Leder af Institut for Datalogi genudnævnes for de næste tre år
Professor Kaj Grønbæk fortsætter som institutleder på Institut for Datalogi i yderligere tre år. Han har været institutleder siden 2018.
Professor Kaj Grønbæk er blevet genudnævnt som institutleder på Institut for Datalogi frem til september 2027, oplyser AU i en medarbejdernyhed.
Kaj Grønbæk har været en del af Aarhus Universitet i 43 år, siden han som studerende læste datalogi, siden blev professor i 1999 og i 2018 blev udnævnt som leder af Institut for Datalogi. Her er han nu blevet forlænget med tre år.
Dekan på Natural Sciences Birgit Schiøtt fortæller i nyheden, at Kaj Grønbæk er lykkedes med at have fokus på et internationalt anerkendt forskningsmiljø.
"Kaj Grønbæk har stået i spidsen for instituttet under AU’s digitaliseringssatsning, som blandt andet har betydet en ekspansion af instituttet. Han er lykkedes med at rekruttere i et konkurrencepræget globalt fagområde og haft fokus på at have et internationalt anerkendt forskningsmiljø – og leveret it-kandidater af høj kvalitet til omverdenen. Tilmed har han ydet et væsentligt bidrag til debatten om, hvordan it-teknologi skaber værdi i samfundet," udtaler Birgit Schiøtt.