”Korpsånden og kollegialiteten har trange kår i disse år”

Steffen Junkers plan var egentlig at tage én for holdet i et par år og så overlade TR-posten til en kollega. Og så gik der 17 år. 

”Det skyldes jo nok indignation over, at folk ikke altid har fået den behandling, de burde – at der er kolleger, der kommer i klemme og ikke bliver behandlet anstændigt. Og ikke mindst, at jeg ikke har det let med at skulle sige nej.”

Lektor i biomedicin, Steffen Junker, takker om få uger af efter 17 år som tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening for cirka 300 akademiske medarbejdere og som fællestillidsrepræsentant for knap 700 akademiske medarbejdere på fakultetet Health. 

Han er med egne ord ikke typen, der banker i bordet, smækker med døre eller råber højt. Heller ikke når han egentlig er stærkt indigneret på en kollegas vegne.

”Den larmende stil er mig så fremmed,” siger han. 

Derimod forsøger han sig ad dialogens vej med respekt for ledelsen. Og han har i sit tillidshverv haft stor gavn af det, som han kalder ’ikke-møder’.

”Det er en snak, som foregår under radaren, for eksempel forud for en forhandling. Hvor jeg under fire øjne kan gøre lederen opmærksom på forhold, som han eller hun bør have med i sine overvejelser. Det letter forhandlingsklimaet helt enormt.”

Kolleger bukker under for presset hver uge 

I 17 år har han talt sine kollegers sag i ansættelser, lønforhandlinger, fyringsrunder, institutsammenlægninger, sygefraværssamtaler og andre personsager. Og han har iagttaget, hvordan et stigende arbejdspres og en øget konkurrence om forskningsmidler har slidt ikke alene på de enkelte medarbejdere, men også på korpsånden og kollegialiteten.

”Antallet af ansættelser er eksploderet – og med dem antallet af personsager – siden de store institutsammenlægninger (i 2011, red.). Det er dybt bekymrende. I de seneste par måneder har jeg stort set hver uge på mit kontor haft en kollega fra alle stillingskategorier, der grædende er bukket under for presset. Et pres, som blandt andet skyldes prioriteringer og strukturelle forhold, der bliver pålagt universiteterne fra politisk hold. For eksempel en betragtelig reduktion af basismidler til den enkelte forsker. Og når forskerne skal ud og skaffe endnu flere eksterne midler for at kunne udføre deres arbejde, øges presset over en bred kam,” fortæller Steffen Junker.

”Da jeg startede her på AU, havde jeg aldrig hørt om nogen, der gik ned med flaget – heller ikke da jeg begyndte som tillidsrepræsentant.”

”Og selvom vi aldrig har tiltrukket så mange eksterne midler som i dag og samtidig også har optaget flere studerende, har det hidtil ikke udmøntet sig i flere faste VIP-stillinger til at varetage forskning og heller ikke i flere basismidler, tværtimod,” siger han.

”I stedet projektansættes et stort antal videnskabelige medarbejdere som adjunkt eller lektor i tidsbegrænsede stillinger i 5-9 år uden udsigt til fastansættelse. Og det er nødvendigt at arbejde med karriereudvikling, så vores kollegers karriere ikke ender blindt.” 

Han peger i den forbindelse på, at fastansættelser er af stor betydning for den enkelte medarbejders karriere, men også for de enkelte institutters eller centres identitet, kultur og historie. Og det gælder ikke kun for det videnskabelige personale; det gælder i lige så høj grad det tekniske og administrative personale. Af samme grund er han modstander af planerne om at udlicitere rengøringen – eller andre driftsopgaver, for den sags skyld.

Det er ren tilsætning for mig at være tillidsrepræsentant 

At forskerne skal konkurrere mod hinanden, når det gælder om at søge fondsmidler, fremmer ikke just korpsånden på arbejdspladsen, siger Steffen Junker.

Af samme grund står kollegerne heller ikke i kø for at overtage tillidshvervet, som han hidtil har været ene om på fakultetet. Han har måttet prikke til sine kolleger for at opfordre dem til at overtage hvervet efter ham. Det er lykkedes på et par institutter. Men på andre institutter er det endnu ikke lykkedes at finde arvtagere, der kan varetage cirka 300 medarbejderes interesser. 

Selvom det gør ham både bekymret og forstemt, kan han omvendt også godt forstå den manglende lyst til at påtage sig opgaven.

”Folk spørger: Hvad er der i det for mig? Mit svar er, at det er en tidskrævende og energikrævende opgave. Og for mit vedkommende har det været et fuldtidsjob, da jeg har været ene om at varetage det. Det betyder, at det i forhold til det, jeg brænder mest for – undervisning og forskning – har været ren tilsætning for mig at være tillidsrepræsentant.” 

Alligevel fortryder han ikke sit valg.

”Jeg ville gøre det igen.” 

Snublende start

Steffen Junker havde egentlig ikke den store interesse i at blive tillidsvalgt, da han i 2003 tiltrådte som tillidsrepræsentant på det daværende Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Men på opfordring stillede han alligevel op og blev valgt ved kampvalg. Han begyndte helt på bar bund og fik noget af en ilddåb, da han et par måneder senere skulle lønforhandle på vegne af de knap 100 kolleger, han dengang repræsenterede. 

”Jeg havde ikke fået nogen overdragelse fra min forgænger, og jeg havde ikke nået at tage nogen af de kurser for tillidsvalgte, som min fagforening tilbød. Jeg var totalt blank. Så dekanen, der dengang stod for de årlige lønforhandlinger, kørte fuldstændigt rundt med mig – eller sådan oplevede jeg det i hvert fald,” fortæller Steffen Junker.

”Jeg var pinligt berørt og så vred på mig selv efterfølgende og tænkte: Fandme nej, det må aldrig ske igen! Så jeg indhentede cv og publikationslister fra alle kolleger, talte med dem og var forberedt til tænderne forud for næste forhandling. Og det ændrede fuldstændigt gamet, for pludselig vidste jeg mere om den enkelte medarbejders forhold end dekanen.” 

Tidligere var der mere nærhed i samarbejdet

Efter den snublende start fulgte en række gode år, som var præget af en anden nærhed mellem ledelse, tillidsvalgte og medarbejdere, end det ifølge Steffen Junker er tilfældet i dag. 

Hvor han i begyndelsen af sit virke som tillidsrepræsentant kunne slå et slag forbi personalekontoret eller stikke hovedet indenfor på dekanens kontor for at afslutte eller afklare en konkret sag, er smidigheden og den personlige kontakt ikke på samme måde gældende i dag.

Procedurerne er nu ifølge Steffen Junker præget af tidsrøvende arbejdsgange, hvor HR er obligatorisk bindeled mellem ledelse, tillidsrepræsentant, medarbejder og i nogle tilfælde fagforening. 

Blik for detaljen 

Et andet vigtigt element i hans mangeårige virke som tillidsrepræsentant er blikket for detaljen. Og det fokus kommer unægteligt fra hans mangeårige virke inden for medicinens verden.

”Detaljen skal være i orden, ellers slår vi folk ihjel, som jeg siger til mine studerende. Men detaljen skal også være i orden, når det gælder medarbejderforhold, for eksempel i en afskedigelse.” 

Desværre er det de senere år blevet sværere for ham at gå detaljerne efter i sømmene. Han nævner som eksempel, at tillidsrepræsentanterne på AU ikke længere automatisk modtager ansættelsesbreve, når der ansættes nye medarbejdere.

J.S. Bach og oplevelser i naturen som terapi 

Når Steffen Junker ser tilbage på sine 17 år som tillidsrepræsentant, er det foruden fyringsrunder nogle ubehagelige personsager, der har sat sig endog meget dybt i hukommelsen.

”I de situationer er J.S. Bach en nødvendig følgesvend. Og jeg bruger også oplevelser i naturen som en effektiv og mentalt rekreerende terapi – i øvrigt helt uden bivirkninger!”

Men hvervet har bestemt også budt på positive oplevelser og sejre. 

”Generelt har jeg oplevet et respektfuldt og ligeværdigt forhandlingsmiljø, hvor jeg har været i stand til at opnå gode resultater for mine kolleger. For at nævne noget konkret vil jeg sige, at jeg var med til at flytte lønniveauet for mine kolleger med en naturvidenskabelig uddannelse. For 20 år siden blev de betragtet som avancerede laboranter, hvilket afspejlede sig tydeligt i deres lønniveau. I dag er deres lønvilkår væsentligt forbedret.”

Vil ikke anbefale universitetssektoren til sine døtre 

Oplevelserne som tillidsrepræsentant har unægteligt formet Steffen Junkers syn på universiteterne som arbejdsplads.

”AU er en spændende arbejdsplads, og jeg har været glad for at træde ind af hovedindgangen til instituttet hver eneste dag, siden jeg første gang for mere end en menneskealder siden satte mine ben på Institut for Human Genetik (nu Institut for Biomedicin, red.). Men i dag ville jeg ikke uforbeholdent anbefale mine døtre et job inden for universitetssektoren – fordi de er kvinder.” 

Forklaringen er ligetil ifølge den erfarne tillidsmand.

”At opnå en karriere på universiteterne og at fastholde denne karriere er blevet en så kolossal udfordring, at flere bukker under for presset. Derudover er det særdeles vanskeligt for især kvinder at opnå den anerkendelse og at nyde den faglige respekt, der retteligt tilkommer dem. Det bliver jeg nødt til at fortælle mine døtre – og at vejlede dem igennem.” 

Kvinder må desværre stadig sejle deres egen sø

”Man har ganske vist forsøgt at indføre kvindekvoter og andre lignende tiltag. Men når det kommer til stykket, hjælper det ikke kvinderne ret meget her og nu. De må stadig sejle deres egen sø. Og de har frustrerende lang vej endnu.” 

Han nævner et eksempel, hvor en yngre kvindelig kollega nævnte, at hun så frem til at komme på barsel, så hun kunne få tid og ro til at skrive to artikler. Og at det i det daglige ofte er kvinderne, der træder til og løfter studenterundervisningen, når det brænder på.

”Og det er ikke nemt at lægge sig ud med mandlige kolleger, for kritik bliver tit affejet som ’kvindesnak’,” siger Steffen Junker. 

Hans bud på en løsning er, at flere kvinder kommer ind i indflydelsesrige organer på universitet, såsom bestyrelsen og diverse ansættelsesudvalg.

Tilbage til laboratoriebænken 

Når forårets lønforhandlinger går i gang, skal Steffen Junker forsøge at vende det blinde øje til. 1. februar kan han nemlig kalde sig lektor emeritus, og så skal den 72-årige biomediciner i foreløbigt et år forsøge at indhente noget af den forsømte forskningstid og med egne ord til at fungere som ph.d.-studerende på laboratoriebænken igen.

”Jeg skal konkret afslutte to projekter, som begge fokuserer på mekanismer, der resulterer i en særegent afvigende genregulering i Hodgkin lymfom og Kutant T-celle-lymfom. Fundene vil allerede nu kunne anvendes diagnostisk.” 

”De to projekter er stadig brandaktuelle. Jeg skal nu lave supplerende forsøg og have skrevet det hele sammen. Jeg er glad for at have fået denne mulighed, og jeg glæder mig til at komme i gang!”

Og Steffen Junkers kolleger var sidste år med til at sætte et anerkendende punktum for hans 17 år som tillidsrepræsentant. Han blev nemlig tildelt Dansk Magisterforenings Tillidspris i 2019 – en pris, han deler med arbejdsmiljørepræsentant Charlotte Bonde fra Professionshøjskolen Absalon. 

”Jeg er ydmyg over anerkendelsen fra mine kolleger,” siger Steffen Junker.