Medarbejdere fra Aarhus Universitet går med i Aarhus Pride
Det er vigtigt at vise, at AU er et sted, man kan være uanset baggrund, kønsopfattelse og seksualitet, siger fællestillidsrepræsentant Caroline Adolphsen, der er blandt initiativtagerne til AU’s deltagelse i Aarhus Pride. Universitetets ledelse bakker op om initiativet, det samme gør studenterorganisationer.
Tag med AU til Aarhus Pride
Gruppen af AU-medarbejdere, der deltager i Aarhus Pride, mødes 1. juni kl. 11.00 foran HeadQuarters i Valdemarsgade tæt ved Musikhuset Aarhus.
Selve paraden starter ved Bispetorvet kl. 11.30.
Alle medarbejdere og studerende er velkomne til at slutte sig til AU-gruppen. Det er gratis at deltage.
Foruden Caroline Adolphsen er Olav W. Bertelsen, Helle Colding Seiersen og Nicolaj Sivan Holst blandt initiativtagerne til AU’s deltagelse i Aarhus Pride.
Lørdag 1. juni klædes Aarhus i regnbuens farver, når byen lægger gader til Aarhus Pride. Og i år vil AU’s logo også være at finde i paraden, der med egne ord ”hylder alle dem, som kæmper for lige rettigheder og muligheder for alle – uanset kønsidentitet eller seksuel orientering”.
For første gang er der nemlig en koordineret deltagelse af medarbejdere fra Aarhus Universitet i Aarhus Pride-paraden under parolen ”AU-ansatte for mangfoldighed”. Blandt initiativtagerne er Caroline Adolphsen, der er fællestillidsrepræsentant for videnskabelige medarbejdere (VIP) og teknisk-administrative medarbejdere med akademisk baggrund (AC-TAP).
"Hvis det her skal rykke sig, så må vi selv rykke på det"
Hun fortæller, at idéen opstod efter et fælles møde i hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og hovedarbejdsmiljøudvalget (HAMU), hvor VIVEs rapport Sexisme og karriereforløb på danske universiteter var blevet drøftet sammen med mulige tiltag med henblik på at forebygge sexisme på universitetet.
”I den forbindelse er der en, der med et smil på læben siger, at rektor burde gå med i Priden. Og så kigger vi på hinanden og beslutter, at vi fra B-siden (medarbejderside, red.) vil gå med i Priden år – for hvis det her skal rykke sig, må vi også selv rykke på det,” siger Caroline Adolphsen og uddyber, hvorfor hun finder det vigtigt, at AU som arbejdsplads viser sin opbakning til LGBT+:
”Det er vigtigt, at vi viser, at Aarhus Universitet er et sted, man kan være uanset baggrund, kønsopfattelse eller seksualitet. Det skal man hverken som studerende eller medarbejder være i tvivl om – heller ikke som kommende medarbejder eller studerende. Og derfor er det vigtigt at vise her på stedet, men også ude i byen.”
Caroline Adolphsen har efter flere år som tillidsrepræsentant ikke hørt om episoder, hvor medarbejdere har følt sig diskriminerede på baggrund af kønsopfattelse eller seksualitet. Men dermed ikke sagt, at det ikke sker, siger hun.
”Det er sårbart at berette om, og det får måske nogle medarbejdere til at tie. Fra studenterside hører jeg dog, at nogle ikke føler sig inkluderede. Og da jeg i forbindelse med VM i Qatar tog et regnbuearmbind på til min undervisning, var der efterfølgende studerende, der skrev til mig og takkede mig, for at jeg havde haft det på,” fortæller Caroline Adolphsen, der er lektor ved Juridisk Institut.
Opbakning fra universitetsledelsen og studenterorganisationer
Universitetsledelsen bakker op om medarbejdernes deltagelse i Aarhus Pride, skriver rektor Brian Bech Nielsen i en mail til Omnibus:
"Vi har fået en henvendelse fra medarbejdere, der gerne vil inkludere et AU-logo på et banner, som de vil gå med i forbindelse med, at de deltager i den kommende Pride. Vi bakker op om deres initiativ. AU er et sted med stor mangfoldighed, og det er en styrke for universitetets virke. Så de har vores støtte", skriver rektor.
Det glæder Caroline Adolphsen, at ledelsen bakker op.
Også fra de to studenterorganisationer Studenterrådet og Konservative Studenter er der opbakning til medarbejdernes initiativ – og til Priden. Studenterrådet har ikke kunnet nå at organisere deltagelse ved dette års Pride, men forventer at deltage i Priden næste år, skriver Oliver Mølgaard Gertsen, der er forperson for Studenterrådet.
Formand for Konservative Studenter, Max Manøe Bjerregaard, fortæller, at de i lighed med Studenterrådet heller ikke i år har fået organiseret deltagelse i Priden.
"Men det er et fint initiativ, medarbejderne har taget. Som arbejds- og studiested for mange medarbejdere og studerende er det fint med det fokus på mangfoldighed, som Priden repræsenterer. Vi er også glade for, at det er Aarhus Pride, medarbejderne har valgt at gå med i. Den har fokus på kernesagen, hvor det virker til, at Copenhagen Pride desværre får blandet andre politiske sager ind i billedet," siger Max Manøe Bjerregaard.
Den seneste tid har der været en del mediebevågenhed om Copenhagen Pride, som er blevet kritiseret for at politisere, ved – ifølge flere medier – at bede sponsorer om at tage stilling til konflikten mellem Israel og Palæstina. Det har fået flere virksomheder og organisationer til at trække sig som sponsorer for Copenhagen Pride. Hvilket resulterede i, at Lars Henriksen trak sig fra posten som forperson og talsperson for Copenhagen Pride.
Aarhus Pride og Copenhagen Pride er imidlertid to forskellige organisationer og events, hvilket initiativtagerne fra AU også gør opmærksom på i deres kommunikation til medarbejderne.
”De problemer, der har været fremme i pressen angående Copenhagen Pride, har intet at gøre med Aarhus Pride”, skriver de.
Den første Aarhus Pride blev holdt i 2012, og organisationen drives af en frivillig arbejdsgruppe.
Korrekturlæst af Charlotte Boel