Omnibus prik

Kort og godt

Studerende diskuterer internationale forhold. Nyt udvalg skal se på offentligt ansattes ytringsfrihed. Ny mulighed for crowdfunding på dit bibliotek. Nyt studielån og en app mod eksamensangst.

Fra venstre: Andrei Luca, Caroline Lyngsø Larsen, formand for AUIMUN Maria Burlacu og Yiyang Chang. Foto: Lise Balsby

AU-studerende debatterer storpolitik to gange om måneden

To gange om måneden mødes en gruppe studerende for at debattere storpolitiske emner som olieudvinding i Arktis eller spredning af kemiske våben i Syrien, som det var tilfældet, da Omnibus kiggede forbi.

Foreningen kalder sig AUIMUN (Aarhus University International Model United Nations) og er for alle studerende på AU, der interesserer sig for internationale anliggender. Da mange af medlemmerne er internationale studerende, foregår det hele på engelsk.

Til møderne træner medlemmerne evnen til at holde tale, argumentere og forhandle. AUIMUN er en del af et større netværk af lignende foreninger, og et par gange om året deltager nogle af medlemmerne i internationale IMUN-konferencer rundt om i verden.

Den næste afholdes i London i februar, hvor en delegation fra AU også deltager. Her foregår debatterne på et endnu højere plan, og ofte deltager der også officials fra internationale organisationer. ”Har man en lille diplomat i maven, er AUIMUN et godt sted at starte sin karriere,” fortæller Fatoumata Conde, der er medlem af AUIMUN. (mga)

Læs mere på AUIMUNs facebookside


Udvalg skal se på offentligt ansattes ytringsfrihed

Regeringen har nedsat et udvalg, der skal undersøge, om offentligt ansattes ytringsfrihed skal styrkes. Som led i det arbejde skal udvalget blandt andet vurdere, om der er behov for at indføre whistleblower-ordninger i den offentlige forvaltning. Justitsministeren udpeger udvalgets medlemmer, som blandt andet kommer til at tælle to repræsentanter fra universiteterne og en repræsentant udpeget efter indstilling fra Akademikerne. Udvalget forventes at afslutte sit arbejde i efteråret 2014. (mga)


Har du en fed idé?
– så crowdfund via dit bibliotek

Crowdfunding er en form for fundraising, hvor du ved hjælp af dit netværk rejser penge til et projekt, men nu bliver det også muligt at crowdfunde menneskelige ressourcer via folkebibliotekernes nye site folkevent.nu. 

Foreløbigt er fire biblioteker (Aarhus, Herning, Aalborg og Hjørring) med i projektet, som er støttet af Kulturstyrelsen.

folkevent.nu


Nyt studielån til studerende, der vil læse i udlandet

Studerende, der ønsker at læse i udlandet, kan ansøge om at få et udlandsstipendium til at dække studieudgiften på uddannelsen i udlandet svarende til udgiften på den danske uddannelse. Men nogle gange er udgiften til den udenlandske uddannelse større end udgiften til den danske. Derfor har Uddannelsesministeriet nu lanceret et nyt studielån til finansiering af udlandsophold. Studielånet er et supplement til udlandsstipendiet, så studerende kan låne op til 100.000 kroner til at dække differencen mellem udgiften til den danske og den udenlandske uddannelse. Lånet kan søges med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2013 og skal betales tilbage efter de samme regler som det almindelige studielån. (mga)

Læs mere om det nye studielån på su.dk


Få styr på eksamensangsten med en ny app

Du kender nok til sommerfugle i maven og nervøsitet inden en eksamen, og måske er du en af de studerende, der lider af eksamensangst? Det ønsker Studenterrådgivningen at hjælpe dig med; derfor har de udviklet appen ”Eksamensangst”, der lanceres i uge 50. Du får værktøjer, som kan hjælpe dig med at bryde den dårlige spiral og få styr på eksamensangsten. Metoderne spænder bredt fra, hvordan man konstruktivt forbereder sig til eksamen og strukturerer sin tid, til konkrete øvelser. Dog tilføjer Studenterrådgivningen, at der ikke findes en nem løsning, men at forandring tager tid. Og så minder de om, at det skal være sjovt at studere! Appen er gratis og kan hentes via App Store eller Google Play. (srk)