FRED langer lussinger over disken
Historisk fredagsbar er ikke et startsted; den peaker efter sigende først senere på aftenen. Men bartenderne holder sig i peak condition med lussinger. Det lille rum med historiske koryfæer på væggene er let at finde sig til rette i, men svært at klemme sig igennem, når det er fyldt.
ANMELDELSE: FRED
Anmeldt 20. maj 2022 (sen eftermiddag)
FRED
Fredagsbar for Historie (ved Institut for Kultur og Samfund)
Hvor: Jens Chr. Skous Vej 2, bygning 1484, lokale 134, 8000 Aarhus C
Facebook: https://www.facebook.com/historiskfredagsbarfred/
Særkende: Du kan få en vodka-lussing med udsigt til kongerækken og andre historiske personer på væggene
Priser:
Ceres Top: 10 kr.
Fadøl: 15 kr.
Aarhussæt: 20 kr.
Vodka-lussing: 5 kr.
Drinks: 15 kr.
Shaker: 20 kr
Plus
- Hyggeligt rum, der er let at føle sig tilpas i
- De frivillige i baren skaber god stemning
- Aktiviteter som brætspil og terninger (beer pong senere)
- Godt slutsted
- Gennemført tema og fagrelateret udsmykning
- Gode priser
Minus
- Lille lokale, hvor luften let kan blive tyk
- Ikke et ’startsted’
Vi ankommer til historisk fredagsbar, FRED, gennem et ophængt hula-skørt og møder som det første en fyr i hawaiiskjorte, badeshorts og bøllehat, som synger Anders Matthesens ’Du er min store kærlighed’ som karaoke. Mod sangens slutning synes den ferieklædte fyr at miste energien, da omkvædet kommer for tredje gang i træk. Men resten af baren kommer ham til undsætning. De klapper i takt og løfter igen energien op på et niveau, der matcher den bombastiske erklæring i sangen, og karaokefyren slutter syngende af sine lungers fulde kraft med en hånd rakt ud mod publikum, inden en duo, der kalder sig Shortys Badedyr, tager over med Postmand Pers kendingsmelodi.
Temaet i FRED denne fredag er ’Ø(l)-paradiset Barhamas’. Loftet hænger lavt i baren, og bordene står tæt, hvilket giver mulighed for at falde i snak med dem omkring dig – hvis du for eksempel skal klemme dig ud for at forsyne dig med endnu en øl. Rummet nærmest insisterer på en god stemning. Det er nemt at føle sig tilpas her. Det viser sig også i barpersonalets engagerede deltagelse i karaoke og i temaet, der føles gennemført med blomsterblade på bordene, oppustelige palmer klistret på væggene og blomsterkranse, hula-skørter og kokosnødder på personalet. Det går alt sammen godt sammen med barens faste dekor, som består af billeder af historiske koryfæer – og kongerækken.
På en tur i baren spørger vi bartenderen, om FRED har en signaturdrik:
– Du kan få en vodka-lussing, siger bartenderen.
– Det virker voldsomt. Hvordan kan det være, I har det?
– Det går godt sammen. Og når vi keder os bag baren, tager vi en.
Efter at have nydt publikumsfavoritten ’Stupid Man’ tager vores besøg en drejning. Det viser sig, at en fredagsbarcrawl fra Alkymia (Kemisk fredagsbar, red.) med festivaltema er smeltet sammen med FREDs Barhamas-tema. Fire femtedele af festen forsvinder. Barens karakter skifter. Det er som at være til en fest fyldt med værter, der spændt venter på, at gæsterne ankommer. Og mens de venter, dulmer de nerverne med en vodka og en lussing. Og gode værter havde de været for fredagsbarcrawlen fra Alkymias korte besøg – både med den gennemførte pynt og deres imødekommenhed og opbakning og deres lokken med gratis øl i bytte for en sang.
Hvad siger baren?
Henrik Vejsgaard Koch og Jonas Ruhoff studerer historie på 10. semester og er frivillige i baren:
”Det er et dårligt tidspunkt, I er kommet på. Folk plejer at komme ved otte-ni-tiden. Kommabar (baren ved siden af, red.) plejer at lukke klokken 23, og så er der dobbeltbar herinde. Inden da er det stille og roligt; brætspil og øl. Der skal være plads til begge dele. Den tidlige bar med brætspil og den sene med ret godt floor, hvor du næsten ikke kan komme ind ad døren. Det plejer at være et godt slutsted.”
Normalt spørger vi gæster i baren, men da der kun er barpersonale tilbage, spørger vi dem:
Hvis I skulle være lidt selvkritiske?
De tænker sig længe om, før de remser op: ”Som sagt, senere på aftenen bliver der klubstemning og mange mennesker. Det er svært at tale sammen, qua hvor højt højttalerne spiller. Og fordi der er ret fyldt, kommer der til at mangle luft, og det kan være svært at nå ind og hente sin jakke. Og så kan forbindelsen drille lidt ved betaling. Men det er ikke et problem.”