Juleaften for studerende reddet i sidste øjeblik
Den traditionsrige juleaften på AU hang i en tynd tråd indtil i tirsdags. For Studenterhus Aarhus, der står for arrangementet, kunne ikke få lov at låne et køkken til at lune julemiddagen i. Men nu bliver det alligevel jul for AU’s studerende – dog bliver aftenen ikke holdt på AU.
Juleaften for AU's studerende
Arrangementet foregår i FO-Aarhus’ lokaler i Frederiksgade 78C, 8000 Aarhus C.
Alle studerende er velkomne, uanset kulturel og religiøs baggrund
Det koster 100 kr. at deltage. Arrangementet inkluderer mad og drikke og en gave pr. mand.
Program:
- Kl. 14.00: Gløgg, æbleskiver, konfekt og klementiner
- Kl. 16.00: Julegudstjeneste i Møllevangskirken for de, der har lyst
- Kl. 18.00: Traditionel dansk julemiddag og herefter dans om juletræet
Der har i flere år været tradition for, at Studenterhus Aarhus holder juleaften for danske og internationale studerende, der af den ene eller anden grund ikke skal holde juleaften i familiens skød. Men i år så det i lang tid ud til, at juleaften ville blive aflyst på AU, fortæller Anne Thorø Nielsen, der er direktør for Studenterhus Aarhus.
”Vi har ikke kunnet få lov til at låne et køkken eller bare en ovn på AU, fordi der ikke vil være en køkkenuddannet medarbejder til stede ved arrangementet.”
Det første år tilbød en af Studenterhusfondens medarbejdere at stå for maden i fondens køkken ved Stakladen. Men de seneste år har ingen medarbejdere kunnet påtage sig den opgave juleaften.
Værre og værre år for år
”Vi har også prøvet os frem med mad, der var sat på køl 22. december, og som bare skulle varmes. Men det blev heller ikke ordentligt, for vi taler om mad til 100 mennesker. Og sidste år stod den på en kold anretning, så det er ligesom bare blevet værre og værre på madfronten år for år,” fortæller hun.
Og i år så det altså helt sort ud, fordi Studenterhus Aarhus på grund af hygiejneregler slet ikke kunne få adgang til kantinekøkkener på AU, når der ikke ville være køkkenpersonale til stede.
”Vi godt kan forstå, at der er hygiejneregler, som skal overholdes. Og vi har oplevet, at man gerne har villet hjælpe, men det har bare ikke været muligt at finde en løsning på AU,” forklarer Anne Thorø Nielsen.
Løsningen er blevet at rykke arrangementer til FO-Aarhus’ lokaler i Frederiksgade i Aarhus.
”Det kom i stand i tirsdags. Så der bliver en juleaften for de studerende, bare ikke på AU. Og så har vi heldigvis et par danske studerende, der har køkkenerfaring og vil stå for julemiddagen,” fortæller Anne Thorø Nielsen.
Sidste år holdt omkring 100 internationale og danske studerende juleaften på AU, og Anne Thorø Nielsen forventer, at nogenlunde samme antal dukker op i år.