Kom igen, hvad er det lige, du forsker i?
Det er ikke altid nemt at forklare, hvad det egentlig er, man har næsen i som forsker. Men det er præcis, hvad de ph.d.-studerende i konkurrencen ’3 Minute Thesis’ skal kunne – overbevisende, dragende og med rank ryg. Og det får de hjælp til af blandt andre en skuespiller.
Fakta: Three Minute Thesis Competition
Deltagerne i konkurrencen er ph.d.-studerende, der hver især har tre minutter og ét enkelt skærmbillede til at præsentere deres forskning.
På AU har 34 ph.d.-studerende ansøgt om at deltage, og 20 er blevet udvalgt på baggrund af ansøgninger. De bliver hjulpet med endagsworkshop med fokus på retorik og kropssprog samt en feedback-session inden konkurrencen.
Vinderen på AU får et rejsegavekort på 35.000 kroner og går videre i den internationale konkurrence, som mere end 35 lande deltager i.
3MT afholdes 20. marts kl. 16 til 18 i Stakladen. Du kan tilmelde dig som publikum her.
Kilde: Three Minute Thesis Competition.
Hvad skriver du ph.d. om?
”Ja, det er et godt spørgsmål,” siger Simon Grund Sørensen tøvende og fortsætter:
”Det er klinisk forskning i kræft, men jeg bruger programmering til det,” når han lige at sige, inden skuespiller Pia Mourier lægger an til at afslutte pausen ved at stille sig op på en stol midt i lokalet.
Heldigvis har Simon Grund Sørensen tid endnu til at beslutte, hvordan han vil forklare det, inden han skal på scenen i Stakladen til konkurrencen ’3 Minute Thesis’ (3MT). Her vil han få præcis tre minutter til at imponere dommerne med sin evne til at forklare det komplicerede letfordøjeligt, hurtigt – og måske endda let fornøjeligt.
Kun én af de 20 deltagere vil vinde konkurrencen på AU. Vedkommende går videre i den internationale del af konkurrencen. Men alle deltagerne vil formentlig blive bedre til at forklare deres forskning, så flere end kun deres nærmeste kollegaer kan få udbytte af det.
Og det er dér, skuespilleren Pia Mourier kommer ind i billedet. Hun står nemlig for at give deltagerne nogle fif med hjem i dagens workshop i retorik og formidling.
”Rejs jer op,” siger hun på engelsk oppe fra stolen.
Og op kommer de ph.d.-studerende.
”Nu skal I gøre præcis, som jeg siger.”
”Fold jeres hænder,” siger hun, mens hun selv lægger armene over kors.
Og de tilhørende følger trop – altså med at lægge armene over kors.
”Hov, hvad var det lige, I gjorde der?”
Deltagerne smiler. Og nogle af dem lidt flove. De hoppede altså på den til skuespillerens tilfredsstillelse.
”Alle kigger altså, men vi lytter ikke,” konstaterer Pia Mourier.
Ph.d.-studerende Simon Grund Sørensen er her midt i en øvelse i karisma.
Et er altså det fortalte ord, noget andet er kropssproget, når de 20 deltagere skal optræde. Hvilket også er årsagen til, at skuespilleren har bedt om, at alle borde blev flyttet ud til siden i det lille mødelokale, for som hun siger:
“Jeg kan jo ikke se deltagerne, hvis de hænger omme bag bordene.”
Gaber dine tilhørere?
Pia Mouriers trick når kun lige at bundfælde sig, før deltagerne får besked på at danne grupper af tre. En skal fortælle en historie, én skal lytte interesseret, og én skal virke ligeglad.
Sarah Østrup Jensen går straks i gang med at fortælle om dengang, hendes lillebror kørte til Sverige uden nøglen til den lejlighed, han skulle ind i. Simon Grund Sørensen lytter tryllebundet, mens Vincent Valentin Scholz gaber lige så ivrigt.
Sarah Østrup Jensen fortæller passioneret sin historie til den uopmærksomme Vincent Valentin Scholz (t.v.) og den interesserede Simon Grund Sørensen (t.h.).
Pia Mourier opdager, at Sarah Østrup Jensen har valgt at ignorere sin uengagerede tilhører, og opfordrer hende til at have opmærksomhed på begge tilhørere.
Og straks vender Sarah Østrup Jensen blikket mod sin gabende tilhører:
”Hører du efter?”
Tænk ikke med følelserne – tænk med dit hoved
Pia Mourier har selvfølgelig et budskab med øvelsen:
”Problemet er, at vi tænker med følelserne. Vi forsøger at gøre alt, for at alle er med i gruppen,” siger hun og opfordrer til, at deltagerne ikke stirrer sig blinde på det, hvis et par af deres publikummer ikke er tryllebundet af fortællingen.
Den fejl har hun selv begået:
”Jeg var på scenen i en sal foran 100 mennesker, hvor tre af dem ikke fulgte med og tydeligvis havde gang i noget andet. Alt faldt fra hinanden på scenen for mig. Men tror I da ikke, at de tre efterfølgende kom og bad mig lave en workshop for dem?” spørger Pia Mourier.
Næsten alle deltagernes opmærksomhed tilhører hende. Men der er én, hvis blik er blevet fanget af mobilskærmen. Pia Mourier har imidlertid lært af sine egne tricks og lader sig ikke distrahere af den uopmærksomme tilhører, alt imens hun demonstrerer, hvor ødelæggende det kan være for formidlingen, at ’øh’ sniger sig ind mellem hvert andet ord i en historie.
Deltagerne havde i ovenstående øvelse fået tildelt en fremtoning, de skulle fremføre i mødet med hinanden.
Manuel Ciosici (t.h.) og Vincent Valentin Scholz (t.v.) spiller to kammerater, som penge er kommet imellem.
Et udpluk af skuespiller Pia Mouriers fif
Hav gerne set og følt lokalet før selve dagen for din optræden.
Kom i god tid på dagen.
Tal ikke, før du har ro og øjenkontakt med publikum.
Begynd aldrig med dit navn som det allerførste. Under de første ord er publikum så opmærksomme på at fornemme dig, at de har tendens til at glemme det første, du siger. Prøv for eksempel med: ’Hvordan går det? Jeg hedder X’.
Brug dit kropssprog, og gem dig ikke bag en computer, bord eller andet.
Hvis nogle publikummer ikke følger med, har den optrædende tendens til at fokusere på netop dem. Forsøg at undgå det ved at tale til hele publikum, som var det én person, og lad dig ikke distrahere af de få, der er optaget af noget andet.
’Øh’ er hjernens ønske om en tænkepause. Tag pausen, men undgå ’øh’et’.
Du har magt over din egen karisma, og du kan dermed selv beslutte, hvordan din fremtoning skal være. Brug det.
Kilde: Udpluk af pointer fra dagens workshop med Pia Mourier formidlet af journalisten.
Er du en sekser i dag?
To terninger triller hen ad gulvet. Pia Mourier har bedt to deltagere om at spille med i et hierarkispil, hvor en etter har den laveste selvtillid, mens en sekser er sprængfyldt af det.
Deltagerne skal slå med terningerne, udspille et scenarie, og derefter skal resten gætte deres tal.
Manuel Ciosici får besked på, at han skal spille, at han har lånt penge af sin kammerat Vincent Valentin Scholz,og at han ikke vil give pengene tilbage.
Men Manuel Ciosici indvender kækt:
”Jeg tror altså, jeg vil være mere komfortabel med rollen, hvis Vincent rent faktisk gav mig nogle penge først,” siger han.
Deltagerne ler. Og sådan fortsætter det, mens de to udspiller scenariet, der understreger, hvor meget man selv kan bestemme sin fremtoning.
For abstrakt til dig?
Hierarkispillet bliver dagens sidste øvelse, og herfra venter kun en enkelt dags feedback, før deltagerne er på egen hånd med hver deres formidlingsprojekt.
For Kasper Glerup Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin bliver opgaven at formidle hans ph.d. i hjertestopbehandling på hospitaler.
Han har med sine egne ord meldt sig til konkurrencen, fordi det er en ’sindssygt god mulighed for at træne sine kommunikationsfærdigheder’. Men over for spørgsmålet om, hvad han har lært af dagens session med skuespiller Pia Mourier, er han dog lidt tøvende:
”Det er vigtigt selv at reflektere over, hvordan man kan bruge det,” siger han.
Var det for abstrakt til dig?
”Det tænkte jeg undervejs. Men nu, hvor jeg ser tilbage på det, synes jeg, at det godt kan omsættes,” siger han og fremhæver hierarkispillet:
”Når man vågner om morgenen, kan man altså selv bestemme, om man vil se sig selv som en etter eller en sekser.”
Kasper Glerup Lauridsen skriver ph.d. om behandling af hjertestop ved Institut for Klinisk Medicin.
Fakta: Three Minute Thesis Competition
Deltagerne i konkurrencen er ph.d.-studerende, der hver især har tre minutter og ét enkelt skærmbillede til at præsentere deres forskning.
På AU har 34 ph.d.-studerende ansøgt om at deltage, og 20 er blevet udvalgt på baggrund af ansøgninger. De bliver hjulpet med endagsworkshop med fokus på retorik og kropssprog samt en feedback-session inden konkurrencen.
Vinderen på AU får et rejsegavekort på 35.000 kroner og går videre i den internationale konkurrence, som mere end 35 lande deltager i.
3MT afholdes 20. marts kl. 16 til 18 i Stakladen. Du kan tilmelde dig som publikum her.
Kilde: Three Minute Thesis Competition.