Jeg skrev denne tale til Aarhus Universitets årsfest 2023. Af 450 deltagere var cirka femten studerende inviteret. Alle var enten legatmodtagere eller studenterpolitikere. I mit stille sind er talen her dedikeret til mine resterende mere end 30.000 medstuderende på AU.

Kære medstuderende, kære gæster her til årsfesten.

Det her er en fortælling om at turde stræbe og et forslag til et billede på det at være studerende i modsætning til at være elev.

Jeg kan huske den dag, jeg opdagede, at jeg var studerende.

At jeg havde formået at diktere min egen uddannelses retning – omend bare en lille smule. At alt det der med at lege med stoffet og stræbe efter mere mening pludselig var mig muligt og bevidst. Det var på tredje semester af min bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab, hvor jeg i allerfineste studenterrevolutionære stil gik ud over pensum, som jeg havde fundet for ensrettet og uinteressant til mit eksamensarbejde. Jeg gik i stedet op i en selvfundet metodik (som ganske vist passede inden for modulets rammer), og for det tilvalg fik jeg en rigtigt fin bedømmelse. Jeg syntes ganske vist ikke, at min præstation fortjente det 10-tal, jeg fik, men jeg fik øjnene op for, hvad det betyder at ville mere end det, der blot er lagt for. At ville sprænge rammerne. At være studerende.

Jeg valgte at blive studerende

Se, at være studerende var jo ikke noget, jeg var. Det var sådan set heller ikke blot noget, jeg blev. Nej, det var noget, jeg valgte at blive. Og efter nogle måneders filosoferen over den oplevelse indså jeg, at det var noget, jeg turde vælge at blive. Jeg turde, fordi jeg blev opildnet til at søge noget mere – noget, der var mit eget. Ikke nødvendigvis noget globalt banebrydende, men noget, som ændrede min indstilling til mig selv og forholdet til det fælles andet, som vi, der er til stede her i dag, vel kalder for universitetets ånd. Med andre ord ophørte jeg med at være elev og påbegyndte at være studerende.

Man kan selvfølgelig sagtens spørge sig selv: Hvorfor behøver vi universitetsstuderende gå op i, om vi kalder os selv det ene eller det andet? Vi er her jo for at lære og dygtiggøre os, uanset hvad!

Svaret, mener jeg, ligger i den måde, vi lærer og dygtiggør os på. I vores holdning til vores egen læring og dygtiggørelse. Og særligt, om vi er opmærksomme på netop det forholds beskaffenhed.

To eller tre dimensioner – passiv eller aktiv?

Jeg vil gerne vise jer et billede på det her forhold, så jeg vil bede jer alle om at forestille jer, at I står på en platform.

Platformen kan hæves og sænkes fra Jordens overflade – den bevæger sig opad og nedad. Når I står på platformen, er det jeres fineste opgave at være forundrede: forundrede over horisonten, som rundt om jer udvider sig støt, jo højere platformen løfter sig over Jorden. I skal se, at verden er større og mere, end I før vidste. Det er til gengæld ikke jeres opgave at bekymre jer om platformens bevægelse – den er der en platformløfter, der tager sig af. En lærer. Han eleverer jer, opløfter jer.

Sæt nu, at I i jeres opløften opdager noget i horisonten, der er af særlig interesse; et punkt, der forundrer endnu mere end de andre. I bliver nysgerrige, men hvordan kommer I i nærmere kontakt med det punkt? Pludselig, når I ser ned, opdager I, at I faktisk ikke står på en almindelig platform – nej, det er et flyvende tæppe! Og I indser, at I faktisk selv har muligheden for at styre jeres flyvende tæppe! Men, som vi ved fra Aladdin, har det her tæppe et viltert temperament, og det har ikke rat eller gaspedal – det er fremmed for jer, ukendt. Og lige så snart I prøvende flyver tæppet mod jeres punkt af forundring, begynder horisonten at bevæge sig på en måde, I aldrig har set før. I konfronteres med en ny, tredje dimension, som i nogles tilfælde vil være spændende og i andres tilfælde ekstremt skræmmende.

Det her mener jeg er bevægelsen, der indvarsler overgangen fra elev til studerende. Fra todimensionel, passiv til tredimensionel, aktiv. Det er den bevægelse, jeg oplevede på tredje semester. Og det er den bevægelse, vi, der er til stede her i salen i dag, alle gerne ser, at mine 30.000 medstuderende her på AU opnår. Men det er ikke nemt, når man ikke har tid og ro til at lære at styre tæppet. Det reagerer ikke altid, som man forventer, og mange vil se sig nødsaget til at trykke på tæppets røde nødknap, der automatisk flyver det tilbage til startpunktet, til det kendte – til den linje, hvori platformen bevægede sig opad og nedad.

Vi skal have flyvetræning, og vi skal kende de mulige afkørsler

Og her, kære tilhørere, kommer I rigtigt ind i billedet! For I har indflydelse på, hvor meget flyvetræning vi studerende får. Og I har sandelig også indflydelse på den himmel, vi kan flyve i! For himlen er jo reelt ikke fri til flyvning for os. Nej, den er på forhånd opdelt i ruter, vi kan benytte os af. Studie- og læseplaner definerer nogle tæppemotorveje, vi opfordres til at følge, og hvis dem, der flyver længere foran os, ikke tager afkørsler, hvordan kan vi så vide, hvor vi kan og må dreje af?

Hvis vi ordentligt skal lære at styre og navigere vores tæpper, både som akademikere, som studenterpolitikere og som kommende medlemmer af den internationale arbejdsstyrke, har vi behov for støtte. Men frem for alt – og egentlig først og fremmest – har vi behov for rent faktisk at indse, at vi står på et flyvende tæppe og ikke blot en platform.

Jeg ville med glæde være med til at bringe det her billede ud til mine medstuderende, men da de jo generelt ikke er inviteret til at høre med her i dag, må jeg i stedet pålægge jer, kære tilhørere, at bringe dette billede ud til mine medstuderende. Det er for deres egen skyld, men det er så sandelig også for universitetets.

Mit navn er Rune, og jeg læser pædagogisk filosofi på DPU i Emdrup. Tillykke med fødselsdagen, og tak for jeres opmærksomhed!

Korrekturlæst af Charlotte Boel