Kort nyt
Læs om årsfesten, Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag, ny velkomstpakke til nye ansatte, AU's deltagelse på Nordens største fødevarefestival, en nye lærebog og drab. Og meget mere...
Godt at se jer!
Fotograf Anders Trærup var på pletten, da nogle af de nye internationale studerende ankom til AU’s International Centre i Aarhus for at skrive sig ind. Herfra skal der lyde et varmt velkommen til alle de nye – og også til alle jer, der vender tilbage efter ferien.
85 år og stadig ung
I forhold til universiteter som Harvard og Oxford, der har flere hundrede år på bagen, er AU blot en vårhare. Men at det i år er 85 år siden, at AU blev grundlagt, er dog værd at fejre. Jubilæet bliver da også markeret ved årsfesten den 13. september for AU’s medarbejdere, mens de studerende kan skåle for jubilaren, når Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag løber af stablen samme dag i Universitetsparken i Aarhus. Her disker Studenterrådet og Aarhus Universitets-Sport op med livemusik blandt andet leveret af Flødeklinikken, Go Go Berlin, Reptile Youth og en række upcoming bands samt et DJ-telt. (mga)
Læs mere om Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag
Gå på rov i gamle tv-klip, reklamefilm og radioudsendelser
- i forskningsøjemed forstås …
Statsbiblioteket tilbyder alle studerende og forskere på Aarhus Universitet adgang til en kæmpe samling radio- og tv-udsendelser fra 2005 og frem samt ikke mindre end 50.000 reklamefilm vist i biografen helt tilbage til 1955 og på TV 2 helt tilbage til 1988. Det nye værktøj hedder Mediestream og opdateres løbende. På længere sigt skulle der efter sigende også komme radio- og tv-programmer til fra før 2005, ligesom samlingen vil blive opdateret med 32 millioner avissider. Statsbiblioteket understreger, at samlingen udelukkende stilles til rådighed til forskning og undervisning.
Læs mere på statsbiblioteket.dk/mediestream.
Vær velkommen
AU kan være noget af en mundfuld at få overblik over med sine 11.000 ansatte og 40.000 studerende fordelt på adskillige lokaliteter over hele landet. Derfor kan man fra september bestille en velkomstpakke til nye medarbejdere i AU’s webshop. Pakken er gratis og indeholder blandt andet AU’s personalepolitik, profilbrochure, kort over AU, beskrivelse af personalegoder, information om it-sikkerhed, it-systemer og parkeringsforhold samt en liste over de mange forkortelser, der benyttes på AU. Et andet nyt tiltag for nye medarbejdere er introduktionsmøder på dansk og engelsk, hvor rektor byder velkommen til de nye ansatte, som ved samme lejlighed også får en introduktion til AU’s organisation. Møderne finder sted den 9. oktober og 1. december. (mga)
Og hvordan gik det så?
I forrige nummer af Omnibus kunne du læse om medicinstuderende Niels Okkels, der som en af de første i landet prøvede kræfter med at finansiere et forskningsprojekt via crowd funding. I alt havde han 90 dage til at skaffe 65.460 dollars. Det lykkedes at skaffe 2.951 dollars, og til Omnibus siger han: »Næste gang tror jeg, jeg vil gøre én vigtig ting anderledes; i stedet for at lave én stor crowd funding-kampagne vil jeg dele den op i mindre bidder eller eventuelt søge en del af beløbet via crowd funding og en anden del af beløbet via gængse forskningsbevillinger.« Niels Okkels og den øvrige forskningsgruppe afventer nu de gængse forskningsbevillinger og har netop fået tilsagn om en bevilling. (mga)
1.200...
Antallet af studerende, der i år valgte at tilbringe en del af deres sommerferie i ét af AU’s auditorier under dette års Summer University. AU udbød i år 70 forskellige kurser i løbet af sommeren. (mga)
Ny dekan på ST
Otte ansøgere lagde billet ind på stillingen som ny dekan på hovedområdet Science and Technology, og valget faldt på professor Niels Christian Nielsen, som kom fra en stilling som centerleder på iNANO. Niels Christian Nielsen tiltrådte som dekan den 6. august og afløser Brian Bech Nielsen, der er tiltrådt som AU’s nye rektor. (mga)
Smag på AU’s fødevareforskning
Forskere fra Aarhus Universitets Institut for Fødevarer er igen i år at finde på Nordens største madfestival, Food Festival, der finder sted i Tangkrogen i Aarhus den 6. til den 8. september. Festivalen er delt op i forskellige områder såsom Planteriget, Mejeriet, Kødet, Havet og Kornmarken, og du kan møde fødevareforskerne på flere stande rundt om på festivalen. De står klar til at gøre festivalgæsterne klogere på blandt andet kødkvalitet, muskelceller, og hvordan man laver ost. Det koster 75 kroner for en dagsbillet og 150 kroner for en tredagesbillet til festivalen, hvis billetten købes via foodfestival.dk. (mga)
Hvis du vil vide mere om drab – og Wien
Tre forskere fra Aarhus Universitet har redigeret en ny lettilgængelig og tværfaglig lærebog om mord. Bogen er ikke en instruktion i det perfekte mord, men fokuserer på, hvordan drab behandles inden for de retsmedicinske, kulturelle og samfundsvidenskabelige områder, og er tiltænkt undervisningen i almen studieforberedelse (AT-fag) i gymnasiet. Bogen udgives af Aarhus Universitetsforlag og er andet bind i serien ”Viden om”. I en anden af forlagets populære serier, rejsebogsserien ”Vide verden”, er der også en ny udgivelse på vej. Denne gang er det Wien, som forskere og kendte kulturpersonligheder guider læseren rundt i. Spis for eksempel wienerschnitzel og apfelstrudel med Kristian Ditlev Jensen, eller lyt til klassiske toner med Georg Metz. (mga)
Den lille Nobelpris går til AU-forsker
Anders Jahre-prisen for yngre medicinske forskere, som uddeles af Universitetet i Oslo, er en af de mest prestigefyldte priser inden for medicinsk forskning i nordiske lande og bliver derfor kaldt den lille Nobelpris. I år går den til Christian Brix Folsted Andersen, der er lektor og ph.d. i biomedicin på Aarhus Universitet. Prisen får han for sin forskning i opbygningen af makromolekylære komplekser. Det er tredje gang på fire år, at Anders Jahre-prisen går til en AU-forsker. (mga)
Klar, parat, start. Løb!
Først var det medarbejderne på Fyn, der snørede kondiskoen og løb eller gik fem kilometer ved årets DHL-stafet. Så kom turen til de ansatte i Aarhus, og torsdag den 29. august er det så AU’s ansatte på Sjælland, der må svede. I alt har 2.240 AU-ansatte tilmeldt sig det traditionsrige stafetløb. (mga)