Har du begået en brøler til eksamen? Velkommen i klubben

Døren til eksamenslokalet lukker bag mig, mens eksaminator og censor voterer. Der hersker ingen tvivl om, at det var en sløj omgang, jeg fik leveret der. I delvis pinlighed og delvis ærgrelse står jeg og stirrer åndeløst ud på travle Nørrebrogade, mens jeg gennemlever, hvad der lige er hændt. Jeg er oprigtigt i tvivl, om jeg er videre til næste liveshow, eller om jeg ryger i farezonen.

En times selvynk (og lidt retail-therapy) efter min eksamensbrøler, kommer jeg i tanke om en anekdote, jeg fik fortalt på mit første semester på statskundskabsstudiet. Til min første eksamensopgave på universitet havde jeg lektor Jens Peter Frølund Thomsen som vejleder. Han fortalte, at hver statskundskabsstuderende skulle have mindst én krise i løbet af sin studietid. Det var statskundskabens medfader, Erik Rasmussen, der havde prædiket disse ord til uddannelsens 25-års jubilæum i 1984. Budskabets ånd lever videre 66 år efter uddannelsens oprindelse.

Anekdoten har overlevet i min hukommelse i fem semestre. Hvilket er imponerende, da min hukommelse, jf. ovenstående brøler, ikke altid kommer mig til gode. Jeg må bruge en livline til at komme mig over min eksamensbrøler, og jeg ringer derfor til hesten, hvis mund videreformidlede Erik Rasmussens episke citat, nemlig Jens Peter Frølund Thomsen.

Lektor i statskundskab, Jens Peter Frølund Thomsen, havde sin gang som menig studerende på Institut for Statskundskab i 80’erne, og som skrevet står i profetien, slap han heller ikke for kriser.

”Man skal nok forberede sig på, at der er nogle grundholdninger, der skal revideres, når man starter på studiet. For mig selv var det en ret stor ting, da jeg havde nogle grundholdninger, som jeg var meget overbevist om, som jeg så begyndte at forlade på grund af ny viden,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

”Jeg tror, at det var det, Erik Rasmussen mente. Man bliver sgu rystet lidt i sit fundament,” siger han.

Jens Peter Frølund Thomsen brugte også selv rådet, da han var studerende.

”Det er godt at være forberedt, og det er væsentligt at vide, at det ikke er unormalt. Specielt som ung er man meget sårbar. Det giver ro, at der er en, der siger, at det er ret normalt, at du skal kastes ud i tovene og hænge der i et stykke tid. Det bliver man voksen af,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

Jeg spørger Jens Peter Frølund Thomsen, hvorfor han gav rådet videre til mig.

”Det var nok ment i bedste Erik Rasmussen-stil. Nemlig at forberede sig på, at det er lige så meget en psykologisk udfordring, som det er en faglig udfordring at begynde på et studie,” siger han.

”På studiet møder man mennesker, der er meget klogere end en selv. Hold da kæft, han er klog ham der. Hende dér er endnu klogere. Så tier jeg bare stille”, siger han.

”Man bliver presset, men du kommer styrket ud af det. Konkurrence er jo rigtig godt, men egentligt også grundlæggende ubehageligt. Natural selection, ik’?” siger han og griner.

”Det skal jo være hårdt og krævende. Det er jo en uddannelse på elite-niveau, og det er da hamrende svært,” siger han.

”Det var en nederlagsfølelse ud over alle grænser, ja, det glemmer jeg nok aldrig. Det er alligevel 40 år siden,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

Jens Peter Frølund Thomsen har også selv været der. På min foranledning får han gravet en enkelt eksamensnedtur frem fra hukommelsen.

En dyster stemning lægger sig over lokalet, da jeg spørger ind til den. Den unge Frølund Thomsen var til mundtlig eksamen i dansk erhvervs- og industripolitik.

”Det var nok min største overraskelse og samtidigt min største skuffelse,” siger han og genkalder pinefuldt sin fiasko.

”Jeg fik et skide 8-tal. Jeg var så hamrende godt forberedt, og alle dem, jeg læste op med, fik alle 10 – og 11-taller. Der gik lige en hel sommerferie med at være ked af det,” siger han.

”Jeg blev nervøs og blev hylet ud af den. Det er ulempen ved mundtlige eksamener. Det er lidt knald eller fald, og det kan være ubehageligt,” siger han.

”Det var en nederlagsfølelse ud over alle grænser, ja, det glemmer jeg nok aldrig. Det er alligevel 40 år siden,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

Jeg sidder ikke og fryder mig over hans nederlag, men I må da give mig, at det er rart at høre, at selv en lektor med en 40 år lang forskerkarriere bag sig også har begået en eksamensbrøler i løbet af sin studietid.

Jeg får smag for at høre om andres eksamensbrølere – især når de kommer fra nogle, som trods nederlaget har bidt sig fast i universitetsverdenen.

Jeg ringer til Asser Hedegård Thomsen, der er en af landets førende forskere i retsmedicin og har været igennem en del eksamener i sin tid som studerende. Mon han har begået en brøler?

”Jeg dumpede farmakologi,” siger han til mit held.

I faget farmakologi lærer man om medicin, herunder hvilken slags medicin man skal give til patienten. Et vigtigt fag, hvis han selv skal sige det.

”Vi havde én lærebog. Deri var der et meget lille kapitel på seks sider om migræne. Det læste jeg en enkelt gang, og vurderede at det var dårligt skrevet, og derfor ville vi nok ikke blive spurgt ind til det,” siger Asser Hedegård Thomsen.

”Eksamenen var skriftlig og bestod af en hovedopgave, der vægtede 50 procent, og så en masse små delopgaver,” siger han.

Hovedopgaven var selvfølgeligt et spørgsmål om migræne.

”Jeg får skrevet, at alt jeg vidste om migræne var, at man kunne tage Panodil, undgå rødvin, mørk chokolade og undgå at blive for træt. Hvis det var meget slemt, kunne man jo tage migrænemedicin, skrev jeg,” siger Asser Hedegård Thomsen og griner af præstationen – eller skulle vi sige manglen på samme.

”Mange dumpede dengang. Ved nogle eksamener dumpede 25 procent af de studerende. Det betyder jo ikke, at der går 25 procent snotdumme mennesker på studiet. Det med at dumpe har ingenting at gøre med at være dum,” siger han.

”Nogle gange misforstår man et fag. Så prøver man bare igen. Eksamen handler om at demonstrere, at man kan finde ud af det, vi spørger om. Havde min eksamen i farmakologi været mundtlig, så kunne eksaminator jo have spurgt ind til et andet emne, som jeg vidste mere om,” siger Asser Hedegård Thomsen, der også selv er eksaminator på medicinstudiet og er desuden med til at oplære læger.

”Jeg bliver mere bekymret, når der er læger, der ikke laver fejl. Når man aldrig laver fejl, laver man så nok?” spørger han.

Han spørger mig også ind til mine brølere, og jeg kvitterer med at fortælle om mit seneste brøl.

 ”Ved du hvad? Du er bestået hos mig i interviewteknik,” siger han opløftende.

Derudover giver han mig endnu et velmenende råd med på vejen:

”Tænk på det som din køreprøve. De fleste, der har dumpet en køreprøve, kan jo sagtens køre bil i dag. Man glemmer alt om det, når først man ligger og fræser rundt derude,” siger han.

At høre om andres brølere er næsten afhængighedsskabende for mig. Det forekommer mig dog lidt mærkeligt sådan at stive mig af med andres nederlag. Hvorfor giver det mig en sådan ro at høre om andres brølere?

Jeg ringer til Aarhus Universitets studenterpræst, Jens Munk. Han må kunne gøre mig klogere på, hvorfor jeg får det bedre, for hver gang jeg fremtvinger en andens eksamensbrøler.

”Søren Kierkegaard har en betragtning om, at humor er forsonende, og man griner ikke på andres bekostning,” siger Jens Munk, der selv er uddannet præst og psykoterapeut.

”I grinet forsoner man sig med sin egen og andres fejlbarlighed. Vi kunne alle have lavet en brøler, for vi er mennesker,” siger han.

”Det er jo befriende at høre andres brølere, for vi kan alle falde igennem. Det er igen en forsoning med livets utilstrækkelighed. Altså, jeg lider med dig, og vi er sammen om det,” siger han.

Jens Munk møder, i kraft af sit virke som husets studenterpræst, mange studerende, der har brug for vejledning til at slikke sårene efter en dårlig eksamensoplevelse.

”Når folk kommer til mig, er det oftest lige sket, og det er derfor sårbart,” siger han.

”Nervøsitet kan jo få en til at begå fejl. Lige i momentet er der jo meget på spil, men når du får det på afstand, er det ikke livets undergang,” siger Jens Munk.

Jens Munk spørger mig, som Asser Hedegård Thomsen, om min brøler.

”Din artikel er jo et slags terapeutisk projekt for dig, og du bruger humor til at forsone dig med det,” siger han. Den er god nok.

Jeg spørger studenterpræsten, om han kan løfte sløret for en brøler fra hans tid som teologistuderende. Han har en forsonende brøler, som han gerne vil dele med mig og jer.

”Jeg var til en eksamen i et gammeltestamenteligt fag. Det var på hebraisk, og jeg var faktisk rigtig dygtig til hebraisk. Jeg havde virkelig forberedt mig og havde før fået et 13-tal i en anden eksamen på hebraisk. Min besvarelse var også god. Det var bare det forkerte spørgsmål, som jeg besvarede,” siger han.

”Det går først op for mig 20 minutter efter eksamenen, at jeg har svaret på det forkerte spørgsmål. Det var virkelig dumt. Min bedstemor plejede at sige, at en liden tue kan vælte et stort læs,” siger Jens Munk og genkalder sig oplevelsen.

”Dengang skammede jeg mig og kunne næsten ikke være i min egen krop. I dag er det sjovt, og jeg kan grine af det,” siger han.

Jens Munk har selv været censor og eksaminator, og også han kan genkende, at eksamener kan føles som knald eller fald.

”Når man har undervist eleverne, så kan man undre sig over, at nogen, der har ret godt styr på faget, kan klare sig mindre godt til eksamen, og nogle andre kan klare sig bedre, som måske ikke har vist så meget interesse i faget,” siger han.

”Eksamener siger jo ikke noget konkret. Nogle er heldige og kan sove 10 timer og stå op og huske det hele. Det er meget tilfældigt,” siger han betryggende.

Mit terapeutiske projekt lakker mod enden. Ikke fordi jeg nu er et fuldendt menneske, som har forsonet mig med min brøler. Nej, det er nok mere fordi, at jeg nu ved, at jeg langt fra er alene med min brøler. Tværtimod. Når alt kommer til alt, så crasher computere til tider, moussen gider ikke sætte sig og selv forskere og studenterpræster har brølere på studieattesten, præcis ligesom mig. Hvis ikke du har en brøler, jamen har du så egentligt lavet nok?

(Og ja, jeg er videre til næste uges liveshow. Men jeg burde nok tage mig en weekend i bootcampen…)