Da Jakob Mathiassen, der er tidligere studerende ved Aarhus Universitet, gik forbi Aulaen en tirsdag eftermiddag midt i februar, fik han øje på noget, der undrede ham. For soluret, der hænger på Aulaens facade ud mod Solgården, viste 14.30, mens klokken ifølge Jakob Mathiassens ur var 15.12.

”Soluret på Aulaen går for langsomt. Er der en forklaring?” lød det kort i en mail fra Jakob Mathiassen til Omnibus.

Inden da havde han selv taget højde for både vinter-/sommertid og det, der hedder sand soltid, men alligevel burde differencen ikke kunne blive så stor som 42 minutter, skrev han i sin mail.

Soluret viser den sande soltid i Aarhus

Sand soltid er en del af forklaringen, men det er tidspunktet for observationen også, forklarer astronom Ole J. Knudsen, som er kommunikationsmedarbejder ved Institut for Fysik og Astronomi på AU og tidligere planetarieleder på Steno Museet. Og så er han tilmed selvudnævnt solursekspert.

Soluret på Aulaen er beregnet af den danske astronom og observator Axel V. Nielsen, og Ole J. Knudsen lægger ud med at forklare, at det er mere sandsynligt, at ”Jorden eller bygningen har drejet sig, end at Axel V. Nielsen har regnet forkert.”

”Uret viser blot den naturlige tid på stedet i Aarhus – det, som kaldes sand soltid,” siger Ole J. Knudsen.

Den 'normale tid', altså det klokkeslæt, vi alle sammen retter os efter, viser tiden på 15. længdegrad øst, som svarer til længdegraden på det sydlige Bornholm. Herfra er den konstante tidsforskel til Universitetsparken i Aarhus 19 minutter og 9,6 sekunder, forklarer Ole J. Knudsen. Der går altså 19 minutter og 9,6 sekunder, fra solen står i syd til middag på Bornholm, og til den står i syd, mens det er middag i Aarhus.  

”Men så alligevel ikke helt, for Solen ’går ikke jævnt’ året igennem. Somme tider er den lidt bagud i forhold til gennemsnittet, og til andre tider er den foran. Kun lige på fire dage passer Solen og tidsforskellen, så Solen faktisk står i syd på Bornholm klokken 12 middag – og altså 19 minutter og 9,6 sekunder senere i Aarhus. Det er 12. juni, 30. august, 24. december og 12. april,” siger Ole J. Knudsen.

Det skyldes, at Jordens akse står skævt i forhold til retningen til Solen, og at Jordens bane om solen er en ellipse – ikke en cirkel, uddyber Ole J. Knudsen. Solen er mest bagud 15. februar med 14 minutter, mens den er mest forud 28. oktober med 17 minutter. Når solen er bagud, vil soluret være bagud i forhold til vores normale ur.

”Alt i alt vil soluret i Universitetsparken for eksempel den 15. februar se ud til at være 33 minutter bagud i forhold til armbåndsuret eller telefonen. Men det er altså hverken Solens eller solurets skyld. Det skyldes, at vores ure kun viser middelsoltiden for den tidszone, vi befinder os i, og som strækker sig 7,5 grader øst og vest for Bornholm,” siger Ole J. Knudsen.

Men hvis soluret højest svinger med 33 minutter ved siden af vores 'normale tid', hvordan kan det så ske, at soluret på Aulaen var hele 42 minutter bagud?

Ole J. Knudsen har et bud på, hvorfor tiden var så skæv, da Jakob Mathiassen kiggede op på soluret.

”Det skyldes formentlig, at linjerne på soluret er brede mursten, som nok kan give en del usikkerhed i aflæsningen,” forklarer Ole J. Knudsen.

Korrekturlæst af Charlotte Boel