Omnibus prik

Epidemiolog Cecilia Høst Ramlau-Hansen modtager statens EliteForsk-pris og 1,2 millioner kroner

AU-professor Cecilia Høst Ramlau-Hansen modtager 200.000 kroner som personlig hæderspris og 1 million kroner til sin forskning, efter at hun tirsdag er blevet belønnet med EliteForsk-prisen. Fire ph.d.-studerende fra AU har samtidig modtaget rejsestipendier på 200.000 kroner.

Cecilia Høst Ramlau-Hansen er professor ved Aarhus Universitet
Cecilia Høst Ramlau-Hansen er professor ved Aarhus Universitet og modtager en af fem EliteForsk-priser, der tirsdag blev uddelt af dronning Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund. Foto: AU Foto/Jens Hartmann

Cecilia Høst Ramlau-Hansen, professor i epidemiologi  på Aarhus Universitet, er tirsdag blevet hædret med en af de i alt fem EliteForsk-priser, som staten hvert år uddeler til yngre forskere, der beskrives som i særklasse og har udmærket sig ved opnå ”enestående resultater inden for hvert deres forskningsfelt”. 

Prisen blev overrakt af dronning Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ved en prisuddeling i Den Sorte Diamant i København. Med prisen følger 1 million kroner til Cecilia Høst Ramlau-Hansens forskning, mens hun får 200.000 kroner som personlig hæderspris. 

AU-professoren oprettede i 2012 Pubertetskohorten under fødselskohorten Bedre Sundhed I Generationer. Fra sin forskning i pubertetskohorten kunne Cecilia Høst Ramlau-Hansen konstatere, at rygning under graviditeten kunne nedsætte sædkvaliteten hos drengebørn senere i livet, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hun er i øjeblikket en af forskningslederne i EU-forskningsprojektet BioSphere, der med en tværfaglig vinkel søger svar på årsagerne til de faldende fertilitetsrater i store dele af verden.

”Jeg har altid været drevet af nysgerrighed. Det er tanken om, at der er noget, ingen andre har opdaget endnu, der inspirerer mig. At dykke ned i et problem og finde nye svar er det, der gør forskning så spændende,” siger Cecilia Høst Ramlau-Hansen til Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

Rejsestipendier til fire ph.d.studerende fra AU

Ved prisuddelingen modtager op mod 20 ph.d.-studerende desuden et rejsestipendie på 200.000 kroner. Stipendierne skal bidrage til, at talentfulde ph.d.-studerende kan få længerevarende studieophold ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden.

I år er fire af rejsestipendierne gået til ph.d.-studerende på AU. Det er Mads Chr. Lamm Larsen fra Institut for Biomedicin, Karen Schriver fra Institut for Kommunikation og Kultur, Frederik Vestergaard Hyttel fra Afdeling for Globale Studier ved Institut for Kultur og Samfund, og Ciska Bakkeren fra Sektion for Zoofysiologi ved Institut for Biologi. 

Øvrige EliteForsk-modtagere

De øvrige modtagere af EliteForsk-prisen er professor Andreas Hougaard Laustsen-Kiel fra Danmarks Tekniske Universitet, professor Ingvild Bode, Syddansk Universitet, professor Albert Schliesser, Københavns Universitet og professor Morten Mattrup, Aalborg Universitet. Alle modtagerne af prisen er blevet indstillet af Danmarks Frie Forskningsfond.

Andreas Hougaard Laustsen-Kiel forsker i bioteknologi og medicin og er ifølge forskningsfonden den første i verden, som med sin forskning har udviklet humane antistoffer mod slangegift. Ingvild Bode forsker i forandringsprocessor inden for fred og sikkerhed og har for eksempel kortlagt, hvordan stater beslutter, hvad der er passende brug af militær magt. Albert Schliesser forsker i kvatefysik og er ifølge forskningsfonden en pioner inden for studiet af kvantefysikkens afledte effekter og muligheder i moderne teknologier. Morten Mattrup forsker i glas og er især anerkendt for sin forskning i design af glasmaterialer med rekordhøj mekanisk styrke og brudsikkerhed, herunder selvhelende glas, lyder det i indstillingen fra Danmarks Frie Frie Forskningsfond.