KRONIK: Sig nej til en emeritus-aftale – det er for bøvlet

Aarhus Universitet mangler en seniorpolitik. Det er uhensigtsmæssigt – både for de ældre medarbejdere, der gerne vil fortsætte lidt endnu, for universitetet, som gerne vil fremstå som en attraktiv arbejdsplads, og for de unge akademikere, der gerne vil have en fast stilling. Det sidste er ikke mindst et problem i disse tider, hvor politikerne hellere skærer ned end satser på at skabe mere viden.

Jeg vil af praktiske grunde tage udgangspunkt i min egen situation, blandt andet fordi jeg tror, at den ikke er atypisk. 

Jeg gik på pension i februar 2023 og indgik en emeritus-aftale. Baggrunden var, at mit institut, DPU, skulle reducere med godt 20 medarbejdere. Jeg var 72 år og tænkte, at det ville være urimeligt at blive siddende, hvis konsekvensen var, at en yngre medarbejder blev fyret. Min pension var god, så jeg forestillede mig, at jeg bare kunne fortsætte mine forskningsaktiviteter, men nu 'selvfinansieret' og med frihed til at forske præcist, som jeg selv havde lyst til.

Store forventninger

Derfor underskrev jeg med store forventninger Aarhus Universitets emeritus-aftale, hvor man forpligter sig på en række punkter, men til gengæld beholder både computer, mailadresse og adgang til delekontor. Aftalen skal fornyes en gang om året, så kontraktpolitik forfølger en, også som pensionist.

Ifølge AU’s beskrivelse af emeritusordningen, som ifølge dokumentets navn er revideret i februar 2023, skal den fratrådte medarbejder aktivt bidrage til instituttets aktiviteter. Det kan ifølge dokumentet ske på følgende måder:

• Publicering med reference til et institut
• Færdiggørelse af et konkret forskningsprojekt
• Deltagelse i forskningssamarbejder
• Konferencedeltagelse
• Gæsteundervisning
• Vejledning (bachelor- og kandidatstuderende)
• Medvejledning (ph.d.-studerende)
• Assistance ved øvelser for instituttet
• Andre faglige aktiviteter
• Opgaver i bibliotek/laboratorium
• Museale opgaver

Jeg kastede mig straks over opgaverne, glad og beruset over min nye frihed. Nu skulle der forskes, skrives bøger og artikler, vejledes og gæsteundervises, samtidig med at jeg ikke skulle deltage i kedsommelige møder eller pendle fra DPU i Emdrup til Aarhus flere gange om ugen for at undervise. Endelig var jeg en fri forsker!

Og meget var godt: Jeg har i løbet af de første knap to år været førsteforfatter på to forskningsformidlende bøger, som har skabt masser af omtale. Jeg har skrevet en række udenlandske forskningsartikler, og jeg har bidraget til den offentlige debat – alene styret af min forskningsmæssige nysgerrighed og af, hvad jeg fandt relevant.

Masser af snubletråde

Men det skulle vise sig, at der var udspændt masser af snubletråde, som har gjort det svært, hvis ikke umuligt, at realisere de muligheder og forventninger, som universitetet selv har beskrevet.

Lad mig blot nævne nogle få af dem:

Som emeritus skal man ”publicere med reference til instituttet”. Ergo skrev jeg tidligt i min nye emeritustilværelse en, synes jeg, spændende artikel om kausalitet i Niklas Luhmanns teori om uddannelse og undervisning. Artiklen blev antaget til publikation i det anerkendte amerikanske tidsskrift Educational Theory; et af mange i Wiley-gruppens regi. Alt var fint, indtil jeg skulle krydse af i tidsskriftets Open Access-rubrik. Svaret fra tidsskriftet lød, at jeg skulle overføre flere tusind amerikanske dollars for at betale mit Open Access-ønske.

Det kunne da ikke være rigtigt, for AU har en Open Access-aftale med tidsskriftet? Bestyrtet undersøgte jeg sagen. Omsider fandt jeg frem til aftalen, som er indgået af Det Kgl. Bibliotek på vegne af de danske universiteter. Hvis man nærlæser aftalen, fremgår det, at ”Korresponderende forfattere, der er emeritus, gæsteforskere eller på anden måde tilknyttet, er IKKE kvalificerede” (underforstået: til at benytte Open Access-aftalen). Lidt skarpt formuleret betyder det, at mine videnskabelige publikationer åbenbart skal holdes hemmelige! Det er generende for mig, kontraproduktivt for AU og i modstrid med emeritusordningen. For hvorfor publicere artikler, som andre kun kan læse mod betaling?

Som emeritus kan man ”færdiggøre et konkret forskningsprojekt”. Også det har jeg gjort. Da jeg indgik emeritus-aftalen, var jeg leder af et eksternt finansieret forskningsprojekt om samarbejde i folkeskolen. Det udløber 31. december 2024, og undervejs har vi publiceret stribevis af forskningsartikler og en formidlingsbog på dansk. Den største fornøjelse var nok at samarbejde med yngre, dygtige forskere fra VIVE og Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på AU og at vejlede en ph.d.-studerende.

Lukket for adgang til forskningsdata

Men undervejs blev der sandelig spændt ben for projektet. For eksempel blev jeg bedt om at udfylde to såkaldte 'offboarding-skemaer'. I den vejledning, jeg modtog i den forbindelse, stod der blandt andet, at ”det er nødvendigt for os at lukke din adgang til forskningsdata, da din adgang til de data efter din fratrædelse vil være ulovlig”. Men man kan da ikke afskære en projektleder fra forskningsdata! Heldigvis tilbagekaldte man efterfølgende dette krav, men advarslen blev fastholdt: Da AU ikke længere har instruktionsbeføjelser i forhold til mig, kan man ikke sanktionere eventuel snyd og bedrag med personfølsomme data.

Herudover fik jeg besked om, at jeg ikke måtte være ansvarlig for halvårsregnskaber, strategisk vigtig kommunikation med bevillingsgiver osv. Denne funktion skulle overdrages til og varetages af min afdelingsleder. Begrundelsen var den samme som for dataadgang: Da jeg ikke længere var ansat, havde AU ikke instruktionsbeføjelser i forhold til mig og kunne derfor ikke sanktionere eventuel snyd og bedrag. Men den foreslåede løsning med at lade kommunikation og regnskaber gå gennem min afdelingsleder var en skinmanøvre, der kun tjente tilfredsstillelse af formelle juridiske forhold, for det var jo kun mig, der havde indsigt i projektets reelle aktiviteter, og derfor kun mig, der havde indsigt i, om regnskaberne var i overensstemmelse med de faktiske projektaktiviteter.

Det bliver hele tiden sværere at fortsætte som aktiv forsker

Heldigvis er jeg fortsat med i et NordForsk-projekt, der varer til udgangen af 2026, så min deltagelse i forskningssamarbejder tørrer ikke helt ud. Men den afhænger af, at jeg har adgang til projektets data, så jeg krydser fingre for, at der ikke indledes endnu en 'offboarding'-proces. Kort sagt: Som emeritus bliver det hele tiden sværere at fortsætte som aktiv forsker. Det er skidt for forskeren, dvs. mig. Men det er da også ærgerligt, at AU ikke udnytter de ressourcer, der findes – og som nu ovenikøbet stilles til rådighed uden løn.

Så er der punktet om vejledning (bachelor- og kandidatstuderende). Jeg har ved flere lejligheder fået henvendelse fra tidligere studerende, om jeg ikke godt vil vejlede dem i specialeprojekter. Jeg har hver gang svaret ja og bedt den studerende om at få aftalen godkendt. Men hver gang har svaret været: ”Lars er ikke ansat, og det betyder, at han desværre ikke kan vejlede dig”. Så ganske vist bliver man i emeritus-aftalen opfordret til at vejlede, men i praksis er det umuligt.

Hertil kommer en række andre vanskeligheder: Som emeritus skal man aflevere sit AU-kreditkort, og rejseforsikringskortet bliver deaktiveret. Begge dele er uhensigtsmæssigt, fordi man jo bruger penge i forbindelse med det forskningsarbejde, som man forventes at udføre, og fordi man deltager i udenlandske konferencer m.v. og derfor har brug for rejseforsikring.

Herudover kan man ikke søge annuum-midler, så den eneste mulighed for at rejse er, at man får det finansieret via de forskningsprojekter, man deltager i. Undertiden er konsekvenserne urimelige. For eksempel har jeg sammen med min kollega og hustru Karen Wistoft publiceret en meget omtalt bog om trivsel og mistrivsel blandt børn og unge. Den indeholder blandt andet et kapitel om konsekvenserne af digitale medier – de såkaldte 'skærme' – for trivsel og mistrivsel. Men da der på DPU blev afholdt en spændende konference om emnet, måtte jeg forstå, at de 1.300 kroner, som deltagelsen kostede, skulle betales af egen lomme. Det samme gælder for deltagelse i udenlandske konferencer. Uden annuum kan det hurtigt blive en bekostelig affære. Resultatet er, at det er meget svært at holde sig opdateret på sin forskning.

For bøvlet

Hvad er konklusionerne? For det første, at der ikke er overensstemmelse mellem emeritusordningen og den administrative praksis på AU. Der bliver ganske enkelt spændt ben for, at man kan opfylde den kontrakt, man skal underskrive. For det andet, at hvis man – til gavn for universitetet og de yngre forskere, der gerne vil have en fast ansættelse og til fornøjelse for sig selv – ønsker at fortsætte som aktiv forsker og ovenikøbet selv kan og gerne vil betale sin løn via pensionen, så må jeg anbefale, at man siger nej til at underskrive en emeritus-aftale. Som ordningen håndteres, er det for bøvlet. Ergo må ældre medarbejdere fortsætte deres ansættelse – med risiko for, at det spærrer vejen for yngre kræfter.

Alt dette er ærgerligt for de seniorer, der fortsat gerne vil forske, men som helst vil slippe for møder og fast undervisning, og som kan betale deres løn med pensionen. For de juniorforskere, der ikke kan få en fast stilling, fordi de gamle står i vejen. Og for universitetet, der antageligt gerne vil fremstå som en moderne arbejdsplads.

Ekstra ærgerligt er det, fordi det for mig at se er nogle overkommelige formelle vanskeligheder, der står i vejen. Jeg stiller mig gerne til rådighed, hvis man er interesseret i at finde en løsning.

Korrekturlæst af Charlotte Boel