KOMMENTAR: Hvor går grænsen for studerendes ytringsfrihed – og hvem definerer den?
Selvom man ellers er af den opfattelse, at man ikke kan råbe sig gennem et universitet, skal det selvfølgelig ikke forhindre en i at gøre forsøget alligevel, hvis man er blevet tilstrækkeligt krænket - eller man er vidende om, at andre er blevet det, og på den baggrund mener, at man bør reagere.
Rektor Brian Bech Nielsen udsendte på baggrund af foreningen Kritisk Profils omdiskuterede Aleppo-bar følgende på AU’s facebookside til alle studenterforeninger på universitetet :
”Som nogen af jer sikkert ved, har en af vore studenterforeninger udvist endda meget dårlig dømmekraft og for nylig afholdt en temabar under overskriften “Aleppo-bar”. Jeg har været i kontakt med den lokale ledelse, der har indkaldt de involverede studerende til et møde og i stærke vendinger påtalt hændelsen.
De studerende er enige i, at de gik langt over stregen for almindelig anstændighed, og de har efterfølgende undskyldt hændelsen på deres facebookside. Hændelsen giver mig dog anledning til at indskærpe, at lignende tilfælde ikke vil blive tolereret fra universitetets side. I kan således forvente, at lignende tilfælde vil føre til, at foreningens arrangementer fremover ikke vil kunne holdes på universitetet. Det er en vigtig dimension i studenterlivet, at studerende kan mødes i studenterforeninger og fredagsbarer. Selvom der på universitetet skal være højt til loftet, skal arrangementer holdes på en måde, så andre IKKE bliver krænket, som det var tilfældet i denne sag.”
Mere principielle spørgsmål
Omnibus ville gerne have haft rektor til at uddybe indlægget, idet han skriver, at studerende kan forvente, at "lignende tilfælde vil føre til, at foreningens arrangementer fremover ikke vil kunne holdes på universitetet" med begrundelsen "Selvom der på universitetet skal være højt til loftet, skal arrangementer holdes på en måde, så andre IKKE bliver krænket, som det var tilfældet i denne sag."
Dermed går sagen efter vores opfattelse fra at handle om, hvorvidt nogle studerende har udvist dårlig dømmekraft til at dreje sig om et langt mere principielt spørgsmål, nemlig: Hvor går grænsen for studerendes ytringsfrihed, og hvem definerer den?
Hvem krænker?
Brian Bech Nielsen kan i sin egenskab af rektor beslutte, hvorvidt en studenterforening kan få tilladelse til at holde et arrangement på universitetet. Men kan han også begrunde et eventuelt afslag med henvisning til, at de studerendes ytringer i forbindelse med arrangementet vil kunne krænke andre – uden at han dermed selv krænker de studerendes ret til at ytre sig? Ytre sig om, hvad de vil og i den form, de vil, så længe de ikke går over den streg, som lovgiverne har trukket i straffeloven i forhold til blasfemiske, racistiske, injurierende eller freds- og æreskrænkende ytringer?
Hvad er lignende tilfælde?
Interessant ville det derfor også have været at få rektor til at uddybe, hvad han ser som ”almindelig anstændighed”. Og ligeledes få svar på spørgsmål som: Hvad er ”lignende tilfælde”? Hvem er det, rektor indirekte henviser til, når han skriver ”... så andre IKKE bliver krænket, som det var tilfældet i denne sag”? Og mindst lige så interessant: Hvordan vil universitetsledelsen vurdere, hvilke studenterarrangementer som kan holdes på AU’s grund, og hvilke der ikke kan, fordi de efter ledelsens opfattelse kan krænke andre?
Hvor højt er der til loftet på AU?
Meget klogere bliver man ikke i et interview med rektor bragt i Jyllands-Posten i weekenden. På spørgsmålet om, hvor grænsen går, svarer rektor, at det altid vil være en konkret vurdering. Fra sag til sag, må man formode. Betyder det så, at rektor og universitetsledelsen også vil tage stilling til det potentielt krænkende i den jødebar, bonde søger bar(m) eller menstruationsbar, som blev holdt samme dag, som Kritisk Profil holdt Aleppo-bar på Institut for Statskundskab?
Og vil rektor også i disse - og eventuelt andre - sager melde lige så klart ud som i tilfældet med Aleppo-bar? Næppe. Man må så bare håbe, at rektors indlæg til studenterforeningerne ikke får de studerende til at dukke sig kollektivt af frygt for at ramme loftet.