Kom igen, hvad er det lige, du forsker i?

Hvad skriver du ph.d. om?

”Ja, det er et godt spørgsmål,” siger Simon Grund Sørensen tøvende og fortsætter:

”Det er klinisk forskning i kræft, men jeg bruger programmering til det,” når han lige at sige, inden skuespiller Pia Mourier lægger an til at afslutte pausen ved at stille sig op på en stol midt i lokalet.

Heldigvis har Simon Grund Sørensen tid endnu til at beslutte, hvordan han vil forklare det, inden han skal på scenen i Stakladen til konkurrencen ’3 Minute Thesis’ (3MT). Her vil han få præcis tre minutter til at imponere dommerne med sin evne til at forklare det komplicerede letfordøjeligt, hurtigt – og måske endda let fornøjeligt.  

Kun én af de 20 deltagere vil vinde konkurrencen på AU. Vedkommende går videre i den internationale del af konkurrencen. Men alle deltagerne vil formentlig blive bedre til at forklare deres forskning, så flere end kun deres nærmeste kollegaer kan få udbytte af det.  

Og det er dér, skuespilleren Pia Mourier kommer ind i billedet. Hun står nemlig for at give deltagerne nogle fif med hjem i dagens workshop i retorik og formidling. 

”Rejs jer op,” siger hun på engelsk oppe fra stolen. 

Og op kommer de ph.d.-studerende.

”Nu skal I gøre præcis, som jeg siger.”  

”Fold jeres hænder,” siger hun, mens hun selv lægger armene over kors. 

Og de tilhørende følger trop – altså med at lægge armene over kors.

”Hov, hvad var det lige, I gjorde der?” 

Deltagerne smiler. Og nogle af dem lidt flove. De hoppede altså på den til skuespillerens tilfredsstillelse.

”Alle kigger altså, men vi lytter ikke,” konstaterer Pia Mourier.

Ph.d.-studerende Simon Grund Sørensen er her midt i en øvelse i karisma.

Et er altså det fortalte ord, noget andet er kropssproget, når de 20 deltagere skal optræde. Hvilket også er årsagen til, at skuespilleren har bedt om, at alle borde blev flyttet ud til siden i det lille mødelokale, for som hun siger:

“Jeg kan jo ikke se deltagerne, hvis de hænger omme bag bordene.”

Gaber dine tilhørere?

Pia Mouriers trick når kun lige at bundfælde sig, før deltagerne får besked på at danne grupper af tre. En skal fortælle en historie, én skal lytte interesseret, og én skal virke ligeglad.

Sarah Østrup Jensen går straks i gang med at fortælle om dengang, hendes lillebror kørte til Sverige uden nøglen til den lejlighed, han skulle ind i. Simon Grund Sørensen lytter tryllebundet, mens Vincent Valentin Scholz gaber lige så ivrigt. 

Sarah Østrup Jensen fortæller passioneret sin historie til den uopmærksomme Vincent Valentin Scholz (t.v.) og den interesserede Simon Grund Sørensen (t.h.).

Pia Mourier opdager, at Sarah Østrup Jensen har valgt at ignorere sin uengagerede tilhører, og opfordrer hende til at have opmærksomhed på begge tilhørere.

Og straks vender Sarah Østrup Jensen blikket mod sin gabende tilhører:

”Hører du efter?”

Tænk ikke med følelserne – tænk med dit hoved

Pia Mourier har selvfølgelig et budskab med øvelsen:

”Problemet er, at vi tænker med følelserne. Vi forsøger at gøre alt, for at alle er med i gruppen,” siger hun og opfordrer til, at deltagerne ikke stirrer sig blinde på det, hvis et par af deres publikummer ikke er tryllebundet af fortællingen.

Den fejl har hun selv begået:

 ”Jeg var på scenen i en sal foran 100 mennesker, hvor tre af dem ikke fulgte med og tydeligvis havde gang i noget andet. Alt faldt fra hinanden på scenen for mig. Men tror I da ikke, at de tre efterfølgende kom og bad mig lave en workshop for dem?” spørger Pia Mourier.

Næsten alle deltagernes opmærksomhed tilhører hende. Men der er én, hvis blik er blevet fanget af mobilskærmen. Pia Mourier har imidlertid lært af sine egne tricks og lader sig ikke distrahere af den uopmærksomme tilhører, alt imens hun demonstrerer, hvor ødelæggende det kan være for formidlingen, at ’øh’ sniger sig ind mellem hvert andet ord i en historie.

Deltagerne havde i ovenstående øvelse fået tildelt en fremtoning, de skulle fremføre i mødet med hinanden.

Manuel Ciosici (t.h.) og Vincent Valentin Scholz (t.v.) spiller to kammerater, som penge er kommet imellem. 

Er du en sekser i dag? 

To terninger triller hen ad gulvet. Pia Mourier har bedt to deltagere om at spille med i et hierarkispil, hvor en etter har den laveste selvtillid, mens en sekser er sprængfyldt af det. 

Deltagerne skal slå med terningerne, udspille et scenarie, og derefter skal resten gætte deres tal.

Manuel Ciosici får besked på, at han skal spille, at han har lånt penge af sin kammerat Vincent Valentin Scholz,og at han ikke vil give pengene tilbage.

Men Manuel Ciosici indvender kækt:

”Jeg tror altså, jeg vil være mere komfortabel med rollen, hvis Vincent rent faktisk gav mig nogle penge først,” siger han.

Deltagerne ler. Og sådan fortsætter det, mens de to udspiller scenariet, der understreger, hvor meget man selv kan bestemme sin fremtoning.

For abstrakt til dig?

Hierarkispillet bliver dagens sidste øvelse, og herfra venter kun en enkelt dags feedback, før deltagerne er på egen hånd med hver deres formidlingsprojekt.

For Kasper Glerup Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin bliver opgaven at formidle hans ph.d.  i hjertestopbehandling på hospitaler. 

Han har med sine egne ord meldt sig til konkurrencen, fordi det er en ’sindssygt god mulighed for at træne sine kommunikationsfærdigheder’. Men over for spørgsmålet om, hvad han har lært af dagens session med skuespiller Pia Mourier, er han dog lidt tøvende: 

”Det er vigtigt selv at reflektere over, hvordan man kan bruge det,” siger han.

Var det for abstrakt til dig?

”Det tænkte jeg undervejs. Men nu, hvor jeg ser tilbage på det, synes jeg, at det godt kan omsættes,” siger han og fremhæver hierarkispillet: 

”Når man vågner om morgenen, kan man altså selv bestemme, om man vil se sig selv som en etter eller en sekser.”

Kasper Glerup Lauridsen skriver ph.d. om behandling af hjertestop ved Institut for Klinisk Medicin.