Arts-forsker overfaldet på universitetet
En forsker fra Institut for Kultur og Samfund modtog først trusler og blev i slutningen af maj fysisk overfaldet på universitetet. ”En hændelse, som angreb alt, hvad vi som universitetet står for,” lyder det fra institutleder Marie Vejrup Nielsen.
I slutningen af maj måtte både politi og ambulance rykke ud til Nobelparken, hvor en forsker ved Institut for Kultur og Samfund var blevet fysisk overfaldet på universitetets område. Forud havde instituttet modtaget trusler. Det fortæller institutleder Marie Vejrup Nielsen i et nyhedsbrev, som tirsdag blev sendt til alle medarbejdere på instituttet. Her beskriver hun det som ”en hændelse, som angreb alt, hvad vi som universitet står for.”
Videre skriver hun:
”Vi modtog anonyme trusler rettet mod en yngre forskerkollega med muslimsk baggrund, trusler som også anfægtede vores ret til overhovedet at have personen ansat. Desværre skete der kort tid efter truslerne et fysisk overfald på vores kollega, som måtte gennem en længere sygemelding.”
Marie Vejrup Nielsen fortæller til Omnibus, at relevante myndigheder – herunder politiet – blev inddraget i forbindelse med trusler og overfald, det samme gjorde AU’s kriseberedskab. Men hun ønsker ikke at gå ind i den konkrete håndtering, instituttet iværksatte, i perioden fra truslerne blev modtaget, til overfaldet fandt sted. Hun ønsker heller ikke at gå ind i, hvilke konkrete foranstaltninger, instituttet har iværksat efterfølgende.
”Vi har gjort alt, der stod i vores magt med inddragelse af relevant rådgivning,” siger hun.
Gerningsperson endnu ikke pågrebet
Østjyllands Politi bekræfter, at politiet efterforsker sagen og blandt andet undersøger, om der kan være tale om en hadforbrydelse, det oplyser vicepolitiinspektør Christian Riis i en mail:
“Der er ingen anholdte eller sigtede i sagen, men det er naturligvis noget, vi tager meget alvorligt. Vi har foretaget en række efterforskningsskridt, men det er ikke lykkedes os at finde frem til en gerningsmand.”
Første prioritet er at tage hånd om medarbejderen
Marie Vejrup Nielsen understreger, at instituttets første prioritet har været at tage hånd om den konkrete medarbejder og de nærmeste kolleger. Siden er øvrige medarbejdere orienteret via mails og personalemøde og senest med tirsdagens mail til hele instituttet. Det er først nu, instituttet har ønsket at udtale sig offentligt om sagen.
”Det der kom allerførst var selvfølgelig vores omsorg for den medarbejder, der blev overfaldet. Det var voldsomt og forfærdeligt. Som leder er det samtidigt min opgave at tænke på hele arbejdspladsen, og det er det, som jeg gerne vil tale om,” siger Marie Vejrup Nielsen.
Lektor Peter Bugge, der er fællestillidsrepræsentant for de videnskabelige medarbejdere og for AC-TAP-medarbejdere ved Arts, har været inddraget helt fra begyndelsen, fortæller han til Omnibus og tilføjer, at han er "100 procent tilfreds med samarbejdet og processen”.
Han fortæller, at kommunikationen omkring situationen og beslutningerne i den forbindelse er truffet i samarbejde mellem institutledelse, TR-systemet og politiet, når det har været nødvendigt af hensyn til efterforskningen.
"Det vigtigste har hele tiden været at beskytte den berørte kollega. Det har også været årsagen til, at der ikke er blevet talt eksternt om sagen før nu," siger Peter Bugge.
Et angreb på vores værdier
Udover at være et angreb på en konkret medarbejder, betragter institutleder Marie Vejrup Nielsen hændelsen som et angreb på universitetets og samfundets værdier.
”Det er grundlæggende frihedsværdier, som handler om, at man ikke kan dømmes ude på baggrund af religion, køn, etnicitet eller seksualitet. Og at universitetet skal være så åbent, som muligt,” siger hun.
Det er også baggrunden for, at hun her måneder efter overfaldet vælger at gå ud med et budskab om, at ”alle skal kunne færdes trygt og frit på Aarhus Universitet.”
”Det har før været implicit, nu er det nødt til at være eksplicit, fordi nogen har udfordret det, og derfor siger jeg det igen, lidt tydeligere,” siger hun.
Men alle har jo netop ikke kunnet færdes sikkert og trygt på universitet – der er jo i hvert fald én, for hvem det ikke har gjort sig gældende, og mange andre kan have følt sig utrygge – har I svigtet som ledelse?
”Nej, det synes jeg ikke, vi har. Vi er en del af samfundet, og den slags hændelser er svære at gardere sig imod, ligesom hvis man bliver overfaldet i andre sammenhænge i samfundet,” siger Marie Vejrup Nielsen.
Men hun vedstår, at ledelsen har været uprøvede i at håndtere så kritisk en hændelse:
”Vi er uprøvede, for den slags hændelser er ikke hverdag – og det skal det heller ikke være. De scenarier, vi har kunnet forestille os, har ikke været af denne kaliber. Hændelsen har skærpet mit blik for, at vi også skal vide, hvordan vi håndterer så alvorlige hændelser.”
Kan alle færdes frit og trygt på dit institut?
”Det skal alle kunne. Hvis nogen udfordrer det, så håndterer vi det. Min linje er klar, det er sådan, det skal være.”
Fællestillidsrepræsentant Peter Bugge er enig i, at det efter hændelsen har været nødvendigt at slå fast, at man skal kunne færdes trygt og frit på universitetet.
"Jeg bakker helt om de ting, der står i ledelsens orientering. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi som studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet kan deltage frit i studier og arbejde uden at blive truet. Det burde være selvindlysende, og det gælder uanset, om man deltager i den offentlige debat eller ej og uanset, om man er studerende eller ansat."
Han tilføjer:
"Hvis vi ønsker, at forskere deltager med deres viden i den offentlige debat, skal de også være trygge ved at gøre det. Vi kan ikke sige med sikkerhed, at gerningspersonens motiv specifikt var at forhindre medarbejderens deltagelse i den offentlige debat. Den præcise ordlyd af truslerne kan jeg ikke udtale mig om. Det hører under politiet."
Balancen mellem åbenhed og sikkerhed
Marie Vejrup Nielsen vil nu gerne i dialog med medarbejderne om, hvordan man fremadrettet kan håndtere den slags hændelser.
”Lige præcis mit institut har forskere, der arbejder med netop dette, og det findes der også forskere, der gør på det øvrige Arts,” siger hun og tilføjer, at der også er medarbejdere i administration og studerende, der kan ligge inde med væsentlig viden og perspektiver, som ledelsen meget gerne vil tage imod.
Forud for den dialog, har Marie Vejrup Nielsen fundet det væsentligt, at hun som leder lægger for med udmeldingen i mailen. Ledelsen vil dels gerne høre, hvad medarbejderne konkret har af oplevelser med chikane og trusler, dels hvordan organisationen bedst håndterer den slags alvorlige sager. Men at gardere sig helt imod, at det kan ske igen, mener Marie Vejrup Nielsen ikke er muligt.
”Vi kan ikke undgå kriminalitet påført os udefra, men vi kan tale om, hvordan vi hjælper medarbejdere, tager dialogen og håndterer utryghed,” siger hun.
”Det handler også om at drøfte balancen mellem åbenhed og sikkerhed. Universitetet har et princip om meget stor åbenhed, det gælder også vores bygninger.”
Marie Vejrup Nielsen er desuden som institutleder interesseret i at høre, hvilke forventninger medarbejderne har til hende som leder ved den slags alvorlige hændelser:
”Jeg vil gerne have en dialog om, hvad ønsker man, at jeg gør – men også, hvad må jeg gøre i forhold til reglerne. Så jeg kan arbejde videre med, hvad rollen og opgaven er som leder i denne situation.”
Ledelsen samler medarbejdernes forslag og input i slutningen af oktober, hvorefter de vil blive drøftet i instituttets råd og nævn.
Studerende: “Ekstremt problematisk”
Emilie Norden, der er forperson for Artsrådet og studerer religionsvidenskab på femte semester ved Institut for Kultur og Samfund, er i tvivl om, hvor mange studerende, der rent faktisk kender til hændelsen. De studerende ved instituttet er ikke blevet orienteret af ledelsen, fortæller hun.
”Der er nogle få studerende, heriblandt vedkommendes studerende, som kender til hændelsen. Det er heller ikke noget, studerende har henvendt sig om til Artsrådet, og jeg har ikke indtryk af, at episoden har skabt utryghed blandt studerende,” siger Emilie Norden.
Når det er sagt, finder hun det ”ekstremt problematisk”, at en forsker og underviser ved universitetet har været udsat for trusler og overfald:
”Det går imod de demokratiske principper, samfundet baserer sig på, og som universitetet som institution er kernesten for,” siger hun.
Et før og efter
Marie Vejrup Nielsen lægger ikke skjul på, at hændelsen har sat sig spor i hende.
”Jeg vil aldrig nogensinde glemme det. Det vil for evigt være en del af, hvad jeg som leder ser som mulighedsrummet for, hvad der kan ske. Men det har også sat sig dybe spor at se, hvor utroligt kollegiale folk har været, og hvor enormt stærk organisationen er med samspil af tillidsrepræsentanter, kolleger og resten af universitetet. Det har været en voldsom test af, hvorvidt vi holder sammen, når det er alvor. For mig er der et før og efter,” siger hun.