KOMMENTAR: Prodekan: Vi skal beskytte vores forskning og hinanden – derfor må vi spørge os selv, hvem vi samarbejder med om hvad og hvorfor

Som forskere har vi altid skullet behandle andres informationer fortroligt. I 1999 fik vi forskerpatentloven og skulle også sikre vores egen viden, hvis den var patenterbar, og med GDPR-forordningen fra 2016 fik vi meget konkrete krav til at behandle persondata strengt fortroligt. Den nye geopolitiske virkelighed gør, at vi nu også skal beskytte information, der kan bruges til at skade Danmark og vores allierede. Det er en opgave, der er langt mindre veldefineret end beskyttelse af kommercielle interesser eller individers privatliv, men ikke mindre vigtig.

De nye udfordringer kræver, at vi sammen bygger en sikkerhedskultur og øger vores bevidsthed om at beskytte vores internationale forskningssamarbejde. Med andre ord skal man som forsker på kanten til et internationalt samarbejde spørge sig selv: Hvem samarbejder jeg med, hvad samarbejder vi om, og hvorfor vil vedkommende samarbejde med mig?

Det er afsættet for, at vi på Aarhus Universitet fra november tager nye retningslinjer i brug. De har fået tilnavnet URIS-retningslinjerne efter Udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde (URIS), der blev nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet og har udarbejdet rammerne for internationalt forskningssamarbejde.

Hvem inviterer vi indenfor?

På AU har vi en styregruppe med repræsentanter fra alle fakulteter samt fælles administrative enheder arbejdet på at fylde disse rammer ud. De første URIS-retningslinjer vedrører især rekruttering og ansættelser – i det hele taget gælder det personer, vi inviterer ind på AU. Der er lavet vejledningsmateriale og tjeklister, som allerede er i brug flere steder ved ansættelser af forskere og ph.d.-studerende samt gæster, der søger hertil fra for eksempel Iran, Kina eller Rusland.

Når jeg er specifik om landene, er det på baggrund af PETs efterretninger om, hvilke stater der især forsøger at skaffe sig ulovlig adgang til viden fra danske forskningsmiljøer. Det fremgår af PETs trusselsvurdering fra 2023.

Risiko for udskamning og stigmatisering

I styregruppen har vi diskuteret, hvordan vi indtænker risici på en ordentlig måde i vores organisation. For vi har – på linje med andre universiteter i Danmark – mange iranske, kinesiske og russiske statsborgere, som er værdsatte og ligeværdige kolleger. Men når vi udpeger bestemte nationer, er der en risiko for udskamning og stigmatisering af vores medarbejdere med statsborgerskab fra disse lande. Det skal vi undgå sker hos os.

Derfor vil jeg gerne fremhæve, at URIS-retningslinjerne også bidrager til at værne om vores kolleger fra disse lande. Vi ved fra PET, at på forskningsområdet har iranske, russiske eller kinesiske statsborgere en højere risiko for at blive kontaktet af hjemlandets efterretningstjeneste. Derfor skal opfordringen herfra lyde, at hvis man får en ubehagelig henvendelse fra en udenlandsk efterretningstjeneste, skal man altid kontakte sin nærmeste ledelse. Og så vil jeg betone, at vi generelt ingen grund har til at betvivle AU’s medarbejderes loyalitet – og at det er et fælles ansvar at skabe et sundt og rart arbejdsmiljø.

Flere retningslinjer på vej

Det næste rul af URIS-retningslinjer forventer vi at implementere i starten af det nye år, og de indeholder vejledning om rejser til risikolandene, hvordan vi styrer forskeres overgang fra AU til anden ansættelse, og hvordan vi sikrer en fornuftig og sikker fysisk adgangskontrol til universitetet. 

Det er omstændeligt at ændre sikkerhedskulturen, og det kan være svært at indarbejde nye regler og normer. Tilmed mod et mål, som kan flytte sig.

Men det er nødvendigt, hvis vi skal udnytte det fulde potentiale af vores viden og innovation under de nuværende omstændigheder.

Korrekturlæst af Charlotte Boel