Omnibus prik

Lyrisk mudderkast og selvfedme på vers – lyt til årets Kapsejladssange

Festforeningerne har indspillet, filmet og udgivet deres bud på årets kapsejlads-hit. Find din favorit og se, om du er enig med professor i musikvidenskab Morten Michelsen, der tilkendegiver nogle af sine favoritter.

Arkivfoto: Alkymia optræder med deres sang ved Kapsejladsen i 2024. Foto: AU Foto/Jens Hartmann.

Festforeningerne, der skal sejle eller dømme ved årets kapsejlads, sviner traditionen tro deres modstandere til med krydsrim og ordspil forud for årets kapsejlads.

På mere eller mindre lyrisk maner har festforeningerne hver især forsøgt at positionere sig som de bedste på søen ved at give modstanderne et verbalt hak i tuden.

Men ligesom børnenes MGP er kapsejladssangene også ”bare noget vi leger”, og striden stikker ikke dybere, end at foreningerne udlåner både trøjer og det hæderlige trofæ, Det Gyldne Bækken, til hinanden.

Omnibus har bedt professor i musikvidenskab Morten Michelsen om at lytte til et udsnit af årets kapsejladssange og give os en musikfaglig vurdering af niveauet.

Fælles for årets kapsejladssange er, at de alle hører inden for genren moderne pop tilsat rap-elementer, fortæller Morten Michelsen.

”Der bliver rappet i versene og sunget i omkvædene, så rap-genren flyder lidt sammen med EDM-genren, som står for electronic dance music,” siger han.

Netop diss og lyrisk mudderkast er ganske normalt indenfor rap- og popgenren, fortæller Morten Michelsen.

”Det er et kernelement indenfor rapgenren at disse andre,” siger han.

”Det er en lang og stolt tradition, og nogle er jo endda gået bort på grund af det,” siger Morten Michelsen og refererer til mordene på rapperne Tupac Shakur og Biggie Smalls, der havde en rap-fejde kørende i mange år.

Festforeningerne har varierende grad af succes med at levere et rap-flow, vurderer Morten Michelsen.

”HUMBUG med CAND.MAGi har et godt rap-flow, mens Profus og Siffos har et flow, der er nogenlunde,” mener han.

”HAV har ikke et særligt godt flow, men deres omkvæd er til gengæld catchy. Kort og godt,” siger han.

Morten Michelsens skarpe professor-ører aner også, at det formentlig ikke er festforeningerne, der helt selv producerer sangene.

”Jeg har lidt på fornemmelsen, at noget af det er professionelt lavet, mens andet er lidt mere enkelt produceret og løst i fugerne,” siger han og underbygger dette med, at man kan spotte kreditering til diverse produktionsselskaber i slutningen af nogle af musikvideoerne.

For professorens trænede øre skiller især én sang sig ud.

”UMBI’s sang ”De Levende Legender” er bedst produceret, da deres sangere synger rigtigt godt,” lyder professorens vurdering.

Kapsejladsen finder sted fredag 25.april, hvor det vil vise sig, om sejlerne har det hele i den syngende mund, eller om den lyriske selvfedme kan retfærdiggøres.

Her får du overblikket over de fleste af de deltagende foreningers bud på et Kapsejlads-hit – lyt selv og se, om du er enig med professoren:

Økonomisk Forening: Den Grønne Hær

ØF markerer sig med deres sang 'Den Grønne Hær', som med grønt skær og flyvende øl forsøger at overbevise dig om ”ØF'ernes” måske kommende sejr.

"Økonomisk Forening er kommet for at vinde, nytten i max, bare se os spinne"

Visninger

PSYK: Psykseidon

Psykologerne skuer op for referencerne fra den græske mytologi med deres sang 'Psykseidon'. Her portrætteres PSYK som en søens gud, der, ifølge legenden, vil sejre 25. april. Om den virkelige Poseidon er tilhænger af rapmusik vides ikke, men PSYK giver her deres forslag.

"Ka' du hoppe, ka' du danse som en psykopat? Gå amok for PSYK er tilbage"

Visninger

Politologisk Forening: Den Sorte Bus

I sort-hvid-tema viser de studerende fra Statskundskab tænder som selvudnævnt hegemon over Unisøen, mens de frasiger sig alle fra Umbilicus som deres fremtidige læger og siger pass til alle andre foreninger end deres egen.

"Statskundskab regerer her, se ministerbådens skær"

Visninger

Umbilicus: De Levende Legender

På væggen i Umbilicus’ foreningslokale står navnene på sejlerne fra de tidligere vinderhold fra Umbilicus skrevet. En plads på 'Legendernes Væg' er det, som dette års sejlerhold spår i deres sang 'De Levende Legender'.

"I ved godt alle, hvem vi er. Det er os, der giver jer HLR. Vi kender os' dit CPR"

Visninger

Beerceps Maximus

Festforeningen for Idrætsvidenskab gør, hvad den er bedst til. Flekser muskler og samles i en rundkreds på en fodboldbane. De studerende er da heller ikke blege for at tage et par runder crawl i den forårskolde Unisø.

”Orange hop, hak tops, supersexet overkrop”

Visninger

Apolonia: I O O S

Har du i forvejen tandlægeskræk, kureres den ikke just, når Apolonia inviterer op i tandlægestolen til en smædekampagne af en rapsang.

"Pagajen er carbon og målet er guld, tiden sub 40 også når vi er fuld' "

Visninger

HAV: Det 6. verdenshav

HAV lægger ikke skjul på, at de ikke er vinderfavoritter i år. Alligevel slipper de andre foreninger ikke fra at få sig lidt lyrik på lampen i deres sang ”Det 6. verdenshav”.

"Vi' det sjette verdenshav, skal I med på bølgen? Kom med og følg den"

Visninger

FUT: FUT i båden

Den velkendte FUT-brille er blevet monteret på ingeniørernes hoveder, og den hårde bas er som altid at finde i FUT’s sang 'FUT i båden'.

"Endnu et år med FUT i båden, vi kan ikke stoppes"

Visninger

Juridisk Selskab: Fejlfri

Med tropiske toner og lun stemning varmer juristerne Universitetsparken op med deres sang 'Fejlfri', der refererer til deres evne til at hakke, snurre og sejle.

"Vi hakker, vi snurrer, vi sejler, vi spinner, i år er året, hvor JUS endelig vinder"

Visninger

Humbug: CAND.MAGi

Med glitter om øjnene og iklædt de røde trøjer fejrer HUMBUG humanisterne og basher omvendt alle andre studier i deres sang ”CAND MAGi”.

"Rød raket, aim for the stars. Drikker mange bajere, spreder lykke ligesom Lars"

Visninger

Profus: Sut Vores Pagaj

Festudvalget på VIA University College i Aarhus C lægger ikke fingrene imellem, når de melder ud, hvad de tænker modstanderen skal give sig til, mens PROFUS sikrer sig Det Gyldne Bækken.

"Su-su-su sut vores pagaj"

Visninger

SIFFOS: Din Våde Drøm

Folkesundhedsvidenskab forsøger at overtage dine drømme, når de indtager søen i Universitetsparken med deres sang 'Din Våde Drøm'.

"Kom og mærk din våde drøm, når parken bliver SIFFOS-grøn"

Visninger

Alkymia: Kemisk Krig

Festforeningen for Kemi er, mildt sagt, en smule fortørnede over at skulle være dommer til årets kapsejlads. Derfor lover de kemisk krig over Universitetsparken.

"Bøj for min trone, kemisk krig"

Visninger