Hvad kan dit felt sige om julen?

”Julemanden er en figur, der dukker op i 1800-tallet. Han har europæiske rødder, men tager skikkelse i USA og kommer så til Europa – meget ligesom Halloween.

Der er en skrøne, der siger, at han er skabt af Coco-Cola-reklamer. Det ved jeg nu ikke, om passer. Han er en myndig, ældre herre med skæg. Og det er, fordi kernen i ham er en biskop. Han er en helgen kaldet Sankt Nikolaus, og han var blandt de mest populære kristne helgener i oldkirken. Helgener har typisk nogle felter, som de særligt kan beskytte eller hjælpe. Sankt Nikolaus’ specialområde er søfart. Han kan hjælpe søfolk i havsnød. Derfor blev han populær navnlig i havnebyer. Der er en hel del kirker indviet til Sankt Nikolaus i Danmark, og de er alle havnebyer.

Om helgener er der typisk en legende eller fortælling og der fremgår det også, at Sankt Nikolaus løskøbte piger, som var havnet på bordel, fordi deres far ikke havde råd til at gifte dem bort. Det gjorde han ved at kaste en sæk med guld ind gennem vinduet. Anonymt.”

Er det der, julemandens sæk kommer fra?

”Ikke helt. Det er baggrunden for, at netop Sankt Nikolaus bliver forbundet med gavegivning. Det har sådan set ikke noget med jul at gøre, men helgener har også en festdag – typisk deres dødsdag. Og hans er den sjette december. Derfor bliver han placeret i den periode, hvor man i Vest- og Nordeuropa og i Skandinavien har haft årlige fester. Flere andre helgener ligger i det samme tidsrum, bl.a. Sankt Martin, der har festdag den 11. november. Ham kender vi som Sankt Morten, hvor der er nogle, der fejrer Mortens aften.

Forskellige ting, som indgår i helgenfesterne, samles sammen i julen. Vi får gavegivningen som tema fra Sankt Nikolaus, og vi får spisning af gæs og ænder fra Sankt Martin. Det er elementer, som er forbundet med jul.”

Hvorfor slår man det sammen?

”Jeg tror ikke, man kan beskrive det som en bevidst forenkling. Det er snarere skik og brug, der forandrer sig gennem tid.

De her fester har været anledning til, at man spiser godt og drikker rigeligt. Og derfor har der været en kirkelig skepsis eller modvilje mod dem. De har virket for hedenske, fordi der var druk og udskejelser og hor og slagsmål, som nærmest er det modsatte af den disciplinære selvbeherskelse, som var idealet inden for kirken. Mange kirkefolk har nok ønsket at begrænse festlighederne i løbet af november og december og samle dem sammen i julen”

Hvordan går Sankt Nikolaus fra at være helgen til at være julemand?

”Det gør han via Holland. Der fejrer man den sjette december, at Sankt Nikolaus kommer til byen med sine gaver til børnene. På Hollandsk hedder han Sinterklass. Der er et optog i byen, og én er klædt ud som Biskop Nikolaus i typisk rødt tøj og stort hvidt skæg. Dér begynder julemanden at tage form – både i måden, han ser ud på, og hans navn. Det er det Hollandske Sinterklass, der på amerikansk-engelsk bliver til Santa Claus. Men ved springet over Atlanterhavet en gang i 1800-tallet har han mistet det, at han er biskop, og så bliver han en figur for sig.

Det kunne være, fordi den romerskkatolske kristendom står ret svagt i Nordamerika, som hovedsageligt er protestantisk og ikke accepterer de gamle helgener. Han sekulariseres og mister sin religiøse betydning.”

Har han skiftet form i nyere tid?

”Når han i Holland kommer som Sinterklass, har han en figur med sig, som hedder Zwarte Piet, og han straffer de uartige børn. Så julemanden har indtil for ikke så mange år siden været en person, som både kom med gaver til de artige børn, og som straffede de uartige børn.

Oprindeligt var han en slags moralsk garant. Man kan se det i den amerikanske julesang  'Santa Claus is Coming to Town': "He's making a list, he's checking it twice. He's gonna find out who's naughty or nice". Der er stadig bevaret det, at han belønner de artige og straffer de uartige.

Én af de seneste forvandlinger af julemandsfiguren er, at han ikke længere straffer. Det betyder så også, at når han kommer med gaver, belønner han heller ikke. Det er ikke en løn for nogen at få gaver, hvis alle får gaver – uanset hvordan de har opført sig. Derfor har han ikke længere en moralsk funktion. Det kan tages som udtryk for et overflodssamfund, hvor han bliver en slags markør for, at sådan er verden. Den verden, vi lever i, er en verden af uudtømmelig rigdom. Rigdom kommer til en, uden at man behøver gøre noget for den, fordi den kommer, uanset hvordan man opfører sig. Han bliver et symbol på den måde, som vi grundlæggende forventer, verden er imod os, nemlig, at den skal give os gode ting, uden at vi behøver at anstrenge os.”