Fotograf Lars Kruse er helt tydeligt ikke i sit es. For en sjælden gangs skyld er det nemlig ham, der står foran kameraet med linse og blitzlys rettet imod sig.

”Det er utroligt, at man skal gøre det her i 37 år, før man finder ud af, hvor grænseoverskridende det er! Det må være ligesom, når en sygeplejerske bliver indlagt …!”

I 37 år har han befundet sig bag kameraet med det ene øje knebet sammen og det andet fokuseret på motivet. Lyset. Blikket. Og øjeblikket. Men nu er der ikke flere fotoshoots i kalenderen. Den 31. august går AU’s fotochef på pension.

Det er sin sag at sætte ord på 37 år. Og for en fotograf er det måske også mere passende at sætte billeder på. Lars Kruse har gennemgået sit omfattende fotoarkiv og har udvalgt fotos, der for ham udgør sigende glimt fra den lange karriere.

Den begyndte tilbage i 1986, dengang den 30-årige Kruse netop var blevet far for første gang. Han landede den elevplads, han længe havde drømt om, nemlig som klinisk fotograf på Tandlægehøjskolen, hvor han fire år senere som udlært blev fastansat.

”Jeg har altid fotograferet. Eller i hvert fald siden jeg fandt min fars bokskamera. Det var det der med at fastholde øjeblikke, som fangede mig. Og siden jeg som skoleelev var i erhvervspraktik hos fotografen på Randers Amtssygehus, har jeg vidst, at jeg ville være klinisk fotograf.”

Lars Kruse er ud af en familie med mange sygeplejersker, og mens mange andre stivner i de kliniske omgivelser, sænker Lars Kruse skuldrene.

”Før jeg blev fotograf, arbejdede jeg ti år som plejer på Amtssygehuset og Psykiatrisk Hospital, så det kliniske miljø har jeg altid forbundet med det gode arbejdsliv.”

Som klinisk fotograf på Tandlægehøjskolen var hverdagen fyldt med fotos fra operationer, før- og efter-fotos af patienter og fotos af procedurer, som dannede grundlag for undervisningen af tandlæger. Alt foregik analogt og med fremkaldelse af sort-hvid i mørkekammer, mens farvefotos blev sendt til fremkaldelse ude i byen.

I takt med den digitale udvikling blev behovet for kliniske fotografer dog mindre, og Lars Kruse mistede først sine fotografkolleger, siden en del opgaver, som han dog supplerede med opgaver for resten af universitetet. Og i 2003 overgik han til at være ansat som fast fotograf på Aarhus Universitet.

”Det passede mig perfekt. Jeg fik en masse nye typer opgaver og skulle nu også skyde reportager og kampagner.”

Siden har han skudt billeder ved samtlige Kapsejladser, studiestarter, årsfester og utallige konferencer. Af skiftende ledelser og bestyrelser.

”Jeg synes, jeg har verdens bedste job! Det her er jo ikke nogen fabrik, alle er superengagerede i det, de laver. Der er ikke nogen, der er her af tvang.”

Gået lidt på klingen vedstår han dog, at det ikke gør ham noget, at han ikke længere skal tage billeder fra Kapsejladsen.

”Det er det skønneste arrangement og sjovt at skyde, men jeg har skudt det så mange gange nu, og det er fysisk hårdt at være på en hel dag, og så føler jeg mig efterhånden lidt malplaceret der med mine 67 år,” smiler han næsten undskyldende.

Gennem de seneste næsten fire årtier har han haft en del kongelige, politikere og internationale topforskere i sin søger. Men det er ikke noget, der har fået Kruse til at ryste på hånden. Kun én gang har han med egne ord været starstruck:

”Det var, da jeg skulle tage billeder af Jane Goodall (britisk primatforsker, verdenskendt for sine studier af chimpanser, red.). Hun var så supernærværende, og jeg var meget begejstret for hendes bøger, så det at møde hende var særligt.”

Men det er ikke bonede gulve og VIP-lister, der tiltrækker Lars Kruse. Det er opgaverne ude i felten – og inde i universitetets laboratorier, værksteder og kældre, hvor der for alvor er splitsekunder mellem skuddene, og hvor han kommer hjem med et fyldt memory-kort. Det er det at være helt tæt på forskningen og undervisningen, der fanger ham.

”Engagerede studerende, forskere eller børn på besøg er de bedste motiver. Når man fanger det helt rigtige udtryk, er det fedt.”

Det er centralt for Lars Kruse, at universitetets virke er gennemsyret af mening og væsentlighed.

”Der er ikke noget i det her hus, som ikke er vigtigt. Det spiller en rolle for mig. Jeg ville ikke kunne finde mig til rette som reklamefotograf. Jeg kan godt se, at det fototeknisk kan være sjovt. Men for mig ville det ikke være meningsfyldt.”

Som led i sit arbejde har Lars Kruse også været læremester for ikke færre end 18 fotoelever, hvis man tæller de nuværende elever med.

”Det har for mig været et kæmpe plus at få lov til at uddanne andre fotografer. Eleverne kommer med nye input, nye vinkler og stiller spørgsmål. Min filosofi er, at man skal lære en ny ting hver dag, og man skal have mindst ét grineflip hver dag.

Men nu er det tid at zoome ind på familien, fortæller Lars Kruse.

”Det har været en svær beslutning at stoppe, men jeg blev 67 i maj, og jeg har altid sagt, at jeg ville stoppe, mens jeg føler mig på omgangshøjde med mine kolleger. Jeg kan også godt mærke, at kroppen er ved at være lidt slidt af at slæbe rundt på tungt udstyr i så mange år. Og så har jeg efterhånden seks børnebørn – og jeg vil gerne se mere til dem og deres forældre.”

Kameraet lægger han dog ikke fra sig.

”Det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at fotografere lidt indimellem.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel