Hyggeløb med alvorlig baggrund
Medicinstuderende på AU arrangerer for andet år i træk Knæk Cancer-løbet i Universitetsparken i Aarhus. Alle indtægter fra løbet 29. oktober går til den landsdækkende Knæk Cancer-kampagne.
Knæk Cancer-løbet på AU
Løbet finder sted i Universitetsparken lørdag den 29. oktober fra kl. 11.30.
Ruten er fem kilometer lang og går rundt i Universitetsparken og på de omkringliggende veje.
Alle kan deltage i løbet, det er ikke kun for studerende.
Billetterne koster 60 kroner, som går ubeskåret til Knæk Cancer-kampagnen.
Løbet er arrangeret af medicinstuderende i foreningen Onkologisk Selskab for Medicinstuderende på AU.
Program for dagen:
- 11.30: Arrangementet åbner
- 11.35: Velkomst ved Laura Krogh Jørgensen, formand for OSM
- 11.40: Åbningstale ved Ole Steen Nielsen, konstitueret dekan ved Health – dekanen deltager også i løbet
- 11.50: Opvarmning ved SICK Project
- 12.00: Startskuddet lyder
- 12.00-15.00: Hygge i målområdet
Kaffe, kage og goodiebags. Medicinstuderende fra AU arbejder lige nu på højtryk for at skabe en rigtig hyggelig lørdag for deres medstuderende og alle andre, der har lyst til at snøre løbeskoene og lunte en hyggelig tur gennem en efterårsklædt universitetspark i Aarhus.
Baggrunden for motionsløbet er dog alvorlig. Formålet med løbet er nemlig at samle penge ind til forskning inden for kræftområdet. Det koster 60 kroner at deltage i løbet, og alle indtægter går til den landsdækkende Knæk Cancer-kampagne, som TV 2 og Kræftens Bekæmpelse står bag i uge 43.
”Alle mennesker har haft kræft tæt inde på livet. Det er en forfærdelig sygdom, og der er brug for flere penge til forskning inden for området. Det vil vi gerne bidrage til at skaffe,” siger Laura Krogh Jørgensen. Hun læser medicin på 11. semester og er formand for Onkologisk Selskab for Medicinstuderende, som står for at arrangere løbet.
Foreningen består af medicinstuderende, der har en faglig interesse i kræftområdet. De arrangerer blandt andet foredrag om de nyeste landvindinger inden for kræftforskningen og tager også ud på folkeskoler og fortæller om kræft. Og for andet år i træk står de nu også bag Knæk Cancer-løbet i Universitetsparken.
Vil gerne være kræftlæge
Selv vil Laura Krogh Jørgensen gerne være kræftlæge, og hun var i klinik (praktikforløb under medicinuddannelsen, red.) på en kræftafdeling på 8. semester.
”Det giver mig meget energi at arbejde inden for et område, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel. Både for de patienter, der kan helbredes, og dem, der ikke kan helbredes, hvor man kan sørge for, at deres sidste tid bliver bedst mulig,” fortæller hun.
Som fagperson er hun også fænget af den udvikling, som finder sted inden for kræftforskningen i øjeblikket.
”Man gør store fremskridt inden for kræftforskningen i øjeblikket, blandt andet inden for immunterapi (behandlingsform, hvor man udnytter kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræftceller, red.), det er rigtig spændende at følge.”
Det skal være attraktivt for studerende at støtte
Laura Krogh Jørgensen forsøger sammen med de øvrige arrangører at skabe en god og attraktiv støttemulighed for studerende, der gerne vil bakke op om kampagnen.
”Som studerende har man jo en begrænset økonomi. Derfor koster billetten kun 60 kroner, så det er muligt som studerende at være med,” forklarer Laura Krogh Jørgensen.
For at understrege hyggeelementet er det helt o.k. at gå rundt på ruten, og der er heller ingen præmie til den, der kommer først over målstregen.
”Vi har ikke mulighed for at spærre veje eller tage tid, så det giver ikke mening at kåre en vinder,” forklarer Laura Krogh Jørgensen.
Smæk for støttekronerne
Sammen med de øvrige arrangører har hun derimod bestræbt sig på, at der skal være en gulerod for alle deltagere – ud over den gode gerning, frisk luft og motion.
”Der er goodiebags til alle løbere. Vi får også en tombola med en hel masse gode sponsorpræmier. Og så kan man også støtte kampagnen via MobilePay,” fortæller hun.
Sidste år deltog 600 i løbet og samlede i alt 43.000 kroner ind. I år håber arrangørerne på endnu flere løbere i Universitetsparken, så der kan blive samlet endnu flere penge ind til kræftområdet.
”Vi håber at se 650 deltagere i år, og indtil nu har 300 (per 25/10, red.) købt billet. Det er helt i tråd med sidste år, hvor folk ventede til sidste øjeblik med at købe billet, fortæller hun.”