Institut for Økonomi igen uden institutleder
Carsten Sørensen har opsagt sin stilling som leder af Institut for Økonomi efter kun 13 måneder på posten.
Carsten Sørensen, der kom fra en stilling som professor i finansiering ved CBS, tiltrådte som institutleder 1. marts sidste år. Han har ikke nogen kommentarer til, hvad der er baggrunden for, at han forlader stillingen efter blot 13 måneder.
Omnibus har også forsøgt at få en kommentar fra dekan Thomas Pallesen. Dekanen har ikke været at træffe i formiddag, men i en mail til medarbejderne på instituttet skriver han, at Carsten Sørensen officielt fratræder sin stilling som institutleder med udgangen af april.
Thomas Pallesen har fundet det hensigtsmæssigt at fritage Carsten Sørensen for sine forpligtigelser, og dekanen vil selv stå i spidsen for instituttet indtil, der er konstitueret en institutleder.
Sidst instituttet måtte sige farvel til en institutleder, var da Allan Würtz stoppede i stillingen 1. april for to år siden. Han stod i spidsen for instituttet fra 2011 til 2015, hvorefter han vendte tilbage til en stilling som lektor på Institut for Statskundskab.
Fra Allan Würtz fratrådte stillingen til Carsten Sørensen tiltrådte gik der 11 måneder.
Carsten Sørensen vender nu tilbage til sit professorat på CBS.