Marie Koldkjær Højlund sætter lydspor som forsker og kunstner

Her er så stille, at man kan høre blodet suse i ørerne. Jeg har sat Marie Koldkjær Højlund i stævne i et lyddødt rum på Katrinebjerg. Det er paradoksalt. For lyd fylder i hendes liv. Både som musiker og som forsker. Vi sætter os på gulvet i det specialbyggede metalbur, som er foret med mørkegråt skum i alskens geometriske udformninger. Her kommer lyde hverken ind eller ud. Mobiltelefonens bølger bremses også, så her er ingen dækning. Rummet er en smule skummelt og ville helt sikkert få idéerne til at stille sig i kø hos enhver gyserforfatter. Men i selskab med Marie Koldkjær Højlund er her faktisk decideret hyggeligt.

Marie Koldkjær Højlund er lektor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet og har en ph.d. i audiodesign. Foruden sit videnskabelige arbejde med lyd udgiver hun musik både som musiker i Nephew og under kunstnernavnet Kh Marie. Og så er hun huskomponist for Aarhus Teater, hvor hun blandt andet har stået for den musikalske iscenesættelse af forestillingen 'Lyden af de skuldre vi står på', som i 2018 vandt en Reumert for Årets Musikteater. Hun optræder, komponerer, underviser og forsker. Alt sammen med lyd som omdrejningspunkt.

Jeg spørger hende, om hun føler sig mest som forsker eller kunstner.

”Det er en form for identitetskrise, som er ongoing for mig. Men jeg tror faktisk, jeg er nået frem til, at det ikke kan adskilles. Så mit svar bliver, at jeg er ingen af delene,” svarer hun.

Studievalg med lyd i centrum

Sangen har fulgt hende altid. Ligesom lyden af guitarer og basser, der blev stemt inden øvegange og koncerter. Da Marie Koldkjær Højlund læste sin bachelor i musikvidenskab, var hun sideløbende ofte på turné med sit band.

”Jeg var faktisk rigtigt meget afsted, men jeg lavede de ting, jeg skulle,” fortæller hun.

Da tiden nærmede sig, at hun skulle vælge en kandidatuddannelse, vidste hun, at det ikke alene skulle handle om musik, men om lyd. Hun var parat til at flytte til udlandet for at studere det dengang mindre udbredte felt, men til hendes held åbnede kandidatuddannelsen i audiodesign på AU. Hun blev indmeldt som en del af studiets anden årgang nogensinde. Og hun har været på Aarhus Universitet lige siden. For to måneder siden blev hun lektor.

Lydforskning i børnehøjde

35 alarmlyde bipper, dutter og piber. På intensivafdelingen i neurokirurgi på Aarhus Universitetshospital svæver patienterne mellem liv og død i kakofonisk støj. Marie Koldkjær Højlund talte selv alarmlydene, da hun lavede feltarbejde på afdelingen til sit ph.d.-projekt. Målet var at skabe et tryggere lydmiljø for de børn, der besøgte deres forældre på stuen.

”Lydmiljøet på stuen var voldsomt. Og fordi det i sig selv er voldsomt for børn at opleve deres forældre i en hospitalsseng, bliver mange børn efterladt derhjemme. Men sorgforskningen viser, at det er bedst, at børnene kommer med og møder deres mor eller far, der ligger der. Selvom det er voldsomt,” fortæller hun.

"Den pårørendes puls og vejrtrækning blev hurtig og alarmeret af at være på stuen. Derfor måtte vi lave noget, der fanger den pårørendes puls, der hvor vedkommende er."

Designløsningen, som Marie Koldkjær Højlund lavede sammen med arkitekten Sofie Kinch, blev et børnemøbel til det venteværelse, hvor de pårørende i forvejen sad i flere timer ad gangen. Her bipper, dutter og piber de 35 alarmlyde én for én, når barnet trykker på møblets knapper.

”Barnet kan vænne sig til lydene ved at lege med dem. Vi ved fra lydforskningen, at når man lærer en lyd at kende, før man kommer ind i et miljø, hvor den fylder, kan man bedre lægge den bagerst i opmærksomheden. Fordi man kender lyden og ved, at den ikke er farlig,” forklarer hun.

Umiddelbart virker der til at være langt fra venteværelset på den intensive neurokirurgiske afdeling til koncertscenen. Men ikke for Marie Koldkjær Højlund. Hendes erfaring med at optræde kom hende nemlig til gavn i projektet.

”Noget af det, vi opdagede igennem den proces, som strakte sig over flere år, handler om de besøgendes kropslige rytmer. Og jeg havde faktisk en viden om det her med kropsrytmer, som lige pludselig kom til mig. Jeg spillede i et band for 15 år siden, og dengang brugte man meget sådan noget backtrack, som man spiller ovenpå. Når vi stod i øvelokalet, var tempoet altid lige, som det skulle være, men når vi stod og spillede live til koncert, føltes backtracket meget langsomt. Det gjorde det, fordi vi selv var oppe i en højere puls, så vores rytmer var forhøjede, kan man sige. Og dén relationelle forståelse af rytme i kroppen kunne jeg bruge i min ph.d. Den pårørendes puls og vejrtrækning blev hurtig og alarmeret af at være på stuen. Derfor måtte vi lave noget, der fanger den pårørendes puls, der hvor vedkommende er,” forklarer hun.

Og sådan blev venteværelsesmøblet til.

Interventioner mod lyden af institution

Lyden af min kuglepen mod skriveblokken er underligt høj i det lyddøde rum. Som om den er forstærket. Rummets ikke-lyd ville være klaustrofobisk, hvis ikke den blev overdøvet af Marie Koldkjær Højlunds rolige stemme.

”Det ville være ubehageligt, hvis der var lige så stille i ens stue, som der er her.” Hun fortæller om et af sine nuværende projekter. Det handler om lydmiljøet på et plejehjem, og jeg spørger, om det da er et problem, at det støjer.

”Der er ikke et problem med, at der er for meget støj på den måde. I hvert fald ikke målbar støj, men støj kan jo også være det, at et lydmiljø ikke er behageligt,” forklarer hun og henviser her til rummet, vi sidder i.

Udfordringen i lydmiljøet på plejehjemmet er en anden. Fællesrummene, som skulle skabe rare omgivelser for hyggeligt samvær, lyder af institution. Klirrende nøgler, klinisk personalesnak, dumpende træsko, bippende alarmer, brummende industriopvaskemaskiner og slæbende rulleborde optager det soniske rum.

”Vi arbejder med nogle lydinterventioner, som kan hjælpe med at gøre miljøet mere hjemligt. En af idéerne er at lave et nicheområde, hvor man kan sidde og lytte til naturen, som den lyder nu og her. Vi har nogle lydsatellitter, der kan sende lyden ind ude fra eksempelvis Tangkrogen, så man får en forbindelse med omgivelserne. Det hele handler om at bryde den der isolation,” fortæller Marie Koldkjær Højlund.

Alt det overhørte

Støj og mislyd er noget af det, der optager hende. Både i arbejdet som forsker og som kunstner.

”Jeg er interesseret i lydmiljøer, som på en eller anden måde er besværlige eller har en modstand. Eller som er skrøbelige, farlige og alarmerende,” fortæller hun om sit forskningsfelt, der er designbaseret og i høj grad trækker på hendes kunstneriske kunnen.

Og kærligheden til de besværlige og hjemløse lyde får også lov at spille en rolle, når Marie Koldkjær Højlund laver musik. Hun fortæller, at hun ikke ville have lyst til at indspille en sang i det lyddøde lokale, hvor vi sidder, selvom akustikken umiddelbart lader til at være perfekt til netop det.

”Vi har i rigtigt mange år produceret musik sådan, at det lyder, som om det ikke er lavet på et bestemt sted. Som om det foregår på et ikke-sted. Jeg er meget optaget af at placere min musik i en stemning, i et lydligt univers eller på et sted. Jeg går ikke så meget efter den der perfekte hi-fi-ting, men mere efter, at der faktisk er noget rum, som man kan høre i optagelserne. Og ikke kun nødvendigvis den lyd, vi skal indspille. Jeg kan godt lide alt det der overhørte. Alt det, som man normalt ikke vil have med. Det synes jeg er the good stuff,” lyder det.

Behagelige sansemiljøer er ikke en overflødig luksus

Fuglekvidder blander sig harmonisk med bløde flydetoner. Væggene er oplyst med levende billeder af rolige trætoppe, der bades i solskin. På Regionshospital Nordjylland i Hjørring er fire af fødestuerne omdannet til sansefødestuer. Også her har Marie Koldkjær Højlund sat sig lydspor.

På stuen kan den fødende vælge mellem fire forskellige stemninger, hvoraf den blide forårsskov er en af dem. En anden er synet og lyden af det vilde og brusende Vesterhav, hvor bølgerne ruller og pisker ind mod kysten. Marie Koldkjær Højlund er pragmatisk i sin tilgang til sanserne. For hende er et behageligt sansemiljø ikke en overflødig luksus. Og det samme viser hendes forskning.

”Vi ved jo godt alle sammen rent kropsligt og intuitivt, hvor meget det betyder, at man føler sig godt tilpas et sted. Især på et sted som en fødestue, hvor man jo er ude af så mange forskellige kropslige og kendte rammer og måske er bange. Og vi kan se, at det gør en forskel. Ikke på de hardcore tal, men i oplevelsen for både den fødende og for personalet. Lægerne og jordemødrene oplever at få et bedre arbejdsmiljø, og de fødende oplever en større tryghed. Vi betragter stadig meget det med sanser som noget ekstra – som noget, der er nice to have. Men jeg vil argumentere for, at det skal tænkes meget mere grundlæggende ind.”

Musik, kunst og forskning kan ikke adskilles

Metalgulvet gynger, når vi rykker på os i det lyddøde rum.

”Når jeg har studerende med herind, er der nogle gange nogen, der bliver svimle, fordi det er så specielt for sanserne,” fortæller Marie Koldkjær Højlund.

Når man sidder på gulvet og nogenlunde holder den samme siddestilling, er det gyngende heldigvis ikke et problem. Og ørerne vænner sig med tiden til, at der ikke er baggrundsstøj.

"Præmissen for min måde at være på universitetet på er, at det, jeg laver som kunstner og designer, er en del af den måde, jeg forsker på."

Det er ikke nemt at sætte en finger på, hvor musikeren Marie Koldkjær Højlund stopper, og forskeren begynder. Med et skema, der byder på alt fra artikelskrivning til undervisning og fra interviews til koncerter, fortæller hun, at det er svært for hende at navigere i sin kalender.

”Det, der er svært, er jo, at vi stadig har et system, der er meget rettet på, at man kan dele tingene op. Når jeg optræder, føler jeg mig meget som musiker, og når jeg skriver artikler, føler jeg mig meget som forsker. Men alt derimellem er svært at dele op. Når jeg optræder, tænker jeg ikke, at det er uni-tid. Men det er sket mange gange, at der kommer nogle indsigter eller noget viden fra min optræden, som jeg bruger i min forskning og omvendt. Så det spiller meget sammen. Præmissen for min måde at være på universitetet på er, at det, jeg laver som kunstner og designer, er en del af den måde, jeg forsker på,” fortæller hun.

Listen af Marie Koldkjær Højlunds bidrag som både kunstner og forsker er efterhånden lang. I øjeblikket er hun i gang med at planlægge en kunstbiennale på udvalgte sygehuse i Region Midtjylland. Ligesom dem i Venedig og Basel, men på et hospital. Måske kunne man i den forbindelse nytænke den stol, kemopatienter sidder i, når de modtager kemobehandling, foreslår hun. Der er sanselighed i alt det, hun kaster sig ud i.

Jeg spørger hende, hvordan det er at arbejde med lyd både med hjernen og hjertet.

”Sådan et spørgsmål bunder i virkeligheden i en meget vestlig og klassisk måde at tænke på. Som om det at gøre og det at tænke er to meget forskellige processer. Selvfølgelig er der nogle faser, hvor jeg gør mere af det ene end det andet. Men for mig er det ikke to forskellige måder at være i verden på. De hænger sammen,” lyder det.

Da døren til det lyddøde rum lukker bag os, giver det et højt smæld.

”Ja, man får lidt et chok over, hvor højt det lyder, når man kommer herud igen. Nu har ørerne lige vænnet sig til, at der er helt stille, så lydene virker helt forstærkede,” fortæller Marie Koldkjær Højlund, da vi bevæger os ned ad gangen og ud i den almindelige verden igen.

”Jeg tænkte, at det var et virkelig fedt rum at tage billeder i. For hvor får man ellers så god en visuel repræsentation af lyd – eller rettere fraværet af lyd?”

Korrekturlæst af Charlotte Boel