"Ingen knudebinding, ingen hæftebinding – tingene skal bare hænge”

Knap 300 deltagere var mandag aften mødt op i Aulaen til en megaworkshop arrangeret af foreningerne Medicinerstrik, Politologisk Strikkeforening, Molekylær Biologisk Cellskab og Kreative Jurister. Og det var ikke kun garvede strikkere, der mødte op til megaworkshoppen. Der var i hvert fald én nybegynder til stede ved workshoppens start, nemlig Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold, der trådte op på scenen og erklærede workshoppen for åben.

”Hvor er det dejligt at se, at der er så stort et fællesskab. Det er vigtigt – især som studerende. Der er altid mere man kan læse, noget man kan skrive bedre og karakterer og deadlines, der presser på,” sagde han til strikkeentusiasterne i Aulaen. 

Som nogle studerende måske husker, svømmede borgmesteren gennem Unisøen ved sidste års Kapsejlads, da han skulle holde sin første åbningstale. At slå masker op foran et publikum med en stor andel af rutinerede strikkere skræmmer ham mere, sagde han. 

Med hjælp fra to frivillige fra strikkeforeningerne, baksede Anders Winnerskjold rundt med strikkepindene og garnet og slog minsandten et par masker op i Aulaen. 

”Jeg tør ikke kigge ned på selveste Lærke Bagger,” sagde han nervøst.

”I er vidner til, at Anders strikker sin første maske,” sagde Sidsel Hein Ingerslev. 

“Alle begyndere kan være med nu,” indrømmede borgmesteren efter sin første lektion i strik. 

Med en Ceres-øl i hånden, beordrede Lærke Bagger de fremmødte til at følge hendes syv bud: Du skal slippe kontrollen, slippe ansvaret, slippe selvkritikken, ikke hæfte ender, gøre alt hvad jeg siger, ud af komfortzonen og stole på mig. Skål.

Matematikstuderende, Iben Kønig, havde set frem til at opleve Lærke Baggers utraditionelle tilgang til strik.

”Jeg strikker selv, og jeg synes bare, at Lærke Bagger er mega cool. Hun er bare umiddelbar, nede på jorden og jysk,” sagde Iben Kønig.

”Jeg strikker meget stringent, så jeg håber lidt på, at Lærke kan lære mig at strikke noget, der er mere crazy,” sagde hun. 

 Deltagerne fulgte da også blindt Lærke Baggers ordrer, da de først kom i gang med at strikke løs på deres lap, som efterfølgende bliver syet sammen til tæpper, som doneres til varmestuer.

”I bliver nødt til at tage alt jeres garn ud, hvor I kan se det,” sagde hun bestemt.

Strikkeentusiasternes skød fyldtes hurtigt op med garn i alle farver. 

Lærke Bagger brugte omtrent to og en halv time på at fortælle om sin vej ind i strik, som startede, da hun var otte år gammel, og hvordan hendes passion for strik har hjulpet hende igennem livets op- og nedture. Især da hun mistede sin far, strikkede hun en del. 

Undervejs udbrød Lærke Bagger: ”Stop og klip!” og afbrød således strikkernes flow. 

”Er du good?” spurgte hun en deltager på forreste række, der så ud til at kæmpe lidt med at skulle stoppe midt i strikken. 

For hver gang Lærke Bagger bad publikum om at stoppe, hvad de var gang i og klippe, blev de mere og mere misfornøjede. Hun smed også en del twists ind. Eksempelvis skulle de bruge det grimmeste garn, de kunne finde.

”I skal finde noget nasty garn,” sagde hun. 

”Det er lige til at brække sig over,” sagde en kvinde blandt publikum. 

Studieveninderne Freya Bennedsen, Emilie Kühne og Matilde Geertsen, der alle læser til diplomingeniør i bioteknologi, var nogle af dem, der beklagede sig en anelse over at blive afbrudt konstant. 

”Jeg kan dog godt lide, at hun får os til at strikke i flere farver,” sagde Freya Bennedsen. 

Men der var no mercy at hente fra Lærke Bagger. 

”Make work,” sagde hun. 

”Ingen knudebinding, ingen hæftebindinger – tingene skal bare hænge,” sagde Lærke Bagger. 

”Det er en god læring for os, at alting ikke behøver at være perfekt. Vi bliver nødt til at lade ting hænge. Vi har jo en impuls for at gøre noget ved ting, der hænger. Nogle gange så hænger ting bare. Det gør det også i vores følelsesliv og arbejdsliv, og sådan er det bare,” sagde Lærke Bagger, da Omnibus fangede hende i pausen. 

For Lærke Bagger er strik og følelser nemlig tæt forbundet. Særligt det at gå i gang med noget kaotisk og lidt rodet for at se det falde på plads. Lærke Bagger fortalte publikum, at hun er ved at nå i mål med hendes tredje bog, men var samtidigt så sent som i mandags startet på en ny opskrift, som hun vil have med. 

”Jeg kan enormt godt lide uforudsigeligheden i ikke at vide, hvordan ting ender. Jeg arbejder med uforudsigelighed som et metodisk greb,” fortalte hun publikum.

”Vi ender alle sammen der, hvor vi skal være. Jeg har selv måtte sadle om flere gange. En mine bedste veninder er 63 år, og hun har ikke styr på en skid,” sagde Lærke Bagger med reference til sin nærmeste kollega, Christine Feldthaus. 

”Stop!” udbrød Lærke Bagger, da klokken nærmede sig 21:30, og arrangementet havde været i gang i knap tre timer. 

”Rejs jer op og tag jeres lapper i vejret, så alle kan se dem,” sagde hun.

”Ville det ikke være røvsygt, hvis de alle sammen var ens?” spurgte hun et enigt publikum, inden hun gik ned fra scenen.