Omnibus prik

Kom til Sankt Hans i Uniparken: Byrådsmedlem er årets båltaler

Parkkollegiernes Kollegianerråd tænder igen i år op for Sankthansbålet tirsdag den 23. juni. Årets båltaler er byrådsmedlem Nanna Lippert Troelsen fra SF, der også læser statskundskab på AU til dagligt

Her ses bålet fra 2022. Foto: Omnibus

Kollegianerrådet sørger for flammer, madbod, musik og drikkelse på bakken ved Fælleshuset Eforen tirsdag den 23. juni.
Arrangementet begynder med en velkomsttale klokken 16:30, og derefter er der, ifølge Kollegianerrådets Facebook-begivenhed, rig mulighed for at nyde en burger i Uniparken, som kan købes fra en madvogn. 

Derudover vil Kollegianerrådet også meget gerne gøre opmærksom på, at der sælges drikkelse i Eforens bar.
Båltaleren, Nanna Lippert Troelsen, der er byrådsmedlem for SF og statskundskabsstuderende på AU, holder tale klokken 20:30, hvorefter der tændes op for det store bål. 

Fællesskab og mangfoldighed

Nanna Lippert Troelsen, som skal holde båltalen, er glad for invitationen som båltaler, men det er også lidt dobbelt, fortæller hun til Omnibus. 

“Det er en kæmpestor ære, og jeg synes det er fedt, fordi det er sammen med en masse af mine studiekammerater. Men det gør det også lidt nervepirrende,” fortæller hun. 

“Min plan er at tale lidt om fællesskab og mangfoldighed og alt det fede, som Uni kan byde på,” røber Nanna Lippert Troelsen om sin tale på tirsdag.

Aftenen krydres derudover med fællessang og musik.