Omnibus prik

Juridisk Institut har fået ny institutleder

Professor Birgit Liin er ny institutleder ved Juridisk Institut. Hun har erfaring som viceinstitutleder og er indtil kommunalvalget i efteråret også 1. viceborgmester i Favrskov Kommune.

Professor Birgit Liin er ny institutleder ved Juridisk Insitut.
Professor Birgit Liin er ny institutleder ved Juridisk Insitut. Foto: Jens Hartmann, AU Foto

Professor Birgit Liin er ny institutleder ved Juridisk Institut, hvor hun afløser professor Torsten Iversen, der har valgt at træde tilbage efter fem år på posten. Det fremgår af en nyhed fra Aarhus BSS.

Birgit Liin har indtil nu været viceinstitutleder og har formueret, ophavsret og aftaleret som sine forskningsfelter. Hun er desuden aktiv lokalpolitiker i Favrskov Kommune, hvor hun frem til kommunalvalget i efteråret er 1. viceborgmester valgt for Venstre, herefter har hun valgt at stoppe sit lokalpolitiske virke for at fokusere på sit virke som institutleder.  

Blandt de opgaver, der venter den nye institutleder, er at implementere kandidatreformen, hvor kandidatuddannelsen i jura er blandt de uddannelser, der fremover både skal udbydes som étårig kandidatuddannelse (75 ECTS) og som toårig kandidatuddannelse (120 ECTS). 

Dekan ved Aarhus BSS Thomas Pallesen er glad for, at Birgit Liin valgte at søge stillingen:

"Hun kommer med en meget bred og relevant erfaring, herunder en årrække som viceinstitutleder på Juridisk Institut. Jeg er sikker på, at vi med Birgit får en meget kompetent institutleder og medlem af fakultetsledelsen,” siger han i nyheden fra Aarhus BSS.