For dyrt? Studerende på erhvervsøkonomi betalte mere end 1.350 kroner for introuge og rustur
Mindst 1.349 kroner skulle de nye studerende på erhvervsøkonomi have op af lommen, hvis de ville deltage i introugens eftermiddags- og aftenprogram og med på rustur. Det beløb dækkede blandt andet en hyttetur til Vigsø Feriecenter og en koncert med rapperen Kidd. Men det er for dyrt, mener studerende.
Studiestarten er på alle måder en omvæltende størrelse. Og den kan også være dyr. Der skal måske betales indskud til en ny lejlighed, erhverves nye møbler og ikke mindst stakkevis af studiebøger. Dertil kommer udgifter til introugen på universitetet, herunder hytteturen. Og ikke mindst sidstnævnte udgift kom bag på nogle af de nye studerende på erhvervsøkonomi. En af dem er Mads Pedersen Budde.
I løbet af den første uge på studiet blev han præsenteret for en stribe udgifter. Blandt andet til rusturen. Programmet lød blandt andet på to overnatninger i Vigsø Feriecenter, hvor rapkunstneren Kidd som finaleaktivitet svingede forbi og spillede nogle numre for de nye studerende. Egenbetalingen for introuge og rustur er på minimum 1.350 kroner, dertil skal lægges udgifter til mad, øl, udklædning og anden forplejning. Et beløb, som nogle studerende kritiserer for at være alt for højt og ikke proportionelt med, hvad de fik ud af turen:
”Jeg og andre tænkte: Hold da op, det er godt nok mange penge. Men så tænkte vi også: Jamen, det må jo være det, det koster, fordi man har jo hørt fra sine søskende og venner, at det at være på rustur er megafedt,” fortæller Mads Pedersen Budde.
Levede ikke op til forventningerne
Her på den anden side af rusturen står han imidlertid med oplevelsen af, at rusturen ikke helt levede op til hans forventninger – og til den høje pris.
”Jeg synes godt, man kan stille spørgsmålstegn ved, om det er proportionelt at bruge så mange penge på rusturen,” fortæller Mads Pedersen Budde.
Han mener, at pengene primært er gået til tillokkende trækplastre som at holde rusturen på et stort feriecenter og med underholdning fra en prestigefuld kunstner.
”Jeg har personligt ikke et behov for, at vi var på et feriecenter. Jeg havde i langt højere grad foretrukket at give 500-600 kroner for en spejderhytte. Og jeg var alligevel nødt til at sove på gulvet i feriehytterne, fordi vi var otte mennesker til at dele en sekspersoners hytte. Jeg synes, det er vildt at betale de penge, for at jeg kan ligge på et gulv i et sommerhus.”
Omnibus har forelagt kritikken til Studenterlauget, der står bag planlægningen af introaktiviteterne på uddannelsen erhvervsøkonomi. De har ikke ønsket at stille op til interview, men har givet et skriftligt mailsvar på kritikken.
At Mads Pedersen Budde var nødsaget til at sove på gulvet under hytteturen, er ifølge Studenterlauget en beklagelig fejl:
”Vi beklager oprigtigt, at en deltager har haft en mindre tilfredsstillende oplevelse med soveforholdene under hytteturen. Vi har taget højde for i vores booking af feriecenteret, at der er sovepladser til alle studerende, der deltager i arrangementer. Derfor er dette yderst unormalt”.
Stort setup til stor mængde studerende
Når man spørger Studenterlauget, hvorfor prisen for introuge og rustur er så høj, henviser de til, at det er et stort setup for mange studerende. Erhvervsøkonomi er blandt de største uddannelser på universitetet, så det er ikke muligt at samle alle de nye studerende i én spejderhytte. Der ligger mange omkostninger bag at skabe et mindeværdigt arrangementet for en stor mængde af studerende, forklarer Studenterlauget:
”Det er vigtigt at understrege, at vores introduktionsforløb kræver et større setup, da vi ofte har et betydeligt antal studerende, næsten 1.000 studerende. Dette medfører nødvendige omkostninger til faciliteter, underholdning, overnatning og andre logistiske aspekter, som kan påvirke den samlede pris”.
Til sammenligning koster rusturen – eller hytteturen, som den også kaldes – på mange andre og mindre studier et sted mellem 400 og 800 kroner. På flere studier dækker beløbet også introugen, mens den på andre studier betales separat. For eksempel på studiet nordisk, hvor egenbetalingen for eftermiddagsaktiviteter i introugen i år udgjorde 100 kroner; dertil kom 500 kroner til hyttetur.
Mads’ udgifter i forbindelse med studiestarten
Introdagene:
- 449 kroner som minimumsbetaling
- 425 kroner for indkøb af øl og drikkevarer
I alt 924 kroner
Hytteturen:
- 899 kroner som minimumsbetaling
- 377 for tilkøb af madpakke på turen
- 140 kroner for rengøringsdepositum
- 69 kroner for obligatorisk udklædning
- 190 for øl og drikkevarer
Samlet udgift = 2.599 kroner
Det koster introugen ifølge tutorerne
Introdagene:
- 449 kroner
Hytteturen:
- 899 kroner
Samlet udgift = 1.349 kroner
Ifølge tutorerne er der desuden udgifter til sandwich, øl osv., men disse er ifølge dem tilkøb og bør ikke regnes med i prisen.
Svært at sige nej
Mads Pedersen Budde fortæller videre, at han og flere andre studerende stod i lidt af et dilemma, da de allerede på første dag på studiet skulle betale for selve introugen, og i løbet af den første uge skulle tage en beslutning om, hvorvidt de ville med på rusturen eller ej, hvis de ville opnå en rabat.
”Det var virkelig svært for mig at sige nej i frygten for at misse noget, gå glip af fællesskabet og den rustur, som vi har hørt skulle være den fedeste. Jeg er med på argumentet om, at man jo bare kan lade være med at tage med. Men man vil jo gerne være med socialt, og det er svært at blive en del af det nye fællesskab, hvis ikke man deltager,” fortæller han.
Studenterlauget anerkender, at prisen for deres introarrangement kan stille nogle studerende i et både socialt og økonomisk dilemma:
”Det er forståeligt, at nogle studerende kan føle sig pressede til at deltage i planlagte programmer, selvom det er frivilligt, for ikke at føle sig ekskluderet fra fællesskabet. Vi erkender vigtigheden af at skabe muligheder for at opbygge relationer mellem de studerende, især ved studiestart, hvor et særligt setup kan være nødvendigt for at lette denne proces. Vi vil fortsætte med at arbejde på at forbedre vores arrangementer og sikre, at der er forskellige muligheder til rådighed, så alle studerende har adgang til at deltage i fællesskabet, uanset deres økonomiske situation”.
Manglede mere intern hygge og medbestemmelse
Stod det til Mads Pedersen Budde, skulle der have været mindre fokus på prangende indslag som et stort feriecenter, festtelt og Kidd og mere fokus på, at de nye studerende havde tiden og rammerne til at lære hinanden godt at kende internt på holdet:
”Jeg savnede noget mere intern hygge på holdet og mere medbestemmelse. Tutorerne lagde meget vægt på, at vi skulle være i festteltet sammen med de andre hold. Jeg synes, det var lidt voldsomt at skulle møde alle de andre klasser, når vi allerede var 50 på vores eget hold.”
Til det svarer Studenterlauget:
”Vi forstår, at værdien af arrangementet kan være subjektiv, og vi sætter pris på, at alle deltageres synspunkter tages i betragtning. Vi prioriterer at tilbyde spændende aktiviteter, der går ud over det almindelige, for at skabe en engagerende og festlig atmosfære. Dette inkluderer underholdning som Kidd og andre spændende teambuildingaktiviteter i løbet af dagen”.
Når Mads Pedersen Budde gør regnskabet op, har han brugt sammenlagt 2.599 kroner, som dækker introuge, rustur, mad på rustur, øl på rustur og udgifter til udklædning. Heriblandt er et depositum til rengøring på 140 kroner, som han dog har fået retur.
Adspurgt, hvorvidt kritikken får dem til at overveje prisen på introuge og rustur – også i forhold til det, de studerende reelt får ud af oplevelsen – svarer Studenterlauget:
”Vi forstår og anerkender den kritik, der er blevet rejst, og vi tager alle studerendes synspunkter alvorligt. Spørgsmålet om omkostningerne i forhold til værdien af introduktionsforløbet er en vigtig overvejelse, og vi er åbne overfor at evaluere og revidere vores tilgang for at sikre, at arrangementet er så tilgængeligt som muligt for alle studerende”, skriver Studenterlauget. De pointerer desuden, at den generelle respons har været positiv.
”Når man afholder en rusuge og rustur for næsten 1.000 personer, er det svært at ramme spot on på alles ønsker”.
Omnibus har talt med flere studerende, der deler de synspunkter, Mads Pedersen Budde giver udtryk for, men de har ikke ønsket at stille op til citat.
Korrekturlæst af Charlotte Boel