KLUMME: Målt på merit – hvordan måler og anerkender vi videnudveksling?

Når vi ansætter nye videnskabelige kolleger på AU, lægger bedømmelsesudvalgenes udtalelser stadig især vægt på forskning og i nogen grad undervisning, mens forskellige former for videnudveksling spiller en birolle. Det er for så vidt rimeligt, at forskningen og undervisningen vægtes højt på universitetet, hvis særkende er den forskningsbaserede undervisning, men et moderne universitet er jo meget mere end det. Det understreges tydeligt i den forskningsevaluering, som alle institutter på AU gennemfører i disse år. En gennemgående pointe i mange fagmiljøer har været, at kollegerne ud over forskning og undervisning er dybt engagerede i et bredt spektrum af videnudvekslingsaktiviteter. Samtidig oplever de, at den formelle anerkendelse af andet end publicering, hjemtag af eksterne midler samt undervisning lader noget tilbage at ønske, selv om f.eks. eksternt samarbejde eller forskningsformidling ofte kan skabe større forandringer end fagfællebedømte forskningsartikler i højtrangerede tidsskrifter.

AU’s kommende 2030-strategi, der lige nu er i høring, lægger stor vægt på værdien af forskellige udvekslinger med det omgivende samfund. Den europæiske Agreement on Reforming Research Assessment (CoARA), som har udgjort et værdimæssigt grundlag for universitetets forskningsevaluering, understreger ligeledes vigtigheden af at anerkende en bred vifte af aktiviteter. Endelig har Danske Universiteter forfattet et Rammeværk for meritering af kompetencer og erfaringer inden for videnudveksling med glimrende anbefalinger til, hvordan vi kan operere med bredere meriteringskriterier. Området burde altså være i medvind, men i praksis halter det stadig.

Ønsker vi virkelig flere metrikker?

Spørgsmålet om bredere meritering er da også forbundet med flere dilemmaer. Som optakt til forskningsevalueringen anbefalede de akademiske råd, at AU udviklede mere vidtfavnende impact-indikatorer, og en række udenlandske universiteter arbejder ligeledes i disse år på at skabe meningsfulde metoder til at registrere f.eks. formidling, erhvervssamarbejde og academic citizenship. Det giver umiddelbart god mening, men på den anden side kan man spørge sig selv, om vi ikke allerede bruger mere end rigelig tid og energi på at dokumentere og måle vores indsatser, og om vi virkelig ønsker flere metrikker.

Hvordan skal yngre forskere forholde sig?

Samtidig risikerer vi at gøre især yngre kolleger en bjørnetjeneste, hvis vi aktivt tilskynder dem til eksempelvis formidling for et bredere publikum, og de efterfølgende søger videre til andre universiteter, der stadig holder fast i forskning og undervisning som det altafgørende. Desuden vil mange af de fonde, der finansierer en stor del af universitetets forskning, nok stadig være tilbøjelige til at fokusere på traditionelle forskningsmeritter, når de vurderer en ansøgers CV. Hvordan skal vi i lyset heraf råde vores yngre kolleger til at agere, så de står stærkt i den internationale konkurrence?

Ikke kun en sag for de enkelte fagmiljøer

De gode løsninger på disse udfordringer vil nok se forskellige ud inden for forskellige fagområder. Danske Universiteters rammeværk lægger op til, at de enkelte institutioner og fagmiljøer frit kan tage stilling til, hvordan de vil arbejde med dokumentets anbefalinger. Det er jo meget sympatisk, men at overlade hele ansvaret til de enkelte miljøer risikerer også at betyde, at rammeværkets gode intentioner bliver glemt midt i Kandidatreformen og alle de andre presserende indsatsområder, der optager hverdagen på institutterne. Så herfra skal lyde en opfordring til, at diskussionen om bredere meritering holdes i live i alle hjørner af universitetet.

Lad os begynde i frokoststuen

Et nærliggende sted at starte kunne være en gennemgang af vores lokale ansættelsesprocedurer. Typisk er der i stillingsopslag et kort afsnit om vigtigheden af videnudveksling, men bliver ansøgerne rent faktisk bedt om at dokumentere deres erfaringer hermed, og bliver bedømmelsesudvalgene instrueret i at lægge vægt på det? Afspejler nyhederne på hjemmesiderne bredden i institutternes aktiviteter, eller er der en overvægt af nyheder om store forskningsbevillinger? Og har vi på alle fakulteter administrativt personale til at understøtte den slags aktiviteter? De formelle rammer er en vigtig del af spørgsmålet, og der er uden tvivl plads til forbedring på den front, men lige så vigtig er kulturen ude i de enkelte fagmiljøer. Hvordan taler vi egentlig om værdien af formidling, videnudveksling og academic citizenship hen over frokostbordet? Vigtigt er det i hvert fald, at vi taler om det.