Kunne vi gøre mere for de dygtige og ambitiøse?
Det er første gang, at adjunkt Mathias Clasen oplever, at en studerende får publiceret en artikel i et videnskabeligt tidsskrift. Men det er ikke første gang, han støder på i særklasse dygtige og ambitiøse studerende og bruger fritid på at vejlede dem. Og det får ham til at spørge, om AU kunne gøre mere for de særligt ambitiøse studerende – måske satse endnu mere på eliteforløb.
Fakta: Den popkulturelle skurk er antisocial
Jens Kjeldgaard-Christiansen udforsker i sin artikel ’Evil Origins: A Darwinian Genealogy of the Popcultural Villain’ skurkerollen i populærkulturelle værker ved hjælp af evolutions- og socialpsykologisk teori og empiri.
Mathias Clasen, der er ekspert i horror-genren, fortæller her, hvad Jens Kjelgaard-Christiansens artikel bidrager med til den aktuelle forskning inden for feltet:
”Jens konkluderer, at der findes en universel skurkekultur med en grundlæggende struktur, som hænger sammen med måden, vi som mennesker er konstrueret på.” Den popkulturelle skurk er blandt andet karakteriseret ved en såkaldt antisocial etos, som har rod i menneskets biologi.
Mathias Clasen uddyber:
”Der er noget grundlæggende i mennesket, der gør, at vi synes, noget er ondt. Vi er relativt egalitære og bryder os derfor ikke om diktatur og anden dominans. Det opleves som godt at være prosocial og som ondt at være antisocial. Og det har en funktion i forhold til at styrke modviljen mod magtsyge individer.”
Når skurken i popkulturelle film og litteratur fremstilles som antisocial, bidrager det dermed til at hylde prosocial og egalitær adfærd.
Får fagnørderne op at ringe
Men Jens Kjeldgaard-Christiansens forskning er også interessant, fordi den er tværfaglig, mener Mathias Clasen.
”Det er et eksempel på, at tværfaglighed giver os en indsigt, som vi ikke ville have fået ellers. Jens bruger evolutionsteorier fra socialpsykologien og biologien til at sige noget om et humanistisk genstandsfelt, nemlig popkulturen. Og det er noget, der får fagnørderne op at ringe – enten fordi de som jeg finder det væsentligt, eller fordi de finder det superprovokerende. På den måde bidrager han til debatten om tværfaglighed inden for humaniora om, hvorvidt man skal bruge mere naturvidenskabeligt orienterede tilgange inden for humanistisk forskning.”
»Der er typisk 1-2 studerende per årgang, der virkelig står ud fra mængden. Og det er et dilemma for mig, hver gang de henvender sig til mig. Jeg er adjunkt og skal i princippet køre mig selv i stilling til en fastansættelse, og der tæller det ikke meget, at jeg bruger tid på at vejlede ambitiøse studerende. Men det er omvendt en tragedie at sige nej,« siger Mathias Clasen, der er adjunkt i engelsk på Institut for Kommunikation og Kultur.
En fin balancegang
Derfor valgte Mathias Clasen da også at skubbe på, da hans studerende Jens Kjeldgaard-Christiansen både viste sult efter en karriere inden for akademia og kunne præsentere et intellektuelt stykke arbejde af en kaliber, der kunne føre til publicering.
»Han skulle publicere, netop fordi det er uhørt, at en studerende publicerer. Det kræver noget ud over det sædvanlige at blive tildelt et ph.d.-stipendie. Man skal skille sig ud. Det nytter ikke kun at have ene 12-taller. Der skal mere til,« siger Mathias Clasen.
Men det er samtidig en fin balancegang at støtte de ambitiøse studerende i at udfolde deres potentiale uden at give dem falske forhåbninger om, at ph.d.en venter lige om hjørnet. For som han siger, kræver det næsten samme held at få tildelt et ph.d.- stipendie i humaniora som at vinde i lotto.
LÆS OGSÅ: Sulten efter mere end en karakter
Op til den enkelte underviser
Mathias Clasen kunne godt ønske sig, at man fra AU’s side gjorde mere for de dygtige og ambitiøse studerende, så det ikke bare er op til den enkelte underviser at skaffe sig tid til at vejlede de studerende ud over den vejledning, underviserne er forpligtet til at give i forbindelse med opgaver.
»Man kunne måske overveje et eliteforløb for de studerende, der har viljen og evnen, hvor man træner dem ekstra hårdt? Eller en pulje på instituttet, man som underviser kan søge for at få dækket de timer, man bruger til vejledning af ambitiøse studerende, så det ikke som nu i høj grad er frivilligt arbejde,« foreslår Mathias Clasen og understreger, at det ikke må gå ud over de studerende, der ikke lige har ambitioner om en ph.d.-grad.