Omnibus prik

Mød Mona Juul, Emma Holten og Sofie Lippert til en debat om værdien af omsorg

Konservative Studenter i Aarhus inviterer 25. februar til foredrag med Emma Holten og efterfølgende debat hen over midten med Konservative Folkepartis formand Mona Juul og Sofie Lippert fra SF.

Fra venstre: Folketingsmedlem Sofie Lippert (SF), forfatter og debattør Emma Holten og folketingsmedlem og formand for Konservative Folkeparti Mona Juul. Foto: Foto af Sofie Lippert og Mona Juul: Marie Hald. Foto af Emma Holten: Claudia Vega

Mens alle gætter på, hvornår statsministeren udskriver folketingsvalg, inviterer den studenterpolitiske forening Konservative Studenter Aarhus (KS) til debat om politik, økonomi, ligestilling og værdien af omsorg. Foreningen har inviteret forfatter og debattør Emma Holten til at give et oplæg med udgangspunkt i hendes bog ’Underskud – om værdien af omsorg’, der udkom i 2024. 

”Bogen er aktuel, idet den stiller spørgsmål ved måden, vi tænker økonomi og omsorg på. I KS vil vi gerne blande os i debatten om, hvordan vores samfund skal se ud i fremtiden,” siger formand for Konservative Studenter Søren Schrøder Richel.

Derfor har foreningen også inviteret to folketingspolitikere fra hver sin politiske fløj til at deltage i den efterfølgende debat med Emma Holten. Det drejer sig om formand for Konservativt Folkeparti, Mona Juul og Sofie Lippert fra SF. Sidstnævnte er blandt andet skatteordfører, forskningsordfører og uddannelsesordfører.  

Konservative Studenter håber, debatten netop kan være med til at ruste tilhørerne frem mod det kommende valg. 

Debatten finder sted i Aulaen på Aarhus Universitet 25. februar kl. 16.00-18.00. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. 

Læs mere om arrangementet på Konservative Studenters Facebookprofil