JULESERIE: "Der er ikke noget, der hedder gratis gaver, for enhver gave skal betales tilbage"

Hvad kan dit felt sige om julen?

Julen er i sig selv en fortælling om en gave. Hvis Gud har givet sin egen søn, er jeg forpligtet til at ofre mig for Gud. Gud har givet, og så skal man selvfølgelig betale tilbage, og det gør man på samme måde som i Loyal to Familia; trofasthed. Og hvordan bekræfter man sin trofasthed? Man giver et lille offer.

Hvorfor giver vi gaver og holder skjult, hvad vi ’ofrer’ til hinanden?

Der er ikke noget, der hedder gratis gaver, for enhver gave skal betales tilbage. Dertil kommer hele spørgsmålet om følelsesinvesteringen. Det handler om at tage temperaturen på den anden og på relationen til den anden.

Hvis du går til slagteren, leverer du en bestemt sum penge for en bestemt vare. Når det er overstået, er der ikke mere imellem jer. Der er ikke nogen relation. Det handler ikke om din trofasthed eller loyalitet. Men det gør det, når du giver gaver. Gavegivningen er dybest set et lille offer. Det er et offer, der gør det muligt, at vi kan nære tillid til de andre. Hvis jeg er villig til ofre mig til den Gud, der er gruppen, er jeg tilforladelig og troværdig som alliancepartner.

Det hænger sammen med, at vi – til forskel fra andre dyr – benytter os af en særlig kompleks form for sprog. Der er mulighed for, at det, vi siger, betyder noget andet. En anden ting er, at vi kan lyve. Andre dyr kan være kyniske og bedrage, men de kan ikke lyve, fordi deres kommunikation er bundet til situationens her og nu. Hvis jeg skal kunne fæste lid til en anden person, er jeg nødt til at vide mig sikker på, at det faktisk er meningsfuldt, og at den anden ikke tager røven på mig.

Hvordan sikrer gaven – eller ofringen – det?

At den anden afgiver noget af sin egen ejendom og dermed mindsker sin egen evolutionære værdi er med til at mindske risikoen for, at jeg bliver snydt og bedraget.

Religion handler lige præcis om fællesskaber og fællesskabers bevarelse over tid. Og det sker med moral. Alt det med at religion handler om tro: Glem det! Gu gør det ej. Det er noget, der kommer til på et senere tidspunkt. Religion handler først og fremmest om loyalitet over for gruppen, over for fællesskabet. 

Hvis det handler om at ofre sig selv for at udvise loyalitet over for fællesskabet, hvad siger det så om juleaften, hvor alle sætter sig ned og bringer ofre til de andre?

Det siger noget om, at vi er en del af kollektivet, en del af fællesskabet, og det fællesskab er en del af vores overlevelse. Vi kaster os ud i den mest intime form for fællesskab, vi kan have, som ikke er seksuel – det er dog trods alt for voldsomt at forvandle julebordet til en swingerklub – vi spiser sammen. Dem, man spiser med, bider man ikke i nakken. Derfor kaster vi os ud i et ædeorgie i julen. Julen er et symbolsk genopladningsbatteri, som gruppen investerer sine følelser i. Og følelser kommer og går. Det ved enhver, der har været vred eller ked af det eller forelsket. Følelser kan ikke bevares, og derfor må man selvfølgelig samles igen. Det er derfor, det er et tilbagevendende ritual, som sikrer, at følelserne investeret i gruppen kan fastholdes over tid. Det er en beskyttelse mod fællesskabets opløsning.