I Danmark taler vi ofte om den tillid, vi har til hinanden i samfundet, som også ofte har vist sig i Danmarks topplaceringer i europæiske tillidsundersøgelser.

Men på onsdagens forskningspolitiske årsmøde i Videnskabernes Selskab i palæet på H.C. Andersens Boulevard var spørgsmålet, om den verdensberømte danske tillid også gælder landets forskere.

Som Ole Wæver, professor i international politik på KU og formand for Forskningspolitisk Udvalg i Videnskabernes Selskab, formulerede det, har der de seneste år været en ”udbredt stemning om, at viden ikke var i høj kurs, og en oplevelse af, at der ikke blev lyttet til ekspertise”. Noget, der dog til dels ændrede sig under coronapandemien, hvor forskerne i den grad blev lyttet til – men også oplevede at blive chikaneret.

På årsmødet under stukloftet i den nyklassicistiske Gamle Mødesal deltog uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), og han slog fast, at det er vigtigt, der er stærk tillid til forskningen.

”Tilliden til forskning er central for at skabe de fremskridt, der hjælper samfundet. Hvis ikke vi har tillid bredt set i befolkningen til, at det, forskere siger, er rigtigt, så svækkes forskningen og dens betydning”, sagde ministeren.

Ingen mistillid fra ministeren

Ærlighed, gennemsigtighed og pålidelighed skal gælde, og forskningen skal være fri og uafhængig med et armslængdeprincip til myndighederne, forklarede han. Forskningen er dog udfordret af, at vi ifølge ministeren lever i en tid, hvor ”mistillid og misinformation har aldeles gode vækstbetingelser”.

Men ifølge nogle af forskerne, der onsdag var inviteret til årsmødet, er forskningen også udfordret fra den side, som Jesper Petersen repræsenterer – nemlig fra politisk side. Christine Nellemann, der er institutdirektør på DTU Fødevareinstituttet, ville vide, om han egentlig har tillid til forskningen på universiteterne. Forskningen hænger sammen med hele uddannelsessystemet, og når regeringens reformkommission foreslår at skære i kandidatuddannelsernes længde fra to til et år, og når der for eksempel er toprocentsbesparelser på den forskningsbaserede rådgivning, så ligner det mere mistillid, end det ligner tillid, lød det fra Christine Nellemann. 

Den udlægning skuffede ministeren.

”Det ærgrer mig, for det er der ikke tale om. Vi prøver at hylde og anerkende kvaliteten af dansk forskning. Det gælder også på uddannelsesområdet. Men det ændrer jo ikke på, at man godt kan have politiske holdninger til det, for eksempel hvordan midlerne fordeles, og hvordan uddannelsespolitikken skal være. Det er ikke et udtryk for mistillid, men politiske synspunkter. Dem har vi en del af, og måske også flere end tidligere. Jeg tror, man skal betragte det sådan, at det er politik, mere end det er mistillid”, lød det fra Jesper Petersen.

Ganske apropos spørgsmålet om kandidatuddannelserne skriver Politiken torsdag – mindre end et døgn efter mødet – at regeringen snart kommer med sit udspil 'Danmark kan mere III', der ifølge avisen omfatter, at hver anden kandidatuddannelse kun skal tage ét år mod de nuværende to.

Ministeren: Forskere skal deklarere, hvad de har belæg for

Ministeren blev også forholdt de politiske røster, der har kritiseret navngivne forskere inden for bestemte fagområder, hovedsageligt humaniora. Her blev der især refereret til Liberal Alliances Henrik Dahl og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der sidste år gik til kamp mod det, de kalder anti- eller pseudovidenskab. De mener, at eksempelvis migrationsforskning og kønsstudier er præget af aktivistisk forskning. De to politikeres kampagne endte i maj sidste år med en vedtagelsestekst, som blev underskrevet af en lang række partier, herunder Socialdemokratiet. Teksten nævner, at der ikke må ”forekomme ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.

Filmen knækkede for AU-forskere, da regeringen støttede op om erklæring

Et helt andet eksempel er fra august, hvor den regeringsnedsatte kommission for 'den glemte kvindekamp' kom med sine anbefalinger, der blandt andet omfattede et forslag om et totalforbud mod hovedtørklæder i grundskolen. En række førende eksperter i blandt andet integration, minoritetskvinders forhold, sharialovgivning og religiøse minoriteter kritiserede kommissionens udspil for manglende faglighed og dokumentation, men den købte udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) ikke.

Til TV 2 sagde han blandt andet, at kritikken kom fra ”teoretikere, der tilsyneladende ikke har respekt for konkret erfaring og ikke vil lytte til praktikere”.

Fra salen og moderator Nynne Bjerre Christensen lød spørgsmålet: ”Er det ikke rigtigt, at forskere i de fagområder – humanister og samfundsforskere – kan blive beskyldt for eksempelvis at være politiske?”

”Jamen, det er da nok rigtigt, at man har en vanskeligere formidlingsopgave, og det er så en del af loddet i livet, når man er forsker inden for de felter. Men at anerkende deres værdi er vigtigt, synes jeg. Man må selv sørge for at gøre sit for at deklarere klart og udtale sig om det, man synes, man har belæg for. Og igen, når man begiver sig ud i noget, der mere er vurderinger eller personlige synspunkter, må man også deklarere det”, svarede Jesper Petersen.

Forskere repræsenterer hinanden i medierne

Spørgsmålet om tillid løber ikke kun mellem universiteterne og politikerne, der i sidste ende bestemmer deres midler. Tilliden står også konstant sin prøve mellem forskerne og befolkningen, og her bemærkede Ole Wæver, at den tillid kan blive udfordret af to problematiske billeder af forskeren. Det ene er billedet af forskeren, der er særligt klog og ophøjet, og som sidder for sig selv i sit elfenbenstårn. Det andet billede er forskeren, der i forlængelse af det ikke er en del af virkeligheden, som den almindelige borger er det.

Medierne spiller en afgørende rolle i, hvordan forskningen bringes ud til befolkningen, og det var netop et af hovedemnerne til årsmødet.

En af talerne, Anja C. Andersen, der er professor i astronomi og astrofysik på Niels Bohr Institutet, forklarede, at hun ser en stor tillid til forskerne fra offentligheden.

”Den tillid får vi kun, hvis vi gør os fortjent til den. Det er enormt vigtigt at huske på, når vi går ud og formidler. Når vi formidler, må vi ikke stille den tillid i fare. Når jeg stiller mig op over for offentligheden, tænker jeg også over, at det kan godt være, jeg bare er Anja C. Andersen, men jeg har også mit institut, universitet og faktisk alle jer andre i ryggen”, sagde professoren.

Hun har selv været i mediemøllen for nylig, da hun deltog i DR-programmet 'Ellen Imellem'. Hun troede, hun skulle interviewes af en journalist om jordens form, men hvad hun ikke vidste, var, at journalisten i sin øresnegl fik sine spørgsmål af en såkaldt flat earther, der tror, at jorden er flad. Hun følte sig ført bag lyset og udbrød i forbindelse med et interview om sagen: ”Viden er fandme ikke et synspunkt”. En sætning der hurtigt udviklede sig til en hel kampagne.  

”Videnskab trives med mange forskellige meninger. Forskningskommunikation er en samtale, og parter kan være uenige. Men videnskab bevæger sig kun frem, hvis man er villig til at rykke sig og blive klogere. Derfor har jeg ikke noget problem med, hvis nogle til et foredrag siger til mig, at mennesket ikke har været på månen. For så viser jeg dem, at der er spor på månen fra astronauterne. Men i 'Ellen Imellem' var jeg ikke i dialog med nogen, der faktisk gerne ville tale med mig. Hvis man ikke kan stole på dem, man taler med, så må man tage nogle forholdsregler”, lød det fra Anja C. Andersen.

Professoren blev spurgt, hvordan man passer på forskere, der for eksempel havner i en shitstorm. Er der brug for retningslinjer?

”Man skal måske i virkeligheden passe på med retningslinjer. Men universitetet kunne godt have en policy om, at de altid bakker op om deres forskere. I Henrik Dahl-debatten sprang jeg ud i det og forsvarede humanisterne, og der kunne jeg godt have tænkt mig, at nærmest hele Rektorkollegiet havde stået foran Christiansborg og sagt: Det er simpelthen ikke okay, du bruger Folketingets talerstol på den måde. Det er ikke okay at svine folk til med navn på den måde. Der er regler i folketingssalen, og det burde også gælde for omtalen af de af landets borgere, der ikke er i rummet”, sagde Anja C. Andersen.

Redaktør: Magten er på universiteterne

I en paneldebat blev mediernes rolle diskuteret, og chefredaktør på Illustreret Videnskab, Jonas Rathje, argumenterede for, at der ufravigeligt vil ske en udvanding af forskningsresultater, når medierne videreformidler dem. Historien skal vinkles, og journalisten vil ofte lede efter et greb som konflikt.

Ligeledes forklarede chefredaktør på Videnskab.dk, Vibeke Hjortlund, at det i hendes øjne er universiteterne, der sidder med magten, hvis man ser på, hvor journalisterne sidder, og at det ofte er pressemeddelelser – ikke medierne – der overdriver forskningsresultater.

”Der sidder hundredvis af journalister ude på universiteterne. På de store dagblade sidder der måske et par videnskabsjournalister, DR har lige lukket sin videnskabsredaktion, og på lokalbladene sidder der måske slet ikke nogen”, sagde Vibeke Hjortlund.

Professor: Journalister må huske processen

Hvidbogen 2022 lægger op til, at forskere og universiteter også inddrager offentlighed og medier i, hvordan de kommer frem til deres viden – altså selve forskningsprocessen. Det tilsluttede Vibeke Hjortlund sig.

”Humanister får ofte tæsk, for det er der, de store følelser er på spil. Det er måske netop der, hvor det er vigtigt for forskerne at fortælle om deres metoder. Hvorfor er det her forskning? Ny forskning på humaniora er svært at dække for journalister. Det gør det ikke mindre vigtigt, men gør det mere væsentligt med fokus på metode”, sagde hun, mens Jonas Rathje, der også er tidligere chefredaktør på B.T., var noget mere loren ved tanken.

”Jeg tror, at læserne langt hen ad vejen er ligeglade med processen. Læseren spørger: Hvad er perspektivet i det for mig?” sagde Jonas Rathje.

Det vakte lidt opsigt hos enkelte medlemmer under mødet. Susanne Ditlevsen, der er professor ved Institut for Matematiske Fag på KU, følte sig provokeret af, at pressen er ligeglad med processen bag forskningen.

”Hvis resultater bliver formidlet i pressen, som om de er Guds gave til menneskeheden, og at der ikke er nogen usikkerhed omkring dem, så er det, vi kommer ud i dårlige situationer. Pressen skal ikke formidle processen, for at vi kan føle os som hele mennesker, men fordi resultaterne ellers ikke er rigtigt formidlet. Ellers er det ikke videnskab, men clickbait”, sagde Susanne Ditlevsen.