Næsten intet nyt i ansøgningstallene til kvote 2
Medicin dropper til en 4. plads over førsteprioritetsansøgninger, men skinnet bedrager og skjuler nyhed i Herning
De ti mest søgte uddannelser
De ti mest søgte uddannelser på AU via kvote 2: Førsteprioritet (ansøgninger i alt)
- Psykologi 844 (1858)
- Economics and Business Administration 684 (1868)
- Erhvervsøkonomi 550 (1260)
- Medicin 488 (1460)
- Jura 466 (1172)
- Odontologi 409 (832)
- Cognitive Science 363 (720)
- Computer Science 327 (687)
- Statskundskab 305 (748)
- Veterinærmedicin – dyrlæge 210 (407)
Mindst søgte uddannelser:
- Arabisk og Islamstudier 1 (13)
- Plante- og Fødevarevidenskab 4 (13)
- International virksomhedskommunikation i fransk 6 (17)
Nogle gange er det bare ’same procedure as last year,’ og når det kommer til de 10 mest søgte uddannelser på Aarhus Universitet via førsteprioritetsansøgninger via kvote 2, er der tale om ’The usual suspects.’
Psykologi er stadig den mest førsteprioritetssøgte uddannelse via kvote 2, og kun to studier har byttet plads, inden Veterinærmedicin, hvor dyrlægerne uddannes, traditionen tro lukker ledet bag top-10.
Medicin, som sidste år lå nummer tre på listen, bytter i år plads med sidste års nummer fire, Erhvervsøkonomi, HA. Men ser man nærmere efter i tabellen, snyder tallene lidt. For første gang er det nemlig muligt at søge ind på Medicin, hvor kandidaten skal tages i Herning. Fra 2029 skal 60 nye medicinstuderende, 30 på hvert semester, læse kandidaten i Herning med udgangspunkt i Regionshospitalet i Gødstrup. Det har 106 søgt som førsteprioritet, og lægges det tal til de 488 førsteprioritetsansøgninger til Medicin uden kandidatkrav i Herning, så er der stadig flere samlet set (594), der ønsker at læse Medicin end Erhvervsøkonomi, HA (550).
Om den nye mulighed for at studere medicin, hvor kandidaten læses i Herning udtalte prodekan for uddannelse på Health, Lise Wogensen Bach, sidste sommer i en nyhed:
”Det har været en del af vores overvejelser længe. Det kræver en del studerende for at sikre et godt og robust fagligt og socialt studiemiljø. Samtidig opbygger vi et spændende studiemiljø i samarbejde med Regionshospitalet i Gødstrup, VIA University College, Region Midtjylland og Herning Kommune. Det bliver et stærkt studietilbud, som vi er overbeviste om, mange af vores studerende og undervisere vil søge mod.”
Blandt AU’s fem fakulteter gjorde Natural Sciences sig særligt bemærket sidste år, idet antallet af ansøgninger til fakultetets uddannelser samlet set blev mere end fordoblet. Det var især de tre nye engelsksprogede it-uddannelser; Computer Science, Data Science og IT-Product Development, som medførte den enorme stigning. De tre uddannelser stod tilsammen for 1.679 af ansøgningerne heraf 515 som førsteprioritet.
De tre uddannelser holder skansen i år med 1.526 ansøgninger med 499 som førsteprioritet.
Samlet set har 7.979 søgt Aarhus Universitet som førsteprioritet. Det er to procent færre end sidste år, hvilke svarer til 212 førsteprioritetsansøgninger.
Tælles alle ansøgninger med, er antallet af ansøgning til AU 22.655, hvilket er en stigning på 436 ansøgninger og en samlet stigning for femte år i træk.