International ph.d.-studerende og postdoc under COVID-19-pandemien: Velkommen til Danmark – vi ses på Zoom, og nå ja, alt er lukket …

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hvordan er det at ankomme til Danmark som international forsker med begrænset socialt netværk midt under en coronapandemi? For postdoc Petra Hermankova og ph.d.-studerende Edwin Ambani Ameso involverede det både praktiske udfordringer i form af manglen på et ordentligt skrivebord – og frygt for at fejle.

15.01.2021 | Petra Hermankova og Edwin Ambani Ameso

Foto fra Petra Hermankovas feltarbejde i januar 2020 i Grækenland - inden corona-pandemien lukkede landegrænser. Foto: Privat.

Fakta

  • Den 17. december holdt Diversitets- og ligestillingsudvalget på Arts et webinar om udfordringerne for unge forskere under coronapandemien.
  • Fire unge forskere holdt taler om dette emne. Her bringer vi forkortede udgaver af talerne fra Petra Hermankova og Edwin Ambani Ameso, der begge kom til Aarhus kort før COVID-19-nedlukningen af landet i foråret 2020.
  • Petra Hermankova er postdoc ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier.
  • Edwin Ambani Ameso er ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Antropologi.
  • Talerne er skrevet på engelsk og oversat at Marian Flanagan.
  • Læs den engelske udgave af talerne på vores engelske hjemmeside.

Et af lyspunkterne under nedlukningen var, da IKEA åbnede

Petra Hermankova, postdoc ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier, kom til Aarhus kun få måneder, inden coronapandemien blev alvorlig i Danmark. Hun gik med det samme i gang med at arbejde på sit forskningsprojekt og nåede hverken at etablere et socialt netværk eller at købe et skrivebord, før landet blev lukket ned. Her deler hun sin oplevelse af at være international forsker i Danmark under nedlukningen. Hun opfordrer kraftigt sine danske kolleger til at huske deres internationale kolleger, især i tider som disse.

Af Petra Hermankova

Coronapandemien har ramt os alle. Nogle af os har kæmpet med manglende børnepasning og hjemmeundervisning. De fleste af os har haft markant flere onlinemøder, efterfulgt af digital træthed og følelsen af endeløs usikkerhed. Der er skrevet side op og side ned om nedsat akademisk produktivitet i 2020 og bliver det højst sandsynligt også i 2021. Men én gruppe er indtil videre blevet overset: internationale medarbejdere med tidsbegrænsede ansættelser.

Prioriterede arbejdslivet over det sociale liv

Jeg er midt i min 3-årige postdoc-ansættelse ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier. Jeg er født i Tjekkiet, men har tilbragt de sidste mange år som forsker i Sydney, Australien, eller med at lave arkæologisk feltarbejde i landene på Balkanhalvøen. Selvom jeg kom til Danmark flere måneder før coronaens indtog, fik jeg ikke skabt mange lokale kontakter, fordi jeg helt fra start havde travlt med mit forskningsprojekt (sdam.au.dk), organiserede undervisning, underviste på workshops og deltog i internationale konferencer. Jeg troede, at jeg ville have masser af tid til at lære mine kolleger at kende. Derfor prioriterede jeg at lægge fundamentet for min postdoc – kimen til min fremtidige karriere. Det skulle vise sig at være en fejl.

Reddet af IKEA

Det at flytte ind på hjemmekontoret i marts gav mange uforudsete problemer, som nok er velkendte for mange udlændinge bosiddende i Danmark. Da jeg lige var flyttet til landet, havde jeg hverken et skrivebord eller en stol, hvor jeg kunne holde til at sidde hele dagen, og der var ikke plads til at indrette et kontor i vores lille hjem. Jeg måtte arbejde ved tilfældige møbler rundt om i lejligheden, og når det blev torsdag og fredag, fik jeg konsekvent migræne. Derfor var et af lyspunkterne under nedlukningen, da IKEA endelig åbnede igen i maj, og jeg kunne købe ordentlige møbler og indrette et kontorhjørne. Med mit nye skrivebord forsvandt mine migræner på under en uge!

Petra Hermankova på sit kontor. Foto: Privat.

De arkæologiske rester er der stadig i 2022 – det er jeg ikke

I januar 2020 var jeg så heldig at få klemt et arkæologisk feltstudie i Grækenland ind – hvilket bliver det sidste i meget lang tid. I disse usikre tider er det på ingen måde sikkert, at vi får lov at komme tilbage før i 2022. Selvom de arkæologiske rester stadig er der i 2022, er det ikke særlig sandsynligt, at jeg får mulighed for at studere dem.

Jeg har været nødt til at ændre planen for resten af min postdoc, og selv publiceringen af dette års resultater blev forsinket på grund af corona. Jeg er meget bekymret for, hvilke konsekvenser pandemien kan have for min fremtidige karriere og mine jobmuligheder.

Befriende at snakke med andre mennesker

Min postdoc foregår på engelsk, og derfor er det ikke et krav, at jeg skal lære dansk. Jeg vil dog gerne lære lidt dansk. Men danskundervisningen blev aflyst mange gange, og jeg kunne først begynde i september. Heldigvis kunne vi så mødes fysisk. Efter mange måneders streng isolation (selv da man igen måtte mødes fysisk, havde jeg ingen at mødes med) var det at kunne være sammen med andre simpelthen befriende – selvom vi måtte slås med de danske vokaler ø, æ og å. Vores undervisning foregår nu online, men jeg har fået nogle venner, og vi kan dele vores glæder og kvaler i det virkelige liv, hvilket gør en kæmpe positiv forskel.

Internationale forskeres udsathed og isolation blev tydelig i 2020

Når jeg kigger tilbage på 2020, har jeg lært meget om mig selv, om de samfund, vi lever i, og om, hvad vi før tog for givet. I mine øjne har coronapandemien ikke skabt nye problemer, men den har forstærket de eksisterende – herunder internationale forskeres udsathed og isolation.

For at bekæmpe coronapandemiens langsigtede virkninger opfordrer jeg personer med beslutningskompetence i forhold til ansættelser og bevilling af forskningsmidler til – – når de støder på et fald i antal publicerede artikler på et CV – at huske på, at 2020 og 2021 var en hård tid for os alle.

Du kan gøre en kæmpe forskel på fem minutter

For at gøre en positiv forskel her og nu vil jeg opfordre til, at du taler med dine internationale kolleger. Send dem en mail, inviter dem på en gåtur og spørg til, hvordan de har haft det. Det tager måske fem minutter af din tid, men det gør en kæmpe positiv forskel i vores liv.


International ph.d.-studerende alene i verden: at tage hjem er ikke en mulighed

Edwin Ambami Ameso, international ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Antropologi, tog næsten direkte fra et overvældende og traumatiserende feltarbejde i Kenya til isolation og afstandskrav i Danmark. Han forklarer her, hvorfor han valgte at blive i Danmark under pandemien: Han har fået en kæmpe chance – og han skylder sin mor ikke at lade den gå til spilde.

Af Edwin Ambani Ameso, ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Antropologi.

Efter et hektisk år med feltarbejde i Kenyas landdistrikter så jeg frem til at tage på akademisk eventyr i de nordiske lande, som lovede – og leverede – frustration, tab, håb og længsel.

Min forskning beskæftiger sig med verdensmålet for universel sundhedsdækning, og hvad det betyder i ’det globale syd’ (lande i Latinamerika, Afrika og Oceanien, red.). Som en del af mit feltarbejde lavede jeg etnografiske studier, hvor jeg fulgte forskellige familier. Jeg endte med at tilbringe tid sammen med patienter under hospitalsindlæggelser, hvor deres behov for behandling ikke kunne imødekommes.

I begyndelsen af 2020 var det på tide for mig at få feltarbejdet på afstand og få et pusterum fra de overvældende oplevelser med patienterne og med pleje- og sundhedspersonalet, der havde svært ved at få enderne til at nå sammen og måtte improvisere i arbejdet med at pleje de syge. For de meget syge patienter var en ubarmhjertig og fatal udgang næsten uundgåelig.

Jeg tænkte ved mig selv: Måske kan jeg få snakket lidt med mine nye kolleger, når jeg ankommer til universitetet i Danmark? Måske kan det give mig en mental pause fra traumet i mit feltarbejde og de groteske billeder, der har brændt sig fast på min nethinde? Måske vil det hjælpe mig til at få sat ord på disse oplevelser?

Pandemien – en fjern bekymring

Samtidig nåede nyhederne om en ny form for coronavirus med rødder i Wuhan i Kina frem til Østafrika. Lige som hovedparten af befolkningen havde jeg en opfattelse af, at pandemien var ’langt væk’, og at truslen mod vores hverdag, som vi kender den, blot var en fjern bekymring.

Et forsøg på at etablere mig i Danmark under isolationen

Da jeg ankom til Norden, var pandemien så småt begyndt at tage form, idet mobilitet på tværs af landegrænser ironisk nok muliggjorde dens spredning. I løbet af få dage redefinerede nye tiltag og restriktioner vores sociale interaktion. Mine forsøg på at etablere mig i Danmark under isolationen var nu kun mulige via teknologi.

Ikke muligt at tage hjem

Jeg kunne ikke forlade Danmark og tage hjem. For jeg var på lånt tid i forhold til at opfylde kravene i min kontrakt. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at levere det nødvendige arbejde, og på grund af de stærkt begrænsede muligheder for kontakt med andre blev jeg nødt til selv at finde min vej.

Desuden var pandemien i fuldt udbrud derhjemme, og både nære slægtninge og informanter i mit forskningsprojekt blev ofre for pandemien. Kunne jeg tage hjem og sørge? Hvad godt kunne der komme ud af det?

Jeg bliver nødt til at gøre mit arbejde færdigt

Skulle jeg lade min frygt, min angst, min frustration og mit tab vinde over behovet for at blive færdig og opnå succes i disse usikre tider? Skulle jeg læne mig tilbage, glemme det tidspres, jeg er under, og forsømme min kontrakt? Nej. Jeg må være ambitiøs og arbejdsom og vende frygt, angst, frustration og tab til håb, ambition, længsel og forhåbentlig succes. Jeg bliver nødt til at levere.

Mit kort-distance-fly er landet, og kontroltårnet må holde tidsplanen. Omveje og omdirigering er uøkonomiske valg for passagerer som jeg på økonomiklasse.

Jeg flyver på egen hånd, jeg er ’den anden’, måske en ubuden gæst, og jeg må selv ride stormene af. Mit projekt skal blive en succes – også for mine informanters skyld og for at retfærdiggøre min brug af danske skattekroner.

Dette handler ikke om mig – det handler om en analfabetisk kvindes drømme

Men også for at ære en analfabetisk kvindes drømme. En kvinde, som er taknemmelig over, at de frø, hun plantede i håb om et bedre liv, nu bærer frugt – mod alle odds. Hun ved, at uddannelse trods alt er det bedste redskab til at skabe mere lighed i en ulige verden.

Corona er blot en lille barriere på trods af dens ubehagelige realiteter. Jeg bliver nødt til at være en succes. Jeg har ikke råd til at fejle. Jeg må blive ved, og tiden er altafgørende.

Fakta

  • Den 17. december holdt Diversitets- og ligestillingsudvalget på Arts et webinar om udfordringerne for unge forskere under coronapandemien.
  • Fire unge forskere holdt taler om dette emne. Her bringer vi forkortede udgaver af talerne fra Petra Hermankova og Edwin Ambani Ameso, der begge kom til Aarhus kort før COVID-19-nedlukningen af landet i foråret 2020.
  • Petra Hermankova er postdoc ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier.
  • Edwin Ambani Ameso er ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Antropologi.
  • Talerne er skrevet på engelsk og oversat at Marian Flanagan.
  • Læs den engelske udgave af talerne på vores engelske hjemmeside.
Synspunkt, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også