Fra kaffemøder til blokadebøder

Omnibus bringer her et sammendrag af forløbet mellem to onsdage midt i november, hvor studenterbevægelsen »Et andet universitet« kastede kaffegrums i maskineriet på Aarhus Universitet ved først at blokere universitetsledelsen i rektoratet på Nordre Ringgade 1 gennem seks dage. Og ved siden at forhindre op mod 200 deltageres adgang til en konference med regeringens Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser i Studenternes Hus på AU.

Dag 1

Cirka hundrede studerende fra bevægelsen »Et andet universitet« etablerer kl. syv om morgenen en blokade, som forhindrer rektor Brian Bech Nielsen, prorektor Berit Eika og deres sekretariat adgang til kontorerne på rektoratsgangen på Nordre Ringgade 1 i Aarhus.

»Et andet universitet« proklamerer, at blokaden vil vare, indtil undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) makulerer fremdriftsreform og dimensioneringsplan. Studenterbevægelsen gør det klart, at den har sat vand over til en fredelig aktion, og stemningen mellem universitetsledelse og aktionerende er god denne vandkolde morgen. Nogle af de studerende sidder lidt for sig selv, mens de drikker morgenkaffe på trappen i rektoratet. Andre taler sammen i mindre grupper. Men det virker som om, de fleste læser, tager noter og flittigt streger væsentlige pointer under i det, der sandsynligvis er pensum til en forestående eksamen.

Blokade

Godt, de er aktive

Vicedirektør Kirsten Jensen fra universitetsledelsens sekretariat er sammen med otte af sine ansatte nogle af dem, der er forhindret i at komme ind på deres kontorer. Hvilket vicedirektøren tager fra den pragmatiske side: »Jeg tænker, det er godt, at de studerende er aktive, selv om jeg samtidig kan stille spørgsmål ved, om de har valgt den rigtige form for aktion. Men det er da fint, at de virker til ikke at være nogle af de unge, der ikke interesserer sig en skid for andre end sig selv, for jeg antager, at de ikke aktionerer, fordi de synes, at det er synd for dem. Og hvis ellers de opfører sig ordentligt, er det vel deres demokratiske ret at lave aktioner. Og kan vi finde ud af det i dag, kan vi vel også finde ud af det i morgen.«

 

Fakta

»Et andet universitet« har sit afsæt på Københavns Universitet. Om sig selv skriverstudenterbevægelsen på Facebook: »Vi udfordrer den dominerende måde at tænke og tale om universitetet på i dag og fremsætter nye idealer.«

Se bevægelsens andre synspunkter

Stigende pres og stress

Frederik Ingvardt Pedersen, der læser idéhistorie på 5. semester, er en af de aktionerende. Han fortæller, at der er mange grunde til, at han deltager i blokaden. Men specielt fremhæver han fremdriftsreformen, som han mener er med til at give de studerende unødigt stress:

»Jeg oplever, at den lægger et pres på os i forhold til at blive hurtigt færdige, hvor vi i stedet burde have mulighed for at fordybe os,« siger han.

Frederik Ingvardt Pedersens deltagelse skal også ses som et opgør med en passivitet, som han oplever præger mange af de studerende i dag i forhold til at engagere sig studenterpolitisk.

»Vi er her for at forsvare universitetet. Ja, nu er det så meget sagt, at vi repræsenterer hele universitetet. Men jeg er her i hvert fald for selv at være med til at præge det.«

Dekan med kaffe på kanden

Dekan på Health, Allan Flyvbjerg, overrasker ved at tage imod de aktionerende med åbne arme.

»Jeg gik ind med kaffe til dem i morges, og jeg har også sagt til dem, at de bare kan gå ind efter mere kaffe her på gangen,« siger dekanen.

Og på et spørgsmål om, hvorfor han virker så begejstret over at blive blokeret, uddyber han: »Jamen, det er da herligt at se, at der er blod i årerne på de studerende. Der er for få af dem, der markerer sig, så jeg synes, det er fedt at opleve, at de er engagerede.«