet til rådighed.
Hvor: Testen foregår ved det tidligere Dale's Café, Høegh-Guldbergs Gade 4, tæt ved Internationalt Center.
Hvornår: Lørdag 3/10 og søndag 4/10 kl. 9-16 (eller indtil testkapaciteten er opbrugt)