Færdigt arbejde

En klassisk arkæologistuderende, en ingeniørstuderende, en idrætsstuderende og en statskundskabsstuderende vil i år få overrakt Dronning Margrethes II's rejselegat ved AUs årsfest i morgen, fredag 11. september. Hvor også fire nye æresdoktorer udnævnes.

Fotos: Anders Trærup.

AU er en ældre - men agtværdig - dame med 87 år på bagen. Og ældre agtværdige damer har det ikke til at rode ude foran, når de byder til (års)fest.

Derfor har brolæggerne, der længe har arbejdet med belægningen foran Aulaen på Nordre Ringgade i Aarhus, da også fået besked på at være færdige senest i dag, som er dagen inden AUs traditionsrige årsfest i morgen, fredag 11. september.

Hvilket brolæggerne også når, forsikrer brolægger Lars Vestergaard fra murerfirmaet Bent Klausen, der har stået for renoveringen af arealet foran Aulaen, som indbefatter genbrug af de fine, gamle, gule teglsten.

Buerne, der er taget ned som led i renoveringen, vil komme op igen på et tidspunkt. Foreløbigt er et nyt fundament støbt 12 meter ned i jorden.

AU grundlagt 11. september 1928

AU markerer hvert år 11. september sin grundlæggelse med en traditionsrig årsfest, som blandt andet byder på uddeling af et rejselegat på 25.000 kroner til en studerende fra hver af de fire fakulteter.

Desuden er det en tradition, at AU udnævner æresdoktorer, der udpeges blandt forskere fra andre institutioner, som har en helt særlig tilknytning til Aarhus Universitet. 

Samme dag er Studenterrådet arrangør af det mindst lige så traditionsrige arrangement Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag med barer, aktiviteter og koncerter i Universitetsparken.


Modtagere af Dronning Margrethe II's rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet (au.dk)

AU udnævner fire nye æresdoktorer (au.dk)


Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag 11. septemer 2015 (storfredag.dk)