Institut for Matematik får ny institutleder
Efter 24 år ved instituttet stiller professor Andreas Basse-O’Connor sig i spidsen for Institut for Matematik. Han tiltræder 1. april.
Det bliver professor i stokastik Andreas Basse-O’Connor, der fra 1. april bliver ny institutleder for Institut for Matematik. En stilling, han føler sig meget privilegeret over nu at skulle varetage efter at have været en del af instituttet i 24 år – først som studerende og siden som ansat – fortæller han i en nyhed fra fakultetet Natural Sciences.
"Som institutleder vil jeg arbejde for, at vi fastholder og videreudvikler vores stærke position inden for grundforskning og uddannelse. Jeg vil også sikre, at vores forskere har optimale rammer for at bringe deres matematiske viden i spil gennem formidling og tværfaglige samarbejder. Målet er et institut, hvor den dybe faglighed både dyrkes og skaber bred værdi," siger han i nyheden.
Andreas Basse-O’Connor har side 2023 været viceinstitutleder for forskning. Når han tiltræder som institutleder 1. april, planlægger han dog at lægge forskningen på hylden for at fokusere på ledelsen af instituttet.
”Jeg skal fokusere på instituttet 100 procent. Der er så meget, vi skal arbejde videre med, og jeg tror også, instituttet er bedst tjent med, at jeg fokuserer på opgaven”, siger han.
Andreas Basse-O’Connor overtager posten efter professor Jacob Schach Møller, der efter ni år som institutleder har ønsket at vende tilbage til forskning og undervisning på fuld tid.