Guide: 10 events på AU i oktober
Mads og Monopolet flytter ind på AU for en dag, ”Twerk Queen” Louise præsenterer Ludermanifestet og unge forskere konkurrerer i at holde foredrag på kun tre minutter. Det er bare nogle af de ting, der sker på AU i oktober.
Tip os!
Kender du til et arrangement, som andre studerende eller medarbejdere på AU skal kende til?
- Send os en mail på omnibus@au.dk
2.-6. oktober: Kulturfestival vil nuancere billedet af Gellerup
Gellerup bliver oftest nævnt i samme sætning som bandekonflikter og grim beton, men det billede af bydelen har Studenterhus Aarhus’ kulturfestival sat sig for at nuancere. A View Festival sætter i fem dage fokus på Gellerups kunst og kultur. Festivalen består af forskellige events med fokus på dans, musik, litteratur, arkitektur, mad og meget mere fra den lille bydel i Aarhus Vest, og man kan deltage i dem alle uafhængigt af hinanden.
- Tid og sted: Varierer fra event til event, alle kan ses i en oversigt på event-linket.
- Pris: Nogle events er gratis, mens andre koster 20-75 kr.
- Arrangør: Studenterhus Aarhus og A View Festival
- Event
3. oktober: Mads og AU-monopolet diskuterer studielivets dilemmaer
Foto: Melissa Bach Yildirim
Har du kysset med den forkerte i fredagsbaren? Eller svært ved at prioritere SU-budgettet? Uanset hvilket studielivs-relateret problem du står med, sidder Mads Steffensen og et AU-customized monopol klar til at hjælpe dig. Den 3. oktober flytter Mads Steffensen nemlig for en stund ud af DR-studiet og ind på AU for at knuse dine og dine medstuderendes dilemmaer.
- Tid og sted: Kl. 17.00-20.00, S-bygningen, nedre multirum, Fuglesangs Allé 4, 8210 Aarhus Vest
- Pris: Gratis, OBS: kræver medlemskab af DJØF
- Arrangør: DJØF Studerende
- Event
3. oktober: Forelæsning på kun tre minutter og med kun tre slides
Træt af at sidde til forelæsning tre timer i streg mens 300 power point-slides glider forbi? Så et det her arrangement lige noget for dig. Unge AU-forskere har taget udfordringen op og præsenterer deres forskning på kun tre minutter og med kun tre slides til rådighed. Deltagerne er endnu ikke anonceret.
- Tid og sted: Kl. 16.00-18.00, Stakladen, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C
- Arrangør: Aarhus Universitet
- Pris: Gratis
- Event
5. oktober: Skjulte penge i politik
Er det din stemme på valgdagen, der definerer den demokratiske proces i Folketinget? Eller er det i virkeligheden store penge fra virksomheder og andre lobbyister, som bestemmer slagets gang på Christiansborg? Journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen har gravet sig dybt ned i forholdet mellem politik og penge i Danmark, og kaster et kritisk blik på vores forestilling om demokrati. Deres bog Skjulte penge - magt, partistøtte og lobbyisme i dansk politik danner grundlag for foredraget om samme emne.
- Tid og sted: Kl. 18.30-20.30, Amaliegade 27, 8000 Aarhus C
- Pris: Gratis
- Arrangør: Frit Forum Århus
- Event
5. oktober: Study Abroad Fair
Foto: AU Study Abroad Fair
Mange studerende vil gerne læse et semester i udlandet, men med de mange informationer, ansøgningsblanketter og muligheder, er det nemt at fare vild i planlægningsprocessen. AU holder derfor en Study Abroad Fair, hvor du kan blive klogere på alt fra mulige destinationer til økonomiske udfordringer.
- Tid og sted: Kl. 15.00-19.00, Søauditorierne, Bartholins Allé 3, 8000 Aarhus C
- Pris: Gratis
- Arrangør: Aarhus Universitet og Rejs Ud
- Event
10. og 24. oktober: Trump, Obamacare og miljøpolitik i USA
Studenterforeningen International Politik-NU arrangerer fire foredrag om amerikansk politik, og de to af dem ligger i oktober måned. 10. oktober er der fokus på Trumps angreb på Obamacare, sundhedspolitik og klasseforhold i USA. 24. oktober tager foredragsholderne temperaturen på Trumps forhold til global opvarmning, både med fokus på internationale klimaaftaler og klimadebattens betydning i amerikansk indenrigspolitik. Begge foredrag er bygget op om cases, foredrag med to eksperter og debat i mindre grupper.
- Tid og sted: Kl. 16.00-18.00, Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhus C
- Pris: Gratis
- Arrangør: International Politik-NU
- Events: Sundhedspolitik og miljøpolitik
11. oktober: Den danske Dr. Strangelove
Under Den Kolde Krig fyldte filmmediet meget, både som våben for stormagterne, men også som satirisk vinkel på rivaliseringen og atomkapløbet. Mest kendt er måske Stanley Kubrics Dr. Strangelove, men bare et par år efter udkom en – ganske vist mindre kendt – dansk satirefilm om spionlivet under krigen. En gruppe historiestuderende fortæller om filmens rolle som kulturelt våben under Den Kolde Krig med udgangspunkt i den danske spionkomedie Slå Først, Frede!
- Tid og sted: Kl. 14.00-16.30, Bygning 1253-211, Merete Barker Auditoriet, Søauditorierne
- Pris: Gratis
- Arrangør: FILM og HISTORIE
12. oktober: ”Twerk Queen” Louise om Ludermanifestets seks mærkesager
Foto: Ekaterina Krarup Andersen
Tag ordet ”luder” til dig og kræv din orgasme. Det er bare to af de mærkesager, som Louise "Twerk Queen" Kjølsen har præsenteret i bogen Ludermanifestet, som hun har skrevet sammen med Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen. De tre kvinder har delt vandene med deres ofte letpåklædte og kontroversielle indspil i den danske debat om fjerdebølgefeminisme, og nu gæster Louise Kjølsen AU for at fortælle om Ludermanifestets seks mærkesager.
- Tid og sted: Kl. 19.30-22.00, Stakladen, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C
- Pris: 50/70 kr., medlem/ikke medlem
- Arrangør: Studenterhus Aarhus
- Event
21. oktober: Knæk Cancer Løbet
Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation
For tredje år i træk er der mulighed for at trække i joggingtøj og kondisko i en god sags tjeneste, når Knæk Cancer Løbet finder sted i universitetsparken. Du kan gå eller løbe 2,5 eller 5 km, og deltagergebyret på 75 kr. går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Løbet er en del af den nationale Knæk Cancer Uge, og sidste år bidrog løbet med 65.000 kr. til indsamlingen.
- Tid og sted: Kl. 13.00, Universitetsparken
- Pris: 75 kr.
- Arrangør: Onkologisk Selskab for Medicinstuderende
- Event
26. oktober: De første kvindelige professorer på AU
Selvom AU blev grundlagt i 1928 var det først i 1954, at universitetet fik sin første kvindelige professor. I dette foredrag ser professor på DPU Ning De Convinck-Smith nærmere på AU’s første kvindelige forskere, og hvordan de blev modtaget i den akademiske verden. Efterfølgende er der mulighed for spørgsmål og debat mellem forskere og studerende.
- Tid og sted: Kl. 11.00-13.00, IMC Meeting Room, Jens Chr. Skous Vej 4, Building 1483-312
- Pris: Gratis
- Arrangør: Gendering in Research
- Event