Den svenske kirke giver ikke uden videre slip på sine medlemmer. Det fandt jeg ud af, da en bekendt fik tilsendt en udmeldelsesblanket – og af samme grund fik et par ord med på vejen. Han fik at vide, at det kan blive et problem at blive gift i kirken og blive kirkeligt begravet. Den største risiko er dog, at han måske ikke kommer i himlen. Omvendt medgav kirken, at disse risici ikke behøver at gøre indtryk. I hvert fald ikke, hvis man er optaget af at undgå kirkeskatten og måske slet ikke bekymrer sig om at komme i himlen. Trods alt – indrømmede den svenske kirke – vidste den jo ikke, om medlemskab af den svenske kirke kvalificerer til en plads. Hvem ved det så? Ja, det gør kun Gud. Det er ham, der afgør sagen. Derfor er der god grund til at være på god fod med ham.

At være på god fod med Gud var også, hvad magthavere i en anden tidsalder håbede på, når de – på vej i krig – råbte ”Gud er med os”. I dag råber politikere noget andet, nemlig ”forskningen er med os”, når de skaber tro på, hvordan det danske samfund skaber velfærd, vækst og udvikling i fremtiden. Kort sagt stod forskningen en gang i Guds tjeneste, mens forskning i dag udgør den vestlige religion, som vi dyrker ud fra sekulære mål og midler. Og lige så klart er det, at vi samtidig erfarer en slags religionskrig om, hvilken type eller typer af forskning der skal satses på.

Drejer det sig først og fremmest om at satse på forskeres frie grundforskning, eller skal der også satses på anvendt forskning med umiddelbar relevans for vækst, velfærd og udvikling? Denne enten-eller-formulering står i modsætning til opfattelsen af, at forskning udgør et kontinuum fra grundforskning til anvendt forskning og vice versa. Den sidste opfattelse er den dominerende. Også i Danmark.

Kaster man for eksempel et blik på nogle af de danske universiteters strategier, står det hurtigt klart, at Københavns Universitet har sit klare udgangspunkt i den frie grundforskning som kerneaktiviteten, tæt fulgt af Aarhus Universitet, som har større tendens til at vægte grundforskning og samfundsengagement lige, mens Aalborg Universitet og RUC har deres kerneaktivitet i anvendt forskning. Men på tværs af disse udgangspunkter er der en tendens til at tro, at det ene nødvendigvis fører det andet med sig. Det er sikkert forkert. I hvert fald vover jeg den påstand, at der er al mulig grund til, at grundforskning og anvendt forskning oftest viser sig som vidt forskellige fænomener. Udtrykt anderledes så er der lige så lidt grund til at tro, at grundforskning altid vil vise sig anvendelig, som der er grund til at tro, at fordi viden er anvendelig, så inspirerer den også til grundforskning.

Blot fordi man er god til at skrive en forskningsrapport til en myndighed, er man ikke nødvendigvis god til at skrive en grundvidenskabelig artikel til et velestimeret tidsskrift og omvendt. Faktisk er det ikke kun forkert at tro, det er tilfældet, fremover må man fraråde at opretholde denne tro. Det hænger sammen med, at den politiske tro på, at universiteterne for eksempel blot kan satse på fri grundforskning og forvente, at anvendeligheden melder sig af sig selv, ebber ud. Så hvad er udsigterne, hvis et universitet kun er i stand til enten at udføre grundforskning eller anvendt forskning? Dårlige. Man risikerer enten at blive dømt ude som ubrugelig af politikere og praktikere eller at blive vurderet som udtryk for dårlig kvalitet af det internationale forskningssamfund. Men den største risiko er, at man ikke kommer i himlen, for himlen over universiteterne er godt i gang med at få to guder.