Du og din pengepung er en del af regeringens forslag til næste års finanslov

Regeringen lægger i sit forslag til finansloven for 2019 op til, at studerende kan tjene op til 1000 kroner mere om måneden uden at blive trukket i SU.

Illustration: Louise Thrane Jensen

Regeringens nye forslag til næste års finanslov kan betyde, at du som studerende får et større fribeløb. 

Mange unge har nemlig ifølge finansminister Kristian Jensen (V) givet udtryk for, at de både kan og vil arbejde mere ved siden af studierne. Men at det er demotiverende at blive trukket i SU, fordi man arbejder "for meget" ved siden af studierne. 

"Derfor vil regeringen hæve fribeløbet med 1000 kroner om måneden for unge på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i de måneder, de modtager SU, så de studerende får større frihed til at arbejde uden at blive modregnet i SU," lyder det som begrundelse fra finansministeren, der netop har præsenteret regeringens finanslovsforslag for 2019 i Finansministeriet.

Øge forbruget med 600-1000 kroner om måneden

Studerende på videregående uddannelser kan i dag tjene op til 12.222 kroner om måneden uden at blive trukket i SU. Mens elever på ungdomsuddannelserne i dag kan tjene op til 7.749 kroner om måneden.

Regeringen fastslår i sit udspil til finanslov, at det forhøjede fribeløb øger studerendes "potientielle forbrugsmulighed" med cirka 600-1000 kroner om måneden afhængig af, hvor meget den enkelte studerende betaler i skat.

Regeringen har for nuværende skudt sin tidligere varslede reform af SU-systemet til hjørne, så den bliver sandsynligvis ikke en del af finanslovsforhandlingerne i efteråret.