”Jeg kommer ikke igennem det her. Det hele er uoverskueligt. Jeg må finde på noget andet at lave,” siger Sarah Morthorst Christiansen til sin far i telefonen.

Det er vinteren 2017, og der er kun én uge, til at hun skal op i statistik. Hun er ved at læse første semester på Erhvervsøkonomi, og det føles håbløst. Kedeligt. Og ikke til at finde ud af, selvom hun ellers altid har været god til det med bøgerne.

Faren forsøger at opmuntre:

”Jamen Sarah, du plejer altid at klare dig igennem. Du er god til det, du laver.” 

Og hendes mor, der er på medhør, kan ikke dy sig for at byde ind med sin mere praktiske tilgang til sagen:

”Få lagt en plan, Sarah. Find ud af, hvor mange timer du kan læse, og find nogle at gøre det sammen med.” 

Ak og ve, fem års studier er lang tid. 

Sådan mindes Sarah Morthorst Christiansen den første dag, hvor studietvivlen meldte sig for alvor. Det havde taget hende to sabbatår at beslutte sig for, at hun ville læse erhvervsøkonomi, og hun havde overvejet det helt til den dag, hun valgte sine studieprioriteter på optagelse.dk. Hun ville bare gerne i gang efter to sabbatår. Men selvom valget var truffet, valgte tvivlen at følge med hende på AU – også efter gode eksamensresultater for statistik. Den bed sig fast. 

Sarah Morthorst Christiansen er langt fra alene. Følelser, tanker og tvivl opgøres ikke i en statistikbank. Men det gør frafald. Både fordi det koster samfundet og universiteterne dyrt, brister unges drømme – og fordi det er så stort. En ud af tre universitetsstuderende gennemfører ikke deres studier, hvilket indikerer, at tvivlen uundgåeligt må være til stede i manges tanker, selvom den tilsyneladende ikke er noget, der tales meget om de studerende imellem. 

”Et udtryk for, at man ikke har styr på sit shit”

Line Reif er uddannet socialrådgiver, har arbejdet i mange år med unge mennesker og er nu rådgiver på det gratis tilbud Studenterrådgivningen i Aarhus, hvor hun møder talrige studietvivlere. For mange af dem er tvivlen svær at tale om.

”Mit indtryk er, at de ikke taler meget med hinanden om det. De anskuer det som en sårbarhed, og nogle af dem mener, at tvivl er et udtryk for, at man ikke har styr på sit shit. Men det er det altså ikke. Det er en naturlig del af livet,” understreger hun og opfordrer til, at man bryder med den forestilling.

Før Sarah Morthorst Christiansen begyndte på Erhvervsøkonomi, abonnerede hun også på forestillingen om tvivl som et udtryk for noget utjekket, og deraf var lysten til at droppe ud heller ikke noget at være stolt af. Hvilket også har gjort hendes egen tvivl til en ensom størrelse.

”Jeg har tit tænkt på, om dem, man sidder til forelæsninger med, aldrig tvivler, eller de bare har ramt det rigtige første gang?” 

”Hvad læser du så?”

Efter Sarah Morthorst Christiansens gode eksamensresultater på første semester i vinteren 2017 tager studietvivlen sig en pause. Hun er faldet til rent socialt, kan puste ud og arkiverer mentalt tvivlen som noget, der hører den første eksamen til. Noget helt gennemsnitligt. 

Men den blusser op igen. I foråret 2017 går Sarah Morthorst Christiansen på andet semester af Erhvervsøkonomi. Hun er til en venindes fødselsdag. De er ti piger samlet om bordet. De sidder og venter på maden, da pigen ved siden af hende spørger:

”Hvad læser du så?” 

Sarah Morthorst Christiansen svarer ’Erhvervsøkonomi’, hvorefter pigen stiller det spørgsmål, som hænger Sarah Morthorst Christiansen langt ud af halsen:

”Og hvad vil du så gerne bruge det til?” 

”Ja. Det er det, jeg spørger mig selv om hver dag,” tænker Sarah Morthorst Christiansen.

Men hun svarer noget andet. Noget om, at hun gerne vil arbejde inden for HR, ledelse eller noget med økonomi. Det er klart nemmest at give det indøvede svar, som altid er klart til de, der stiller spørgsmålet. Det er det svar, hun har givet til sine forældre, sine forældres venner, sine søskendes venner, bekendte og ældre mennesker, der har spurgt hende. For spørgeren er det nem smalltalk, men for Sarah Morthorst Christiansen er det en større snak.

Tvivlens mange ansigter

For Sarah Morthorst Christiansen var det selve faget og tanken om det fremtidige job, der gav hende kvaler. Hun savnede naturvidenskaben fra gymnasiet. Men hvis man ser på den mest almindelige årsag til at droppe ud, så er det faktisk det faglige niveau. Det viser en rapport fra 2018 lavet af Styrelsen for Forskning og Uddannelse, hvor knapt 4.000 personer, der er droppet ud af en videregående uddannelse, har svaret på et spørgeskema. 45 procent af dem begrunder deres beslutning med det faglige niveau, hvoraf det for 81 procent af dem havde rod i, at de syntes, niveauet var for højt. Næstefter – i rækken af undersøgelsens 27 årsager til at have droppet ud – står fremtidige jobs, for lidt praktik i uddannelsen, ensomhed på studiet og kvaliteten af undervisningen.

Line Reif fra Studenterrådgivningen i Aarhus mener, at hun i rådgivningen møder nogle lidt andre hovedårsager til tvivl. Der er således fire store grupperinger af studietvivlere, som finder vej ned til hende og de øvrige terapeuter. Den ene klynge tvivler på grund af faglige udfordringer, den anden fordi de har en oplevelse af ikke at være socialt integreret, en tredje er studietrætte, og den fjerde gruppe står i en personlig krise. 

Hvem der er flest af, kan Line Reif ikke sætte fingeren på. Men den gruppe, der slås med de faglige udfordringer, er samtidig også den gruppe, hvoraf hun oplever, at flest kæmper sig gennem og bliver på deres studie.

”De kommer ofte ind ad døren med stresssymptomer, og de har egentlig lyst til at blive på studiet, så vi taler om, hvordan man kan lære stoffet på en mere hensigtsmæssig måde,” siger hun.

”Skal jeg bare droppe ud, eller hvad?”

I foråret 2018 går Sarah Morthorst Christiansen på fjerde semester, og tvivlen har været hendes følgesvend i over et år. Et godt studiejob gør den mindre, men æder den ikke helt, og indimellem overvejer hun stadig, om hun skal noget andet. Noget med færre tal og flere mennesker. Og tankerne kan vokse sig store, som på en eftermiddag, hvor hun sidder i et auditorium på Fuglsangs Allé. Udenfor er det forår. Men indenfor er det Business Strategy. Hun forstår udmærket modellerne. Bevares. Men de betyder ikke noget for hende. Det føles meningsløst. 

Ved siden af sidder en pige fra hendes studiegruppe, og da forelæseren endelig tager en pause fra modelfremvisningen, vender Sarah Morthorst Christiansen sig mod hende og joker, som hun har gjort det så mange gange før:

”Skal jeg bare droppe ud, eller hvad?” spørger hun og griner.

Studiekammeraten ved godt, at Sarah Morthorst Christiansen keder sig over marketingfaget, og spørgsmålet indeholder en del mere alvor, end Sarah Morthorst Christiansens ansigt afslører. 

Studiekammeraten svarer prompte:

”Nej, det er du da for god til. 

Men den begrundelse giver Sarah Morthorst Christiansen ikke meget for:

”Bare fordi man er god til noget, er det så det rigtige? Man kan jo dygtiggøre sig til så mange ting,” mener hun.

Livets Plan B

Sarah Morthorst Christiansen beslutter sig for at søge ind på Medicin, fordi det emmer af det at arbejde med mennesker og det naturvidenskabelige. Det, hun mener at savne. 

Ligeledes vælger hun at søge hjælp hos Line Reif, der giver hende to mantraer, hun stadig støtter sig til.

”Det ene er, at jeg ikke har nogen erfaring med at træffe den slags store beslutninger, og derfor er det okay at begå fejl. Og det andet er, at der vil være noget ubehag, som man ikke kan komme udenom, for man kan ikke forudse alt,” fortæller Sarah Morthorst Christiansen. 

De fem gratis samtaler, hun havde med Line Reif, og som alle andre studietvivlere i øvrigt også kan få, betød meget:

”Det gav mig et rum til at få vendt mine tanker. Det er ikke, fordi jeg ikke har veninder at tale med, men det var rart at være i et rum, hvor det kun handler om tvivlen og ikke andet,” siger hun.

Hun fik aldrig noget klart svar fra Line Reif på, om hun burde skifte studie. Men hun fik det vendt og drejet, og det blev klart for hende, hvad der især afholdt hende fra at skifte studie.

”Jeg havde en frygt for, at det ville gå galt igen,” siger Sarah Morthorst Christiansen.

I efteråret 2018 på femte semester af Erhvervsøkonomi var hun stadig ikke afklaret om, hvorvidt hun skulle droppe ud, men hun var kommet ind på Medicin og manglede blot at læse kemi op. Så hun skrev sig op til at begynde på VUC den 1. oktober – sideløbende med studiet på Erhvervsøkonomi.

Klare lyn og solskin

Sarah Morthorst Christiansen har flettet undervisningen på VUC og AU i sin kalender, og en oktobermorgen står der, at hun skal til forelæsning på AU. 

Men den morgen kommer hun ikke til forelæsningen. Og kom det heller aldrig siden. 

”Efter nogle uger følte jeg en lettelse. Jeg var helt høj på at læse kemi. Og det, der havde tynget mig, var væk, og jeg holdt op med at planlægge efter, at jeg skulle være på Erhvervsøkonomi,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg kan ikke sige, hvilken dag jeg besluttede det. For det slog aldrig ned i mig som et lyn fra en klar himmel. Det kom i små skridt, og det endte med at tage mig to år.”

”Alle dem, jeg har talt med, har været i tvivl”

For Sarah Morthorst Christiansen har det været Studenterrådgivningen, der gjorde udslaget.

”Jeg lærte, at det er okay at kaste sig ud i noget, man ikke ved hvordan skal ende.”

Og det gjorde hun. Et eller andet tidspunkt i løbet af november 2018 traf hun beslutningen, og den 22. november loggede hun ind på AU’s selvbetjening og klikkede sig ud af Erhvervsøkonomi. 

Det var det.

Til februar begynder hun igen på AU, men denne gang er det på Medicin.

”Der er stadig nogle af mine bekendte, der tror, at jeg læser Erhvervsøkonomi, for jeg orker ikke at fortælle den lange forklaring.”

Men det når hun sikkert til. Hun har fået fred med, at hun ikke bliver færdiguddannet samtidig med alle sine venner, og at hun har brugt nogle SU-klip. Bekymringen om, hvorvidt hun kan finde glæden på det næste studie, er der stadig, men som Sarah Morthorst Christiansen udtrykker det:

”Jeg tror, det er vigtigt at kaste sig ud i det og tænke: Hvad er jeg gladest for om ti år?”

Hun har også brudt med sin egen fordom:

”Jeg har altid forbundet det at droppe ud med, at man ikke var dygtig nok. Men sådan er det ikke. Alle dem, jeg har talt med, har været i tvivl. Jeg ved ikke, om de bare ignorerer tvivlen i hverdagen, eller hvordan. Men den er der.”

Den mest hyppige årsag til at droppe ud er det faglige niveau, fremgår det af en rapport fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Sådan var det dog ikke for Sarah Morthorst Christiansen, og måske var det derfor, processen tog hende så lang tid.

LÆS OGSÅ: Hvornår bør du slå op med dit studie?

LÆS OGSÅ: Fire typer af studietvivlere