Guide til boligjagten: Bedre udsigt til bytte i år
7.314 nye bachelorstuderende tjekker ind på Aarhus Universitet om et par uger. Det betyder, at jagten på tag over hovedet er skudt i gang. Vi har samlet tips til boligjagten og målt længden på boligkøerne – som for første gang i mange år er blevet kortere.
Gode råd fra Studenterrådets Retshjælp
Studenterrådets Retshjælp giver gratis juridisk rådgivning og er en del af Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Rådgiverne er jurastuderende.
Inden du skriver under på kontrakten:
- Få en fremvisning af lejemålet, så du ved, at det eksisterer.
- Læs kontrakten grundigt igennem, inden du skriver under, og bed også en anden, for eksempel en retshjælp, om at læse kontrakten igennem. Bed gerne om en dag eller to til at gennemlæse kontrakten.
- Undersøg, hvem der er angivet som udlejer på lejekontrakten. Er det et selskab eller en privatperson? Undersøg, om personen eller selskabet er reelt nok.
Inden du udbetaler depositum:
- Forsøg at undlade at betale depositum, inden du flytter ind, så du undgår, at udlejer har pengene, før du har lejemålet.
Ved indflytning:
- Gennemgå lejlighedens stand ved indflytningen.
- Tag billeder af de fejl og mangler, som måtte være på lejemålet. Hvis udlejer har mere end én udlejningsejendom, skal han/hun indkalde til et indflytningssyn. Her er det vigtigt at finde alle fejl og mangler og få dem noteret, så udlejer ikke efterfølgende kan gøre dem gældende over for dig som lejer.
Skal du selv udleje?:
Hvis du selv skal leje dele af din lejlighed ud, er der også ting, du skal være opmærksom på.
- Lav en skriftlig aftale og sørg for, at alle vigtige forhold bliver noteret. Så undgår du bevismæssige problemer, hvis der skulle opstå en tvist.
- Brug eventuelt standardformularen A9 til at lave lejekontrakten, som er autoriseret af det tidligere Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter.
- Sørg for at have klare linjer for, hvem der gør rent, og hvordan fester og lignende skal aftales, hvis du skal bo sammen med din lejer.
- Overhold reglerne i lejeloven. For eksempel må du, uden din egen udlejers samtykke, kun fremleje op til halvdelen af lejemålet.
Og brug i øvrigt din sunde fornuft!
Kilde: Retshjælpen
Hos Kollegiekontoret i Aarhus er der lige nu 700 nye studerende, der står på venteliste til en bolig, og som er omfattet af boliggarantien. Det fortæller administrationschef Diana Jørgensen. Selvom det kan lyde af mange, har de studerende kortere vej gennem køen til en lejekontrakt end dem, der kom til byen i september sidste år.
”Vi har indtil nu givet bolig til over 400 studerende, og vi kan se, at det går lidt hurtigere med at give de studerende tag over hovedet, end det har gjort de seneste år,” fortæller Diana Jørgensen.
”Sidste år kunne de allersidste flytte ind 1. november. Men i år regner vi med, at de sidste på listen får tilbudt bolig med indflytning i oktober. Dem, vi sender tilbud til lige nu, har skrevet sig op i starten af juli, hvor vi på samme tid sidste år kun var nået til dem, der havde skrevet sig op i starten af juni. Så alt i alt ser det lovende ud,” lyder det fra administrationschefen.
Boliggarantien er en buffer
Hvorfor det er lettere at få bytte i boligjagten i år, ved Kollegiekontoret i Aarhus ikke med sikkerhed.
”Det kan skyldes, at det skyder frem med små lejeboliger i Aarhus, som er velegnede til studiesegmentet, og at de studerende derfor har flere muligheder på det private lejemarked. Men det er bare et gæt,” siger Diana Jørgensen.
Indtil videre har 2.100 studerende fået tilbud om en bolig gennem Kollegiekontoret i Aarhus, som de enten har takket nej til eller undladt at svare på. Ifølge Diana Jørgensen er det cirka samme billede som sidste år.
”Jeg tror, at rigtig mange ser boliggarantien som en ekstra hest at spille på. Mange undersøger andre muligheder samtidig, og det kan betyde, at de finder en anden løsning og vælger den i stedet for. Det synes jeg er helt naturligt – vores tilbud er en ekstra sikkerhed, de studerende har, hvis de andre tilbud glipper.”
Tip: Find en midlertidig løsning
Selvom boligjagten måske ikke er helt så hektisk som de seneste år, er det ikke alle, der har held med at finde permanent husly inden studiestarten. Derfor opfordrer administrationschef i Kollegiekontoret i Aarhus, Diana Jørgensen, til, at man er åben over for midlertidige løsninger som for eksempel Startup Housing, der er Studenterhus Aarhus’ midlertidige boligtilbud (se mere nedenfor).
”Vi har også i samarbejde med Aarhus Kommune nogle ældreboliger, som man har mulighed for at leje i en toårig periode. Det er boliger, som er blevet utidssvarende i forhold til de ældres behov, og indtil kommunen finder ud af, hvordan de skal bygges om, er det oplagt at leje dem til unge mennesker,” fortæller Diana Jørgensen.
Hun oplyser, at der også er midlertidige udlejningstilbud i Brabrand gennem Brabrand Boligforening, og opfordrer til, at man undersøger mulighederne hos AARHUSbolig.dk, den fælles venteliste for alle almene boligorganisationer i Aarhus.
Derudover opfordrer Diana Jørgensen de studerende til at fastholde deres ansøgning hos Ungdomsbolig Aarhus, fordi det giver mulighed for at søge videre og på længere sigt rykke ind i en anden ungdomsbolig, der måske er større eller ligger tættere på studiet end det, man først får tilbudt.
LÆS OGSÅ: Lejernes Landsorganisations fem gode råd, før du underskriver en lejekontrakt
Tip: Brug Startup Housing
Startup Housing er et tilbud, som Studenterhus Aarhus sammen med Aarhus Kommune har sat i værk for at give boligløse studerende midlertidigt tag over hovedet ved studiestart. Fra 26. august til 13. oktober kan studerende på ugebasis leje sig ind i beboelsesvogne på Pier 2 på havnen eller i værelser på Brandskolen i Skejby. På havnen bor man fire sammen i hver vogn, og man deles om toilet, bad og køkken, imens man på Brandskolen kan få et værelse og bad for sig selv, men til gengæld deler et lille køkken med resten af de i alt ti beboere.
Stine Møller Nielsen, der er økonomiansvarlig i Studenterhus Aarhus, oplyser, at de ti værelser på Brandskolen allerede er booket frem til oktober, men at cirka halvdelen af de 136 sengepladser i beboelsesvognene stadig er ledige. Alligevel opfordrer hun til, at man kommer op af starthullerne, hvis man vil have en plads.
Studenterhus Aarhus’ hjælp til boligsøgning:
”Det er det samme billede, som vi kender fra tidligere år. Der er meget run på, lige når vi åbner for booking (1. august, red.), og vi regner med, at alle pladserne til de første par uger i september bliver booket i løbet af de næste 14 dage,” fortæller Stine Møller Nielsen.
Hvis man ikke når at booke, inden alt er optaget, skal man dog ikke opgive håbet.
”Mange studerende får tilbudt noget løbende, også inden semestret starter, så man skal bare blive ved med at gå ind at tjekke, om der pludselig er noget ledigt,” siger Stine Møller Nielsen.
En uges ophold koster 700 kroner, og man betaler for det antal uger, man booker. Hvis man får tilbudt en bolig, imens man bor i Startup Housings midlertidige løsning, kan man få pengene refunderet for de uger, man ikke skal bo der alligevel.
Det er sjette år i træk, at tilbuddet kører.
Opgørelsen af antal nye bachelorstuderende er fra 28. juli 2018.
Guiden blev bragt første gang i 2016, men er opdateret 03.08.2018 med citater fra Diana Jørgensen og Stine Møller Nielsen.