Omnibus prik

Fire AU-forskere modtager store millionbevillinger

Villum Fonden har netop uddelt over 300 millioner kroner til 11 forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning på danske universiteter. Fire af dem er fra Aarhus Universitet. Bevillingerne ligger på cirka 30 millioner kroner hver og strækker sig over seks år.

Villum Fonden har netop uddelt 317 millioner kroner til 11 forskere. Foto: Line Ravn Gundal/Villum Fonden

Fire forskere på Aarhus Universitet har netop modtaget bevillinger på omkring 30 millioner kroner hver fra Villum Fonden. Det oplyser fonden i en nyhed

Modtagerne er professor på Institut for Kemi Troels Skrydstrup, professor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik Torben Heick, professor ved Institut for Datalogi Lars Birkedal og professor på Institut for Matematik Fabrice Baudoin. 

Bevillingerne er tildelt gennem programmet Villum Investigator og er målrettet erfarne, internationalt anerkendte forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning. Ifølge Villum Fonden er den ideelle ansøger en "aktiv forsker, som gennem 10 år eller længere har demonstreret international, banebrydende forskning af højeste videnskabelige kvalitet." I alt 11 forskere fra danske universiteter har modtaget en bevilling ved årets uddeling. 

"Forskerne har alle markeret sig internationalt med banebrydende forskning og visionære ideer, og nu får de mulighed for at forfølge deres forskning med et solidt og langsigtet økonomisk fundament," skriver Villum Fonden.

Forskning i bæredygtig plastik og stokastisk analyse 

En af AU-forskerne, Troels Skrydstrup, arbejder i sit projekt på at udvikle kemiske teknologier, der i sidste ende kan gøre plastindustrien mere bæredygtig. 

"Bevillingen her giver mig en sjælden mulighed for at fordybe mig i et af de helt store miljøproblemer i vores tid - plastaffald - og udvikle nye kemiske metoder, der kan ændre den måde, vi genanvender plast på i industrien," siger Troels Skrydstrup til Villum Fonden. 

Torben Heicks projekt handler om sortering af RNA i cellekernen. Lars Birkedals bevilling går til den videre udvikling af Center for Grundforskning i Programverificering (CPV). CPV udvikler nye, avancerede matematiske modeller og logikker, som gør det muligt at ræsonnere præcist om softwaresystemers korrekthed og sikkerhed. Fabrice Baudoins projekt handler om stokastisk analyse og skal udvikle nye metoder og adressere de centrale udfordringer i teorien. Stokastisk analyse er den gren af matematikken, der beskæftiger sig med studiet af processer, der udviser tilfældighed. Det spiller en afgørende rolle inden for blandt andet finans, kunstig intelligens, biologi og fysik. 

DTU, KU og AU 

Villum Fondens direktør Lars Bo Nielsen udtaler i nyheden, at bevillingerne er med til at give forskerne frihed. 

"Med Villum Investigator-programmet støtter vi excellent og nysgerrighedsdrevet forskning, der skubber til grænserne for, hvad vi ved og forstår om verden. Vi giver frihed til forskere, som har vist evnen til at tænke nyt og lede stærke forskningsmiljøer. Med deres faglige tyngde og nysgerrighed bidrager de med ny viden, der kan få betydning langt ud over universiteternes mure."

Villum Fonden har i gennemsnit over de seneste to år uddelt omkring 500 millioner kroner til forskning.

Årets 11 modtagere af bevillingerne repræsenterer institutter fordelt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Københavns Universitet og Aarhus Universitet.