Guide: Sådan sætter du dine kryds til årets universitetsvalg

Universitetsvalget nærmer sig med hastige skridt og måske er du endnu ikke helt skarp på, hvordan du afgiver dine stemmer i det digitale valgsystem. Derfor guider vi dig her igennem processen fra login til stemmeafgivelse.

Foto: Roar Lava Paaske

STEP 1: FIND UD AF, HVILKE RÅD OG NÆVN DU ER STEMMEBERETTIGET TIL

Der er fem akademiske råd og endnu flere studienævn på AU, og hvilke du skal stemme kandidater ind i, afhænger af, hvilket studie du er tilknyttet. Derfor skal du som det allerførste have styr på din stemmeberettigelse.

På AU’s stemmeplatform e-vote kan du logge ind med dit WAYF-login og se, hvilke specifikke råd og nævn du er stemmeberettiget til. I år skal de studerende sætte op til to kryds: akademisk råd og studienævnet. Skal du ikke sætte to kryds, skyldes det enten, at valget er afgjort som fredsvalg (altså uden afstemning), eller at valget er bortfaldet, fordi der ikke har været opstillet kandidater til det pågældende nævn eller råd.

På ovenstående billede skal den studerende, som er logget ind, for eksempel stemme kandidater ind i det akademiske råd på Arts og studienævnet ved Institut for Kommunikation.

Når du har fået styr på din stemmeberettigelse, er du bedre klædt på til at undersøge de kandidater, der stiller op i netop de råd, du skal have for øje.

STEP 2: UNDERSØG, HVILKE KANDIDATER DER STILLER OP

På AU’s officielle side for universitetsvalget, au.dk/valg, kan du finde listen over kandidater, der stiller op til årets universitetsvalg. Listen tæller dog i år svimlende 280 sider, og kan derfor hurtigt virke uoverskuelig med de mange navne og kolonner. Du kan derfor blot logge ind på e-valgsystemet og tilgå de tre digitale stemmeblanketter, hvor kandidaterne fra de forskellige lister fremgår.

På Aarhus Universitet er der tre studenterpolitiske organisationer: Studenterrådet, Frit Forum Århus og Konservative Studenter, som du muligvis allerede har hørt om. Men under disse tre organisationer er der opstillet kandidater på flere forskellige lister. Du kan stemme på de enkelte kandidater eller på selve listen.

STEP 3: TAG ET VALG OG STEM

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Til universitetsvalget har man ikke kandidattests, der kan hjælpe en til at blive klogere på, hvem man er enig med. Men hvis du gerne vil sætte dig ind i de forskellige studenterpolitiske organisationer, deres kandidater, og hvad de står for, kan du besøge deres hjemmesider. Måske er du også heldig, at de tropper op i din kantine for at præsentere sig selv. Har du ikke haft mulighed for at tage stilling til en specifik kandidat, kan du også vælge at stemme på den liste du bedst kan se dig selv repræsenteret i.

Derudover kan du læse med, når Omnibus det næste stykke tid dækker valget. Vi har blandt andet lavet en explainer, der generelt gør dig klogere på universitetsvalget, dets formål og strukturer. 

Og er du på trods af alle disse råd og initiativer stadig ikke afklaret med, hvor du skal sætte dit kryds, opfordrer AU dig til at stemme blankt.

Klar, parat, stem!