Der er en slags stilhed før stormen, når man som studerende står på tærsklen mellem en netop afsluttet eksamensperiode – som næsten tog livet af en – og så et nyt semester, der venter ret forude, uplettet og fuld af muligheder. Ambitioner dukker op som ’Denne gang får jeg læst alle teksterne til forelæsningerne’ eller ’nu kommer jeg altså på forkant med de der eksamener, så jeg ikke igen skal sidde i 11. time med blodskudte øjne og koffeinrystelser og få skrevet de sidste sider’.

Dog ender det for undertegnede skribent ofte med, at de gode intentioner brydes lige så hurtigt, som de sættes op. Derfor er jeg denne gang gået til en ekspert i form af Anne Gaardmand, som er forfatter og podcastvært på sundhedspodcasten 'Detox din hjerne' sammen med Morten Elsøe, som hun også har stiftet VaneCoach-uddannelsen med. Ifølge Anne Gaardmand er det særligt én faktor, der resulterer i, at man som studerende ofte ender i en ond studiespiral:

”Når vi sætter os mål for, hvordan vi vil studere, sætter vi ofte overambitiøse mål. Vi får lagt en plan for det 'perfekte' studieliv, og når vi så ikke kan følge den, bliver vi opgivende og overvældede og kommer til at give op. Vi ender med at komme helt ud af rutinerne,” forklarer hun.

Så ambitionerne har ikke rigtigt hold i virkeligheden?

”Nej, man laver typisk en overambitiøs plan, som er sat efter de ressourcer, vi har på vores bedste dage, men som ikke er afstemt efter de dage, hvor overskuddet er lavt eller tiden knap. Men man laver ikke en plan B, som kan holde rutinen i gang, når motivationen daler – og det gør den, realistisk set, altid. Og så kommer vi til at føle, at vi 'fejler'. I plan B skal barren være så lav, at man tænker: Uanset om jeg har tømmermænd eller ikke har sovet hele natten, så kan jeg gøre det.”

Det, du siger, er, at det ikke nødvendigvis går galt, fordi man falder tilbage i dårlige mønstre, men fordi man ryger ud af sin rutine ved enten at være for overvældet eller for ambitiøs?

”Ja, for det at studere bliver aldrig rigtigt en vane, som man ikke skal bruge energi på. En vane er noget, man gør automatisk uden at tænke over det. Men et studieliv er jo ikke bygget op, sådan at man står op hver morgen og tænder computeren og går i gang uden at tænke over det. Det er det, der kan gøre det svært at studere. Det kræver planlægning, prioritering og motivation – dagligt.”

”Hvis man er meget overvældet, kan det hjælpe med en plan B, hvor barren er sat så lavt, at det næsten virker fjollet. For eksempel: 'Jeg skal bare åbne et tomt dokument og skrive en overskrift' eller 'Læs opsummeringen af første kapitel (en halv side)'. Selv hvis det ikke sætter gang i mere arbejde, så gør det det lettere at gå i gang næste gang, for så starter du i det mindste ikke fra nul.”

Jeg – og sikkert mange andre – kan godt opleve det som en fiasko og udtryk for dovenskab, når vi ikke lykkes med at indfri de mål, vi har sat. Hvad tænker du om den følelse? 

”Jeg tænker, at den følelse bunder i misforståelser omkring adfærd og motivation. Når vi bruger ordet 'doven', er det en dom på en adfærd. I adfærdspsykologien er der ikke noget, der hedder dovenskab. Det findes ikke. Men der findes psykologiske forklaringer på, hvorfor vi handler, som vi gør. I dette tilfælde kan det være overvældelse, tidsoptimisme, problemer med planlægning, distraherbarhed, ressourcemangel eller lignende.”

Så dovenskab er i virkeligheden et billede, jeg har fundet på?

”Ja, det kan man godt sige. Du er ikke doven. Det, jeg tolker, ud fra hvad du har fortalt, er, at du har ulyst og bliver overvældet. Det giver en form for ubehag – og det er en almindelig menneskelig tendens at udsætte og distrahere os selv fra ubehag. Hvis vi ved, noget ikke bliver sjovt, er vores sind sådan indrettet, at i stedet for at prøve at hjælpe os til, hvad vi gerne vil på lang sigt, prøver det at hjælpe os til, hvad der vil være rart lige nu.”

Hvorfor vil hjernen så meget hellere fortsætte i det, der tilsyneladende ikke er særligt konstruktivt?

”Det er, fordi det, vi føler os motiverede for lige nu, for eksempel at have det rart og sjovt, konkurrerer med det, vi er motiverede for på længere sigt, for eksempel et godt eksamensresultat. Det er, som om vi har to 'hjernespor': Et, som prøver at sørge for, at vi har det bedst muligt nu og her. Og et andet, der skal prøve at sikre vores fremtid. Men det er typisk ikke det sidste spor, der vinder. Lysten i nuet er typisk stærkere end målet for fremtiden.”

”Når vi skal vælge, om vi skal se film eller læse faglitteratur, opstår det, der kaldes 'tilladende tanker', som har til formål at retfærdiggøre lysten i nuet. Eksempelvis: 'Det gør jo ikke nogen forskel, om jeg får læst i dag' eller 'Det er nok ikke lige den her artikel, jeg kommer op i' eller 'Jeg læste jo også meget i går, og det er heller ikke fair, at jeg skal sidde her, når alle andre skal ud i aften'.”

Hvad gør jeg så i den situation, når jeg sidder fast i de tanker?

”Du kan træne dig selv i ikke at lade dig styre af de tilladende tanker. Du kan skrive dem ned, så du ved, præcis hvordan de vil lyde i dit hoved, når du skal til at overspringshandle fra læsningen. Når du gør det, kan du se det sjove i alle de ting, din hjerne finder på for at overbevise dig om, at du ikke skal læse. Og du kan vælge at overhøre tankerne, når de dukker op.”

Det virker jo meget konkret – har du andre konkrete råd til, hvordan jeg kan lette studieprocessen?

”Du kan bruge det, der kaldes temptation bundlings, som er, når man kobler noget, man godt kan lide, til noget, man ikke har lyst til. Lad os sige, at du er et menneske, som er enormt social, men du sidder altid derhjemme, når du skal lave lektier. Der kan det være en 'gulerod' at aftale at mødes med andre og læse for så at kunne være social i dine pauser. Og hvis du hellere vil læse alene, kan du tænke over, hvad du kan koble til læsningen, så oplevelsen bliver bedre for dig. Det kan være at sidde ved et vindue med udsigt i din yndlingsstol med en god kop kaffe og favorit-playlisten.”

Så på en måde skal man nedtone det sure med det søde?

”Ja, og en sidste ting: Man kan som studerende godt føle, at man har endeløse muligheder for at blive bedre og aldrig kan vide, hvornår det er godt nok. Der kan det for nogen være helt enormt hjælpsomt, hvis man laver en daglig to do-liste, som kan være beviset på, at man har gjort det godt nok i dag. Men det skal være med meget lette og overskuelige punkter. Store opgaver skal brydes ned i let overskuelige miniopgaver. For eksempel skal 'Skrive opgave om metodik' brydes ned til små opgaver som 'Søg på en relevant fagbog', 'Vælg søgeord til artikelsøgning' eller 'Ring til studiekammerat og spørg om ...'. Følelsen af at afslutte noget og få sat et flueben ved de små opgaver giver en følelse af fremgang og produktivitet.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel